Jeg er her nu
Samtale med Simon Grotrian
Af : Rolf Sindø
- Du betragtes af nogle anmeldere som en
kultdigter, en svær og utilgængelig lyriker, som læses af æggehoveder. Hvordan
vil du karakterisere dig selv som lyriker?
- Jeg er på en måde et stort barn, der smider med ordene, jeg er også et
voksent menneske, og skidt være med anmelderne! Ifølge dem skulle jeg jo være
mere eller mindre sindssyg ... Alle gode digtere er i øvrigt mere eller mindre
sindssyge. Bare se på Michael Strunge, han var manio-depressiv. Grundtvig var
også manio-depressiv. Hölderlin var
schizofren. Georg Trakl blev sindssyg til sidst. Celan led
af svære despressioner. Nelly Sachs blev paranoid. Der er så mange eksempler,
og det er absolut de gale digtere, jeg sætter højest. Det er dem, jeg holder
af, det er dem, jeg fisker frem, hvis jeg skal styrke mig. De er ikke
forbilleder, men mere venner - som desværre er døde alle sammen.
[…]
- Hvilken betydning eller rolle har en lyriker
i dag? Der er for eksempel så meget støj i tiden. Hvad kan du som lyriker gøre?
- Det stik modsatte. Højholt siger i et digt fra Poetens
hoved, at den, der vil skabe i disse tider, må være en stift imod
strømmen. Altså en stift imod det strømmende, og jeg har faktisk tænkt på - som en hilsen til Højholt - at
skrive en bog, der skulle hedde "Grammofonen, der drejede modsat".
Hér er det jo ikke engang en stift, men selve grammofonen, der går imod
strømmen. Det bliver sikkert ikke til noget, men jeg synes, at det er sagen i
en nøddeskal. Det kendetegner de store kunstnere, at de har været en stift imod
det strømmende. Karen Blixen med sine fortællinger, H.C.Andersen med sine
eventyr og Kierkegaard med en blanding af filosofi og digtning. Den populære
digtning vil uvægerligt dø. Det, der blot plaprer løs og følger strømmen, det
kreperer, og hvis man vader afsted midt på vejen, bliver man kørt over.
Et menneske, som aldrig læser en bog, kan stort set have de samme erfaringer
som en universitetslektor i litteratur. På den måde tror jeg ikke, at digte og
litteratur kan rokke særlig meget ved noget som helst, men man kan få en
følelse af, at man ikke er alene.
Peter Laugesen har i øvrigt et digt, som jeg har omformet. I digtet står der:
"JEG ER ALENE / DU ER ALENE / VI ER IKKE ALENE", og jeg ville hellere
sige det på følgende måde: "Jeg er alene. Du er alene. Vi er alene."
Grunden til dette er, at når man har sagt "Vi er alene", så er man jo
også sammen: Vi er kun os. Det er på en måde et selskab i alle mulige overførte
betydninger. Selvom man aldrig sidder direkte over for sine læsere, og selvom
en bog er et halvt år undervejs, så er der dog en kontakt. Det spændende ved
dette er, at selv om man selv og éns læsere forsvinder, så kan det være, at der
er andre, der går i gang med éns bøger. I princippet kan det fortsætte i det
uendelige. Når et menneske lukker døren og sætter sig med en bog, er det i
selskab: "Vi er alene". Den tanke kan jeg godt lide, for man skal
ikke tro, at man er mere social med 20 mennesker end med 1 person. Jeg tager
sproget meget konkret og siger, at man faktisk kan være alene sammen i et digt.
Fra Ildfisken 21, 1999.
For information om Rolf Sindø se: www.sindoe.dk
|
|
