Ømhed og omhu

Pristale for digterens modtagelse af Emil Aarestrup Medaillen.

Af : Neal Ashley Conrad

Genfortryllelsen.
Det er i spændingsfeltet mellem det genkendelige og uudsigelige, at Niels Frank skriver, hvor digtet grænser op til stilheden og tavsheden. Han skelner interessant mellem stilheden, som han mener altid er der og tavsheden, som man som digter selv skaber. I Genfortryllelsen bliver tavsheden netop anvendt sprogligt som middel til at gøre digtet til et fortrolighedsrum. Den sprogliggjorte tavshed skaber en lukning udadtil og en åbning indefter. Digtet gøres derved til et stilfærdigt sted for en gentilegnelse af negligerede menneskelige værdier som ømhed, ydmyghed og et omhyggeligt forhold til den anden og tingene, der omgiver os. Efter Rainer Maria Rilkes forskrifter slår Niels Frank rum om følelsen.
   Det enkelte digt er hos Frank et billeddannende forløb. Men hvordan ser han på skabelsesprocessen? I et interview fra tidsskriftet Passage ¾ fra 1987, forud for Genfortryllelse, gav han et omtrentligt svar:”Det er netop forløbet jeg arbejder med i selve skrivningen. Ordene er skrevet ned på små notatpapirer, og sætninger og indfald er skrevet ned, sådan at der ligger en hel masse fragmenter, hvis eneste mangel er at de ikke hænger sammen. Den forløbsmæssige sammenhæng er så det jeg skal arbejde med – alt det andet er allerede til stede. Dette er et rent koordineringsarbejde, så at sige, hvor jeg tænker på: Hvilke ord står i forhold til hinanden? Hvilke ord kan stå ved siden af hinanden uden at underbetone hinanden? Hvilke ord kan bogstaveligt talt belyse hinanden? Forløbesskabelsen og skabelsen af sammenhæng er selve det lyriske arbejde for mig”.

Eksistensafsøgninger.
Niels Frank vedkender sig sit slægtskab med traditionen som en kunstnerisk og erkendelsesmæssig forudsætning. Men vigtigt er, at han som digter og tænker gebærder sig frit i forhold til den, som det fremgår af essaysamlingen, Yucatán, Frank udsendte sidste år (1994 red.) som er en camoufleret poetik. Den er præget af sammensathed og forsøget på at fremskrive en kunstnerisk helhedsforståelse. Frank fortsætter dér bestræbelsen på at leve sig ind i en kunstners personlighed og intentioner for derigennem at forstå, hvad kunst er, som blev indledt i Genfortryllelsen, med digterkarakteristikker af 10 af traditionens forfattere, digtere og teoretikere. Ved at forholde sig til andre digtere, malere og musikere – fra John Ashbery over Andy Warhol til John Cage og Per Højholt – ser Frank sig i stand til at indkredse sin egen inderlighedspoetik. I essayet om Højholt fastslår han, at kunsten stammer fra intetheden, hvor han bestemmer intetheden som ”en slags ikke-sted i digtets form, eftersom dets billeder kun findes én gang og hele tiden erstattes af nye”. I et andet om digteren Wallace Stevens skelner han mellem form og stil, og siger, at formen er mønstret, som forfatteren selv behersker og tilfører sin tekst, mens stilen til gengæld er noget organisk og usynligt, som forfatteren ikke selv kan se i teksten, men som han fundamentalt styres af, når han skriver. Således er Niels Frank som digter udleveret til et spændingsfuldt vekselforhold mellem selv at skrive og at blive skrevet, mellem at beherske sproget og at blive behersket af det.
   Niels Franks poesi er eksistensafsøgninger, der påkalder sindbilledlige møder og korsveje. Det er poesi der forgrener sig vidt med knopskydninger og en stadig udadrettet spørgen. Med en metodisk udnyttelse af detaljen og en sansebåret refleksion gøres digtet til et eksistentielt udforskningsfelt, hvor både lyrikeren og læseren afklædes og i langstrakte forløb deler rum med en hemmelighedsfuld verden, som de lyriske sprog selv skaber.
   Tillykke med medaljen, Niels Frank.

Denne artikel blev første gang bragt i sin helhed i Information d. 18. maj 1995