Krukken, kraniet og romanen

- om Fiske i livets flod

Af : Marianne Ping Huang

Der findes et lille stykke af digteren Rainer Maria Rilke med titlen ”Ur-Geräusch”. Stykket er fra 1919 og rummer følgende overvejelse: Hvilken lyd ville fremkomme om man satte en grammofonstift til et kraniums sammenføjninger? Rilkes stykke om urlyden er indlejret i Merete Pryds Helles roman, Fiske i livets flod. Et kranium fra Asserbo kirkegård, ved et af Danmarks ældste klostre, afspilles digitalt – og en række lydbilleder fra middelalderen når os. Af folk og fæ og tankegods. Hverdag med fastemad og svinerøgtning. En soldat drager ud mens han tænker på sin hjemkomst. En étbenet lædersmed går på lokum og tænker over tidernes gang: ”Må harpen lyde fra tårnet, og sangen, der kan bryde ud når som helst. Må orglet, trommerne, de korte og lange horn lyde, og ikke ligge søndrede på vådt græs, ubrugelige, tavse. Må det, vi kender, fortsat være til.” Lydene hører livet til og ’livets flod’, som er et foranderligt medium, der stadig flyder i nye retninger, frem og tilbage gennem historien.
   Clouét i Fiske i livets flod er forestillingen om, at det øjeblikkelige og uigenkaldelige – lyden, som snart er dér, påtrængende, snart er borte – kan genkaldes; at der findes beholdere hvor øjeblikkeligheden oplagres og blot venter på at blive sat fri, så det forstummede igen kan hvirvle og historien strømme. Kraniet i 3D-scanneren er ét eksempel. Et andet er lerkrukken fra Ur, som i romanens store scene frigiver pottemageren Enksilubs stemme fra historiens dyb sammen med ”Vandet rislende, klukkende. Den fede svuppen af vådt ler, klasken af hænder, fingrenes syngende pres i den våde masse”. Det hele er båret af lyde – stemmens, sangens, vandets, hændernes, lerets -, som også er en poetisk ur-lyd af form og stof, krukke og stemme, medium og sprog.
   Med kraniet og lerkrukken bliver tanken om lydenes tilbagekomst tydelig i det bizart virksomme billede – men forestillingen er ikke mere fremmed end lydenes analoge eller digitale lagring, som har inspireret både Rilke og Pryds Helle; den rækker blot med romanens forestilling bagom audioteknologien og sætter dermed skriftmediet og sprogkunsten i fokus.
   Fiske i livets flod er en sjælden forekomst i dansk samtidslitteratur. Merete Pryds, som allerede kendes fra romanerne Vandpest (1993) og Men jorden står til evig tid (1996) som sprogkunstner og en nyskabende formgiver af romanen, forener i denne ny roman sin nøjagtige, ofte lyriske prosakunst med en stort anlagt fortælling, om tiderne og livets gang, om menneskenes og om overleveringens og poesiens veje. Fiske i livets flod er, delt i fire bøger, en fortælling om historien gennem tre tider, den sumeriske oldtid, middelalderen og nutiden. Romanen er også en fortælling om skriftens historie, om medier og fortællingen selv – men især indeholder romanen tre historier om mennesker og deres almindelige og vanskelige liv.
   I romanens første og tredje bog møder vi arkæologen Peter og hans familie, Martha, Adam og Nanna, de tre voksne børn og svigerinden Kamma. Familien er på godt og ondt dannet i billedet af Peters store lidenskab, den sumeriske kileskrift og en tese om, at skriften er ét menneskes opfindelse. Børnene er vokset op i de mellemøstlige udgravninger og den ældste datter træder i faders fodspor med sin forskning i zigguraterne, de sumeriske tempeltårne, mens den yngste datter, Nanna, bærer navnet på Sumérs tyregud. Vi møder familien på Capri, midt i resterne af den romerske kultur som Peter foragter, og eksileret af nutiden, idet Peter ikke siden Golfkrigen har vovet at nærme sig det historiske Sumér, under nutidens Irak. Det har imidlertid Peters discipel og studerende, Petrus, som med afspilningen af en krukke fra Ur vil modbevise sin mentors tese om skriftens oprindelse.
   Med dramatisk ironi hører vi med Petrus, Martha og Peter lyden af Ur i Enksilubs messende stemme og hans håndelag for det våde ler. Vi véd fra romanens anden bog og dens fortælling om Sumérs spådomspræst Adaám og hans familie, at Adaáms svigersøn Enksilub er dette ene menneske som skaber skriften. Mens det lykkes Peter at frarøve Petrus hans opdagelse og derefter tyde Enksilubs besyngelse, tyder han ikke forbindelsen til sin egen teori: Noget er tilgængeligt for den fastholdende overlevering, for arkæologens udgravning og filologens korrelering af ordlyd og skrifttegn, mens andet overleveres litterært, i lyd eller på skrift, men altid gennem sprogkunst – fx romanens historie om pottemageren og hans kones flugt fra det første Urs blodige undergang og Urs genopbygning på de brændte sten med kileskrift.
   På samme måde indeholder fjerde bog af Fiske i livets flod, med sin fortælling om livets gang i tavshed, andagt og dagligdag i klostersamfundet ved Arresø, endnu et afsnit af skriftens vandrende historie. En tilrejsende, Broder Ord, præsenterer de danske munke for en anden slags bog end de hellige, kanoniske – han har i sin rejsekiste en selvbiografi, en slags tidlig rejseroman. Den kætterske bog bryder á la Eco klostrets tavshedsorden og fører til det lille samfunds undergang – eller dets overgang til nye tider. Igen viser skriften og mediet sine to sider, den hellige kanoniske for fastholdere, romanen for overleveringens og historiens strøm.
   Fiske i livets flod er en stort anlagt, bredt fortællende og tænkende roman om den hvirvlende overlevering og historie - og om det poetiske som det, der strømmer mellem mennesker og verden, og som kan frigives fra de mærkeligste beholdere – en krukke, et kranium, en roman.

Denne artikel blev første gang bragt iDanish Literary Magazine 19.