Juliane Preisler
Om Silke
Af : Knud Bjarne Gjesing
Silke er et melodrama, der udspiller sig i
gaslygternes skær i slutningen af det 19. århundrede. Stemningen er præget af
fin de siècle – sødt fordærv, elegance og forfinelse, rænkespil og lastefulde
raffinementer med en pikant drejning mod det sadomasochistiske. Regitze træder
ind i denne depraverede atmosfære, da hun ung og uskyldig kommer til storbyen
for at søge sin lykke på teatret. Her tildeles hende kunstner- og kælenavnet
Silke af teatrets aldrende førsteelsker. Denne førsteelsker må være noget nær den
slemmeste forfører, der har slentret over en bogside, siden Søren Kierkegaard
lod sin Johannes Forføreren sende dæmoniske sideblikke til de københavnske
frøkener. Han er hemmelighedsfuld, ironisk, kynisk og uberegnelig, skiftevis
blasert og lidenskabelig, og om hans tynde læber spiller et spottende smil, der
antyder uendelig livslede og usigelig lyst.
I anfald af ”grådig kedsomhed” besnærer han begge køn. Indhyllet i en sky af
pudder udfører han sine forførelseskunster i teatrets dunkle gange, og i dets
kulisser rasler skelettet af en skuespillerinde, der under hans påvirkning har
forladt livets scene med et knust hjerte. I hans nærhed bliver teatrets
aktricer, som frøkenerne Piil og Lind, alligevel fortsat så myge som grenene på
de træer, de bærer navn efter. Af deres hviskende betroelser forstår man, at
Han med stort H er blevet stemplet ind i deres sjæl og krop: ”Han må altid have
nogen, det ved jeg om Ham, det er som en slag kedsomhed, Han må have nogen at
fortrylle … noget af forandre … nogen at ødelægge … Han føler sig som en død …
det er det der gør Ham levende, at ødelægge”.
Først og fremmest er forførerens magt knyttet til han bemærkelsesværdige øjne.
Han har ”nogle underligt døde sorte øjne, der aldrig havde noget rigtigt udtryk
”sort mørke, bundløst mørke, som ligesom med et spejlglas henover, så man ikke
engang kunne fornemme et blik”. Ydermere bærer han navnet Mørk. Man det er
netop disse uudgrundelige øjne, der som universets sorte huller suger alt til
sig. Også Regitze gribes af begær efter at se liv flamme op i øjnenes bundløse
dyb og at se sig selv spejlet i dem. Afslutningsvis bliver hendes længsel
stillet, men samtidig opløses forførerens fremtoning som en illusion, og han
afsløres som en affældig olding.
Fra Danske digtere i det 20. århundrede, bd.3, Gads Forlag, København 2000.
|
|
