Hvordan jeg blev forfatter

Af : Klaus Høeck

Så en dag i nittenfireogtres skete det. En stor springflod sprang i mit hoved. Og på mindre end en uge skrev jeg min første digtsamling og blev klar over, at jeg ikke duede til noget andet (for det havde jeg jo prøvet) end at skrive digte. Denne første digtsamling var spontan uden de for min senere digtning så karakteristiske systemer. Den er gået til grunde, forsvundet eller er blevet opsuget i senere digte. Men terningerne var kastet, der var ingen vej tilbage. Selvfølgelig opstår en digtsamling ikke af det rene ingenting. Jeg havde jo læst digte både i skolen og senere hen, som jeg har beskrevet det. Og den hurtige og sikre måde, hvorpå jeg skrev de første digte, skyltes netop det andet kendetegn, jeg har omtalt: nemlig overfølsomheden, den sproglige idiosynkrasi. En ordentlig digter behøver kun at have læst et enkelt digt og i visse tilfælde kun nogle få linier for at indfange et helt sprogligt univers. Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg dengang undlod at læse digte af Ole Sarvig, fordi alle blev beskyldt for at plagiere netop ham. Men det hjalp ikke. Jeg havde netop læst en linie eller en digtstump, måske i en anmeldelse. Og det var nok. Ikke fordi Ole Sarvig specielt har spillet en rolle for mig. Men som eksempel. En ordentlig digter plagierer for øvrigt aldrig. Han stjæler, som Eliot har udtrykt det, til brug for sin egen kunnen og sit eget digteriske univers. En digter er, som jeg har antydet det, klar fra begyndelsen. Han skal ikke lære at blive digter. Det, han mangler, er finpudsning af sin teknik. At se hvordan andre digtere har taklet de problemer, han selv bakser med. Og da jeg aldrig har sat mit lys under en skæppe, kunne jeg lige så godt lære af de bedste. Indgå de nødvendige valgslægtskaber. Hvordan sådan noget foregår, er ikke til at beskrive. Jeg vil sige det sådan, at de rigtige bøger falder én i hænde på de rigtige tidspunkter, hvis man blot lader stå til og i stedet for at lade sig råde alt for meget af andre om, hvad der er rigtigt at læse, sådan på må og få slumper sig igennem digtene og litteraturen. Vigtigt forekommer det mig også ikke at læse for meget. Men at holde fast der, hvor tampen brænder. Det var la Cours sene digtning (ikke så meget dagbogen), der optog mig. Men snart skiftede opmærksomheden over til Pound, Eliot, Perse og Neruda. Digtere der alle har skrevet i store og vældige sammenhænge. Og jeg svor på, at jeg selv ville skrive store omfattende digtsamlinger, og følge denne tradition, der er lige så gammel som digtningen. En ed som jeg har holdt. Jeg skal ikke her komme ind på fordelene og ulemperne ved at digte i store enheder, blot nævne, at sådan er mit digteriske temperament nu én gang skruet sammen.

Teksten er et uddrag fra Klaus Høecks bidrag til bogen Hvordan jeg blev forfatter, Borgen 1997