Mænd uden tøj

I sin nye roman Mellemvægt sætter Kim Fupz Aakeson overbevisende og morsomt fem mandeskæbner anno 2002 i kredsløb om deres egen skæve akse.

Af : Marie Louise Kjølby

Der er bokseren Bjarne, der har »mosevand i nosserne« og derfor ikke kan give sin kæreste det barn, hun brændende ønsker sig. Der er Bjarnes sinke-bror Troels, der både kan læse og køre i bus. Der er den straffede Carsten, og der er boksetræneren Svend, der bider for meget i sig, både mad (han vejer 120 kilo og har samme forhold til smørrebrødsforretninger som en narkoman til apoteker) og fra andre mennesker, ikke mindst konen, Eva. Og så er der Michael, eks-verdensmester og fhv. dumt svin, der efter et sammenbrud og en trafikulykke dårligt har noget sprog og hverken aner, hvad han hedder, eller hvor han bor.

Det er de fem fortællere i Kim Fupz Aakesons nye roman Mellemvægt, en utrolig velskrevet og fin 'lille' bog, der på sin vis skriver sig ind i samtidens minimalistiske trend. For som bogens personer selv ville udtrykke det, sker der ikke så vildt meget på de 360 sider: En boksetræningssal er fælles transitsted for fire af de fem hovedpersoner, og ved fintællingen får man øje på det koncept, der holder bogen sammen: 18 næsten lige lange kapitler á ca. 14 sider, hvor synsvinklen skifter i mindre afsnit (halvanden til tre sider) og tit giver hver af de fem mænd lejlighed til at fortælle sin version af en scene. Konceptet strammer ikke, for Fupz kan få det banale, rå dagligsprog til at vibrere af betydning og bevæge ved sin uudtalte følsomhed. Og han deler rundhåndet den barokke betagelse af udtryk og ting, med sine personer: »Naturen er virkelig vild«, »Det er en pølsevogn, det her«, som et par kapiteloverskrifter lyder. Og så kan Fupz sætte en scene, så tæerne krummer, eller maveskindet sitrer, som i filmene Den eneste Ene, Små Ulykker og Okay, og i de små, rendyrkede koncept-novellesamlinger fra 1990'erne, Dyrekredsen og Popmusik.

Netop på grund af Fupz' succes som filmforfatter vil Mellemvægt sikkert møde kritik - en film-mellemting, for poppet. Men jeg er vild med det, når Fupz får tungen på gled hos dem, der ikke af sig selv siger så meget: Mænd uden studentereksamen, der udtrykker sig med kroppen og går efter det, der ligner en let gevinst, men ikke er det. Som her, hvor Carsten efter fire år bag tremmer får en ny socialrådgiver, »der havde en ordentlig bagskid på, hun havde gule øjne og hendes neglelak var flosset på alle neglene, og hun så virkelig dårlig ud og ville have Carsten i gang. ...'Det går bare for stærkt,' sagde Carsten og rystede på hovedet, rigtig meget, han havde fået at vide hvordan man skulle gøre. 'På et tidspunkt vil jeg godt i gang med at tage en tiende klasse.' Det kunne hun godt lide at høre, og hun kunne sagtens forstå, at Carsten havde svært ved lige sådan at finde ud af det hele. 'Fire år er virkelig lang tid.'« At være straffet og bistandsklient er et håndværk, forstår man, man kan ganske enkelt lære at ryste på hovedet og sige '10. klasse', hvis man ikke vil indlemmes som aktivt medlem af samfundet. Nogen særlig strålende karriere tegner sig dog ikke for Carsten, det han kan er at være kriminel, men det han i virkeligheden vil er bare et liv, en kæreste og et barn en dag. Netop, hvad samfundets kriminelt uprofessionelle, leflende holdning hverken giver ham eller kæresten Bettina en chance for.

Ingen af de fem mænd omkring de 30 passer nemlig i virkeligheden til de øl-fisse-og-hornmusik-macho-mønstre, samfundet stiller til rådighed. Disse mænds mandighed er eksperimenterende, de er på vej gennem kroppen, seksualiteten og følelserne: Michael finder ikke sig selv, men øver sig på at være Nye Michael, præcis som han spontant rabler af sig med sære ord: »Skuldertaske, vinterkrig, hundemad, gaffeltruck,« som han råber ad en pige bag en cafédisk. Michael, som begynder at gøre folk tjenester - blandt andet bliver Bjarnes humørsyge kæreste Krista mirakuløst gravid.

Troels, Den Glade Sinke, som han kaldes, får nogle, men ikke alle sine ønsker opfyldt: »Han ønskede at de kun var ham og Bjarne og at ingen af dem havde nogen pæne kærester uden tøj på. For det var uretfærdigt, når kun den ene havde.« Mens Svend, udadtil den rare mand, ubevidst hævner sig på sin kiksede fortid (og sin dominerende kone, Eva) ved at sende den 11-årige talentfulde drengebokser Nidal i armene på et nederlag ved City Låse Bokse Cup i Hillerød. »Du kender ikke min far,« som den slagne Nidal lavt siger, da Svend kører ham hjem. Samtidig får Svend ikke sagt fra over for Evas forsøg på at kapre deres lille plejedatter fra pigens biologiske mor, Bettina. Hun er junkie, men elsker faktisk både sit barn og Carsten, som hun bliver kæreste med. Så er ringen sluttet for disse skæbner, der væver sig ind i hinanden som et billede på livet.

Men også som billede af Manden år 2002. Efter 1990'ernes opreklamerede søgen efter den oprindelige Mand (af huletypen, befriet for kvinders ævl, kævl og forlorne følsomhed), er det interessant at se, hvordan skønlitteraturen går foran og arbejder tyst og raffineret med en moderne mandeidentitet, der har krop og følsomhed med. Mændene får ikke det hele, og slet ikke alle sammen - de finder ikke det hele, men de finder noget: Ansvar. Kærlighed. Selverkendelse. Eller for (helt i stilen) at punktere sentimentaliteten: Gearkasse, fedtsyl, Stalingrad, stikkontakt.

Marie Louise Kjølby er anmelder ved dagbladet Information, hvor artiklen tidligere har været bragt.