Kultur fra en udkant

Af : Peter Q. Rannes

Forfatteren Knud Sørensen skriver fra og om den geografiske og kulturelle periferi i Danmark, og han er stolt af det og har gjort det til sin styrke. I et nyere essay sender han periferien ud over landets grænser.

I titel-essayet i Knud Sørensens seneste bog, essaysamlingen Hvor bor kulturen – og andre funderinger (1994) gør forfatteren sig sine forestillinger om, hvad kultur er, og hvor den ”bor”. Knud Sørensen definerer kultur som fælles erfaringer og fremhæver, at det især drejer sig om erfaringer fra dagliglivet. Når der, forklarer han, hos det enkelte individ opstår en bevidsthed om, at dagliglivets erfaringer og den hverdagskultur, som det er en del af, er en egen og selvstændig kultur, kan den være baggrund og udgangspunkt for en kunstnerisk eller litterær skabelse.

Dette gælder for den danske bondekultur, som for andre kulturer. Med henvisning til essayet ”Der dukker af disen” fra samme bog, som handler om en række digtere fra egnen omkring Limfjorden i Jylland – bl.a. Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg – pointeres det, at den kulturelle bevidstgørelse, som fandt sted hos disse forfattere i slutningen af det 19. århundrede, lod dem skrive ud fra deres egen bondekultur og ikke på trods af den. De opdagede, at kulturen ikke var noget, der skulle søges et andet sted, i byen, men var dér, hvor de selv kom fra.

Det vil ikke komme som nogen overraskelse for læsere af Knud Sørensens bøger, at den kultur, der kan skrives bøger på, ikke kun eksisterer i storbyen, men også er at finde på landet. Hans omfattende forfatterskab, som strækker sig over mere end 30 år, er i sig selv et bevis på det.

Revolutionen i Tøving
Som forfatter er Knud Sørensen landbruget og landlivets talsmand i nyere dansk litteratur. I en tid, hvor landbruget var på retur både i litteratur og virkeligheden, tog han arven op fra St. St. Blicher og Limfjordsdigterne og genoptog med digtene i samlingen Revolutionen i Tøving (1972) livet på landet som motiv i lyrikken. I et næsten nænsomt, neddæmpet sprog digter Knud Sørensen i denne tidlige digtsamling om de store omvæltninger, som bondekulturen gennemlevede i disse år. Og på den tilsyneladende mest enkle måde gør han levende poesi af hårde kendsgerninger, dokumenter, statistisk materiale og tal i en stil, der er blevet kendetegnende for digteren Knud Sørensen:

Fra forsamlingshusets tag
Ser man ikke de måger
Der sidder på skolens tag.
Tøving skole, opført 1954,
Nedlagt 1975, for heller ikke i Tøving
Får traktorerne børn der går i skole
(fra Tøving i dag, 1976)

Med sine digte viser Knud Sørensen, at i hverdagslivets danske bondeland finder man poesi mellem virkelighedens hårde facts. Beskrivelsen af landbrugskulturens fald, affolkningen af landet, eksproprieringen af værdifuld agerjord, triste fogedforretninger, nedlæggelser af gårde og tilflyttende hobbylandmænd, der laver gæstefløj i svinehuse, fremviser den poesi, der ligger i alle forandringer, i bevægelsen og i alt liv.

Det er ingen rousseausk idyl, der hviler over det land, Knud Sørensen beskriver, men selvom der er en stemning af afmægtighed i denne landbrugslyrik, hviler der også en særegen ro over den. Det kan være en tålmodighed, som knytter sig til livet på landet, der her sætter sig igennem. Men det kan også være digterens tillid til sin egen kultur, dens styrke og evne til at overleve på trods af den megen modgang, den møder.

En forskydning i perspektivet.
Efter Revolutionen i Tøving fulgte flere digtsamlinger, f.eks. Fodtur til det nordlige Mors (1976), Bondeslutspil (1980), Pletter på kortet (1982), Hvad skal vi med solnedgangen? (1987) og Sandemoses ryg (1992), samt udvalgene Beretninger fra en dansk udkant (1978) og Samhørighed (1994). Livet på landet er gennem alle årene stadig det centrale motiv i digtene, men der kan fra digtsamling til digtsamling registreres en langsom forskydning af perspektivet: fra den nøgtern-poetiske registrering af de materielle og kulturelle ændringer, som især i 60erne og 70erne  fandt sted i den danske landbrugskultur, til de ofte geografisk og historisk funderede beskrivelser af 80erne og 90ernes bondeland, som har gennemlevet de mange ændringer med en sammenhængende og selvstændig kultur intakt.

Landet som metode
Parallelt med forskydningen i det lyriske forfatterskabs perspektiv vendte Knud Sørensen sig mod prosagenrerne. En række novellesamlinger, som f.eks. Slutseddel (1977), Marginaljord (1987), Naboskab (1991), Rundt omkring (1993) og den lille roman En landsbyhistorie (1986) lægger sig tematisk op ad de lyriske værker. Hans prosa indeholder lyrikkens blide tone, men ligger tættere op af den realitet – landkulturen – den beskriver. I Knud Sørensens prosa er livet på landet ikke kun fortællingernes objekt, deres sujet, det er også metoden. Fortælleren i prosaen synes altid at være én som dem, der berettes om; til tider måske en assimileret tilflytter, en akademiker blandt lokalbefolkning – som Sørensen selv, der er født i Hjørring i Nordjylland og gennem tre årtier var landinspektør på Mors i Jylland. Personerne beskrives ofte indirekte i dialogen, men når de beskrives af fortælleren, er det på den måde som naboen ville have beskrevet dem. Karakteristisk er det, at de ofte beskrives ved familiemæssige relationer, ved hvilket bilmærke de kører, ved den mad (og hvor meget), de spiser, ved de huse de bor i.

I fortællingens indre struktur følges landlivets langsomme rytme. Episoden er i centrum uden at der fokuseres på pointerne. Tværtimod. Ofte er episoden pointeløs eller den udgør pointen selv. Tilsvarende er tiden i fortællingen ikke karakteriseret ved handlingsforløb, men er noget der bare går, ved siden af handlingsforløbet. Til gengæld markeres en ”større” tid ved forholdet til andre episoder, som ligger i fortiden og uden forhandlingen.

Udkantskulturen
Knus Sørensens prosa matcher på alle måder den kultur, den har sat sig for at beskrive, det er en af dens store fortjenester, og samtidig et vægtigt argument for forfatterens vedholdende påstand om, at landkulturen kan være – og stadig er – kulturel baggrund for en kunstnerisk skaben.

Så vægtig og vigtig er dette for Knud Sørensen, at han i Hvor bor kulturen? argumenterer for, at bondekulturen trods kun få procent af landets befolkning er direkte tilknyttet landbruget, stadig eksisterer i 90ernes Danmark ”udkantskulturen”, som er det udtryk Sørensen har valgt til at beskrive denne kulturelle position, eksisterer således side om side med den internationaliserede storbykultur, som dominerer medierne.

I Hvor bor kulturen? Beretter Knud Sørensen om sin egen grænseoverskridende erfaring med én udkantskultur over for en anden. I forbindelse med et besøg i Nicaragua i Mellemamerika oplevede han, at kunne ”samtale” med en lokal landmand ude, at de forstod et ord af hinandens sprog: ”Vi talte sammen gennem det fælles underforståede, gennem en fælles forståelse af hvad det er, der betinger liv og velfærd i et bondesamfund”. Smme oplevelse af kulturel nærhee har han erfaret ved bl.a. at læse skildringer af franske bjergbønder og af det sibiriske bondesamfund, og ved at se kineresn Zhang Yimou’s film ”Historien om Qui-Ju”.

I disse oplevelser finder Knud Sørensen belæg for, at der set i et – i alt fald – europæisk perspektiv eksisterer en kulturel skillelinje mellem den internationaliserede storbykultur og den kultur, som den danske bondekultur er et eksempel på, ”udkantskulturen”. Og hvad der nok er mere betydningsfuldt, at det ”er i det fælles underforståede, den egentlige kultur bor”.
Konklusionen, som både tilhængere og modstandere af Sørensens teori har set komme i det fjerne, er hermed inden for rækkevidde: bondekulturen er i kraft af bl.a. et erfaringsfællesskab, som ikke har meget med det nationale at gøre, på mange måder den internationaliserede storbykultur overlegen.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 8, 1995