Kritikerprisen 1997

Af : Ejgil Søholm

I 25 år har Knud sørensen i digte, noveller og essays - og med førstehåndskendskab fra sit arbejde som landmåler - skildret livet i de jyske udkanter af den danske provins. Da Sørensen i efteråret som 69-årig udsendte    “En tid”, var det en sen romandebut; men den blev vel modtaget af anmelderne, der også valgte ham som modtager af Kritikerprisen. I forbindelse med prisoverrækkelsen motiverede Ejgil Søholm valget:

Med “En tid” er Knud Sørensen vendt tilbage til sin barndoms Vendsysyssel. Men historien er blottet for sentimentalitet og nostalgi. Det er blevet en roman, som man vanskeligt kan sætte en kritisk finger på. Alt spille sammen styret af det sikre overblik: tiden , miljøerne, personerne, humoren, fortælleformen og dokumentationen. Der kunne godt ligge en virkelig historie bag, lige som bag en anden stor vendsysselsk roman - Anne Marie Løns “Prinsesserne”. Jeg tror ikke, der gør det, men “En tid” emmer i den grad af “virkelighed”, at man synes , det må være sket alt sammen. Og mange af bogens indtryk må være sanset og husket af en knægt fra Hjørring, der var et par år ældre end romanens Kjakob - og som havde en fafar, der var husmand i Hune.
Jakob er frugten af et incestforhold mellem husmandssøskendeparret Oline og Thomas ude i klitten. I kirkebogen står der “søn af ugift Oline Kristensen og ukendt sommergæst”. For den formulering krævede præsten drengen sat i pleje. Det bliver i Ålborg, indtil Oline kræver ham hjem på grund af krigshandlingerne i storbyen. På den måde får forfatteren forskellige miljøer med som spejlere af krigens tid. Drengens psykologiske historie - han aner mere om det, han ikke må vide, end de voksne tror - bredes på den måde umærkeligt ud til skildringen af en tid. Det er blændende dygtigt gjort.
Og to tekniske greb fremmer forehavendet yderligere. Dels har Knud Sørensen valgt kun at skildre perioderne 1940/41 og 1944, så spændingen mellem samarbejdspolitkkens medløb og den strammede situatione med mere markant modstand kommer frem. Selv om de fleste heller ikke i den sidste fase bliver ligefrem rabiate - ikke på de kanter. Men man har i al fald i mellemtiden fået radio og kan supplere avisens nyheder med informationer direkte fra England.
Det andet greb har med fortællerstemmen at gøre. Den er suverænt fleksibel, men den dominerende synsvinkel er landbyens:
   “Allerede næste formiddag vidste vi det allesammen.”
   “Thomasses har fået drengen hjem fra Aalborg.”
   “Ja det har de jo”
   “Nu får vi så se”
Når jeg kalder forfatterholdningen suveræn er det bl.a. fordi Knud Sørensen også kan forklare sig på kollektivets vegne over for den udensogns læser, uden at det virke påfaldende - endsige påklistret. F. eks. ved at udlægge udtrykket “hos Thomasses - der betyder “hos Thomas og hans kone”; hvad det jo så altså alligevel ikke gør i det her tilfælde. Forfatteren smutter også ubesværet ud og ind af personerne og lader dem vinkle historien eller stemme følelsen, lige som han - stadig uden at bruge jeg-formen - kan fungere som den alvidende fortæller og konstatere, at dette eller hin jo først sker/skete flere år senere.
   Kritikeprisen tildeles efter demokratisk afstemning blandt Lavets medlemmer og er altså ikke resultat af nogen centralkommitébeslutning. Derfor kan det være svært at give en motivering på vælgernes vegne. Men jeg tror, at de fleste vil være enige, når jeg her giver min egen begrundelse for at have stemt på “En tid”.
   Knud Sørensen har med stor psykologisk indlevelse og eminent sans for sprogets nuancer skildret en vendsysselsk udkant, som han kender bedre end nogen, og en tid som vi troede, vi kendte. Romanens stof har fundet sin form på en sjældent vellykket måde. Det lavmælte, underspillede og underforståede både i humoren og alvoren respekterer personernes egenart. Det er sognet, der får mæle og tiden, der taler. I en tid, hvor romanen forsøger sig med anderledes voldsomme overlevelsesmanøvre, har Sørensen helt stilfærdigt fornyet genren på sin egen måde og på stoffets betingelser. “En tid” er ganske enkelt - tilsyneladende ganske enkelt - en god bog.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 13.