O at være en tændstikæske

Om Fire

Af : Marianne Stidsen

Lagde de første samlinger sig tæt op ad malerkunstens kollage- og montageteknikker, lægger den fjerde samling, der slet og ret hedde Fire (1990), sig nærmere op ad barokkens totalkunstværker og emblembøger. Grotrian henviser her ikke blot på betydningsplanet til maler­kunsten; han forsøger reverenter talt at ”skri­ve et maleri”, præcis som barokkunstnerne ville ”male en ode”. Det er den såkaldte allegoriske teknik, sådan som den blev udfoldet i de barokke emblembøger, der ligger bag opbyg­ningen af de enkelte digte. Digtene består ty­pisk af en række billeder, der så at sige udgør en rebus, som titlen så leverer løsningen på. Det kan være de antikke karyatider, der er klippet fri fra deres faste pladser i Erechteion-templet på Akropolis og placeret ved en rasteplads på Europavej 10. Titlen ”400 meter forude” hjæl­per læseren til at forstå, at der er tale om et af de syn, man netop kan have, når man sidder og kigger gennem en bilrude indlullet i en art drømmetilstand af farten, en tilstand hvor tid og sted momentant kan ophæves. Et andet, endnu mere radikalt eksempel er digtet ”Svaner set gennem tårer”:

0 0
2 0
0 2
0 0

Også i Næste himmel findes tilløb til bogstavdigte - således tales der et sted om ”næsens J«. Men her i Fire er de rendyrkede. Digtet består, som man kan se, i al sin konkrete enkelhed af seks nuller og to to-taller, stablet oven på hinanden i det firlinjerssystem, som er bogens gennemgående kompositionsprincip - jævnfør Simon Grotrians fordring om, at digtet skal løses ”begyndt som en matematikopgave”. Dette ganske arbitrære og tilfældige princip (bestemt af titlen, der igen udelukkende henviser til bogens kronologiske placering i forfatterskabet) bevirker, at nogle nye billeder og betydninger kan komme frem. Billeder og betydninger, som ikke er implanteret i digtet af et centrallyrisk subjekt, men derimod udsprunget af bogstaverne - og tallene - selv, netop i deres konkrethed, som sværte.

Hvad vi ser i Fire, er altså skriften skrællet ned til dens mindstebestanddele - præcis som hos barokdigterne, og denne ”atomisering” af skriften har til følge, at den nu kan få lov at fremstå med alle de medbetydninger, som er tilbøjelige til at falde af som slagger i den moderne kommunikationssammenhængs målrettede søgen efter den tilsigtede mening.

Men denne totale fragmentering eller dekonstruktion af sproget - sat på spidsen i det første digt i bogen, der består af en opdyngning af bogstaver fra alfabetet, sådan som de kommer ud, hvis man skriver blindskrift på tastaturet - har paradoksalt nok som konsekvens, at verdens træge stof faktisk netop derigennem kommer til orde, så at sige ”ad bagdøren”. For når formen er frikoblet fra materien og ”svæver på stellets jernfigur” uden nogen organisk forbindelse med dette, kan tingene og tegnene også opleves i deres konkrethed, som grafisk form og figur. Og dermed kan - som den franske litteraturontolog Maurice Blanchot har formuleret det - den ”eksistensens dunkelhed”, den ”værens træghed”, som i første omgang fik Simon Grotrian til at vælge håndens frem for stemmens gerning, komme til udtryk.

Uddrag af Marianne Stidsens artikel i Danske Digtere i det 20. århundrede bd. 3, Gads Forlag 2000