Homo Mutabilis

Om Iskrystaller

Af : Astrid Fosvold

Pablo Henrik Llambias har skrevet sin hidtil mest helstøbte roman, der med sin mange lag af krimifortælling og forfatterreflektioner giver mindelser om Jon Fosses urolige jeg’fortællere, der kredser om skriveprocessen og delagtiggør læseren i betydningsdannelsen.

Iskrystaller er en god bog, den er ægte Llambiask, og jeg vil hævde at romanen udgør essensen af det stærkeste ved forfatterskabet. Forfatteren er igen på sporet efter et kort ophold i science fiction genrens klør.

Iskrystaller er en ukronologisk dagbogsroman som på første side skitserer de spor teksten følger; et rent fiktionsspor og et mere dokumentarisk og privat - fortællerens spor. I forfatterskabet er flersporsdimensionen karakteristisk allerede fra debuten, og vedvarende i de tre første udgivelser, men var mindre tydelig i hans andre roman. I denne forstand vender forfatteren tilbage til sine første tekster.

I Iskrystaller muterer jeg’et indenfor hvert af de to spor som er lagt ud. I fortællersporet opererer to jeg-fortællere, hvoraf det ene af og til vælger forfatterrollen. Forfatteren installerer en hovedperson, vekslende mellem et han og et jeg, som igen muterer til et nyt jeg som af og til er forklædt som blodlegeme. Det muterende jeg gør flersporsdimensionen total i nærværende bog. I forfatterskabet er jeg’et en finurlig størrelse, skifter ustandselig position, og uophørlig frarøver jegfortælleren det netop skrevne mening i den fortløbende tekst. Samtidig forhindrer ironiens allestedsnærværelse læseren i at udpege fortællerens position. Dermed er uro og omskiftelighed en konstant i Llambias tekster. Jeg-fortællerens nærmeste omgivelsers udvikling danner en anden konstant. Også i Iskrystaller møder vi fortællerens lille familie som fastholder forfatterskabets udviklingsromans spor. Dermed danner tiden som går konsistens både i forfatterskabet som sådan, men også i særlig grad i Iskrystaller. Den ukronologiske dagbog er nemlig kronologisk indenfor hvert af sporene, og dermed strukturerer kronologien jeg’erne. De splittede jeg’er holdes sammen af tiden, samtidig med, at splittelsen producerer sporene.

Skaberprocessen er lagt åben i værket, vi er med i forfatterens værksted. I den henseende bruger teksten metafiktionen aktivt, men uden ontologisk problematisering som hovedærinde. Det vil sige at de ulige spor sættes ikke overfor hinanden som ulige virkeligheder, og de blandes ikke ind i hinanden sådan at læseren pludselig er i tvivl om hvilken virkelighed vi befinder os i. Sporene er en del af en virkeligheder som igen kan forankres i processen med at skabe værket, dermed er sporene denne gang underordnet en hovedinstans, skaberprocessen, og båret af en uro. Et uroligt jeg, og en tekst i proces forhindrer tydelig repræsentation af en substantiel størrelse, en entydig og budskabsorienteret fortælling.

Det muterende jeg er også et væsensvilkår for den moderne selvbiografi som genre. I det private spor tilkendegiver jeg’et sider af sig selv som hvis genrekravene skulle overholdes, ville mangle en selvanalyserende dimension. Et led i skaberprocessen er nemlig at lege med genrenes muligheder. I fiktionssporet afprøves en række genrer som hverdagsfortælling, kriminalfortælling, en roman om tab og sorg. Alle disse står i spiring som muligheder og element fra de ulige fortællingstyper blandes: Hverdagsfortællingens trepinde bliver skæbnesvanger, og indgår i tabsfortællingen. Imidlertid vokser krimispiren sig stærkere end de andre spirer, og fiktionssporet udvikler sig til elementær spændingsfortælling med et gidseldrama. En familie på fire rulles ind i dramaet som har stor faldhøjde, den almindelighed som ellers plager fortælleren er sporløst forsvundet. Her er rigtige mordere, sygdom og død, politi, brandbiler og helikopter. Actionelementerne er inspireret af fortællerens søns legetøj og afprøvet på forfatterens skrivebord. Et alvorlig led i legen er at udstyre hovedpersonerne med navn hentet fra norrøn mytologi. Forældrene hedder Tøk og Sigyn, børnene Balder og Idun. Som kendt er Tøk navnet Loke, som er en særdeles omskiftelig jotne/gud i stadig nye forklædninger, brugt både da han snød Balder, som er Odins søn, i døden, og da han ofrede Iduns liv for at redde sit eget. Sigyn er hans kone i gudeverden og hun redder hans liv ved at holde en skål under den gift som drypper ned i hans hoved som straf for drabet på Balder. Balder døde af at blive ramt af en misteltenkvist. I bogens fortælling sutter Balder på en pind som forårsager sygdommen, deraf den skæbnesvangre træpind. Som udtryk er myten ikke en stabil størrelse, men som mundtlig overleveret fortælling har den fast substans, derfor er myten anvendelig som et ekstra betydningslag i krimien som derved påvirker læsningen af fortællersporet. I lyset af mytekrimien bliver fortællersporets dokumentariske del tilført et bekendelsesfragment. Rigtignok benægter fortælleren at han skriver et bekendelsesskrift, som ville have en selverkendende dimension han på det kraftigste frasiger sig, men teksten har alligevel denne selverkendende dimension som virtuel mulighed indkapslet i formen som læseren så kan vælge at aktualisere. Sporene har en række fælles referencer og en slags er sygdom og mulig død. Drengen i jeg-fortællingen er syg, og to fem år gamle notater handler om et sygt barn. Dette kan ses som aktivering af et erindringsfragment som forplanter sig i de andre fortællinger. Men på ingen måde dominerer dette teksten, det er igen et element som aktiverer en mulig læsning.

Vor aktive deltagelse er et væsentlig anliggende i teksten. Eksempelvis må læseren udfylde manglende verbumtider, et afsnit er skildret i mulig fremtid, og derefter fortid. Ikke i nutid. Teksten er i proces og læserens aktivering af de muligheder den udlægger er med til at skabe mening og substans. Som sådan fordrer processen deltagelse og i forhold til fortællerens desillusion: “min afmagt dryssede ned i teksten. Heller ikke med den kunne jeg løfte noget” kan en hævde at ved at delagtiggøre læseren betydningsdannelsen er i selv en markant demokratisk handling, og som sådan et slags løft. Som roman er Iskrystaller svært godt sammenskruet, og foreløbig forfatterskabet mest helstøbte værk.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 20, efteråret 2001