Man må selv være sørøver

Der findes ikke ret mange vellykkede børne- og ungdomsbøger om musik. Debutanten Tea Bendix’s Vidunderbarnet er både vellykket og meget musikalsk.

Af : Andreas Nordkild Poulsen

Hvad har musik med sørøvere at gøre? En hel masse ifølge Tea Bendix’s ungdomsroman Vidunderbarnet. Vidunderbarnet hedder Gustav, og Gustav er et vidunderbarn, fordi han kan noget med musik. Når han spiller på sin cello, dukker sære væsner frem. Når han spiller vildt, ja så vælter krigeriske sørøvere ud af skabene, og det er ikke spor ufarligt. Musik er nemlig ikke bare sjov, den kan også være en ganske alvorlig sag. Vi følger Gustav på hans vej ind i musikken, i hans kamp mod sørøverne og frem til den store koncert, hvor leg og alvor forenes ombord på et symfonisk sørøverskib. Det handler altså om, at holde fast i det legende og eventyrlige i musikken, men også om, at tage den alvorligt og blive en del af den i stedet for blot at vise den frem. Det er et svært emne at formidle, og trods let og farverigt sprog er Vidunderbarnet ikke nogen let læst bog. Det kan være vanskeligt, at finde ud af hvad der er virkelighed og hvad der er musik, for hos Tea Bendix er musikken meget virkelig. Ikke bare for Gustav men også for hans venner, der som kollektiv vi-fortæller står meget centralt i bogen. De oplever Gustavs sørøvere lige så skræmmende nærværende som Gustav gør det. Og sammen med Gustavs spillelærer hjælper de Gustav frem mod samspillet med musikkens sørøvere. Selv om man er et vidunderbarn – eller måske i særlig grad hvis man er et vidunderbarn - har man brug for støtte. Så ved fælles hjælp forenes legen med alvoren, og vidunderbarnet Gustav kan træde frem på kommandobroen som kaptajn på selv det største sørøverskib. Pludselig gik der et sus gennem hele koncertsalen. Ud af halvmørket tonede et vældigt skib. Det sejlede ud over folks hoveder og tæt forbi balkonen, hvor vi sad. Vi kunne kigge ned på sejlene, der var lappede med grove sting og lugtede meget ramt. De havde engang været røde, nu var de næsten sorte. Forrest smældede tre spændte stagsejl i vinden og bagved dem var et mindre trekantet sejl spændt ud over det allerstørste sejl. Lyset faldt ned på dækket i store mønstre. Dybt dernede stod syv matroser i ens tøj og arbejdede med at hale sejl ind.