Pariserkærlighed
Om Kærligheden rum
Af : Nina Skriver Dahl
Dværgenes Dans havde som noget usædvanligt i Løns forfatterskab en
mandlig hovedperson, med Kærlighedens rum genoptages rækken af nutidige
kvindeskildringer. Og ligesom i eksempelvis Sent bryllup (Late Wedding)
fra 1990 om en gammel kvinde der ude af stand til at rejse sig igen efter et
fald i skoven genkalder sig sit liv mens hun venter på hjælp, er det en kvinde
der er ude over den tidligste ungdom, som er i centrum. Hollywoods modne
skuespillerinder efterlyser ofte roller ud over de stereotype sviger- og
bedstemorroller – for dem ville romanens Edith være en ønskerolle: Endelig en
selvstændig og kompleks kvindeskikkelse som vælger og prioriterer den rene
nydelse af kærligheden over det at få manden i sit garn og tilbringe resten af
livet i tryg forening, men ude af stand til at elske rent længere.
Katalysator for historien om Ediths kærlighed er en ung, dansk kvinde der under
et ophold i Paris i halvfjerdserne møder de elskende Edith og Jean-Luc og
tilbringer en hel dag i parrets forunderlige selskab. ”Er de virkelig et
ægtepar som måske endda har levet sammen i mange år, tager jeg hatten af for
kærligheden og giver den forkætrede institution min uforbeholdne undskyldning,”
tænker hun inden dagens afsluttende samtale med Jean-Luc, som forklarer tingenes
sammenhæng. Han er gift, men ikke med Edith. Han kan ikke forlade sin kone,
bla. fordi han er vært for et populært tv-program med titlen Deres familie,
deres liv. Edith er efter hans udsagn godt tilfreds med forholdet som det er.
At det imod enhver forventning faktisk er sandt, får den danske kvinde vished
for 25 år senere da hun under en ferie i Paris møder Edith som beretter resten
af historien om 28 års hemmelig kærlighed.
Jean-Luc er død for kort tid siden, og Edith fortæller om deres forhold fra den
første gang de støder på hinanden – i bogstaveligste forstand - midt på en af
Paris’ broer, hun med en pakke vasketøj som han galant bærer for hende til
bestemmelsesstedet, indtil hun hører i radioen at han er død på vej til et af
møderne med hende. Da de møder hinanden, er hun midt i trediverne, bogholder i
varehuset Samaritaine og samboende med sin mor, han er ti år ældre, kendt
tv-vært, ulykkeligt gift med en kvinde fra overklassen og far. Det står dem fra
begyndelsen klart at forholdet må holdes hemmeligt af hensyn til Jean-Lucs
karriere og familie, og selvom det ikke er uden problemer og afsavn, viser det
arrangement sig at være til kærlighedens fordel. Parret mødes igennem årene i
skiftende elskovsreder som han finder og indretter. Mønsteret for møderne er at
han sender besked om hvornår de kan ses, og laver mad til dem når hun indfinder
sig. Hver gang går de hver til sit inden natten er omme.
Mens Jean-Luc længe forestiller sig at de en dag skal leve sammen som alle
andre par og skynde sig at få et barn mens Edith har alderen til det, ser Edith
mere realistisk på affæren og befinder sig godt med de adskilte hverdagsliv som
til gengæld giver passionen mere plads. Og det er netop rummet der er det
afgørende for Edith, ikke tiden. Hun bekymrer sig ikke over den tid der går
imellem møderne med Jean-Luc, men ikke at vide hvor de skal mødes,
skræmmer hende, derfor befinder hun sig også bedst indendøre, skærmet fra
offentligheden, som parret i de første år nødvendigvis må undgå.
Intimiteten og udelukkelsen af andres indblanding beskytter desuden parrets
opfattelse af hinanden, og Edith indrømmer at hun aldrig ville være faldet for
Jean-Luc hvis hun havde set ham som offentlig ejendom i tv inden de mødtes.
Romanen skildrer både den store kærlighed og en stor, kvindelig personlighed
med en tankevækkende livshistorie, ikke mindst personificeret af moderen, som
Edith stadig deler lejlighed med i gensidig respekt for hinandens privatliv, da
hun, en nydelig pariserinde i starten af tresserne, siddende på en café samler
trådene i sit liv for sig selv og sin danske tilhører. En tilhører der netop
fordi hun ikke kender til Jean-Lucs offentlige image og snart rejser bort igen,
er den ideelle modtager af betroelser fra en kvinde der ellers i alt hvad hun
gør, er diskretionen selv.
Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 18.
|
|
