Fra billedstorm til billedstrøm

Af : Marianne Stidsen

Skal man lave et mini-vue over den danske litteratur i de sidste femten år, falder den naturligt i tre bølger. 80’er-generationen er allerede et begreb, mens 90’er-generationen så småt er ved at blive det. Imellem disse to seje bølger skvulper imidlertid en række særegne, men ikke desto mindre markante forfatterskaber rundt, som på ingen måde lader sig samle under generationsbetegnelsens pædagogiske hat. Jeg taler om digtere (der skulle gå yderligere fem år før prosaen igen blev rigtig interessant) som: Pia Juul, Morti Vizki, Thomas Boberg, Simon Grotrian og ikke mindst - Niels Frank.
   Niels Frank debuterede i 1985 med den intense lille samling digte med den kierkegaardske titel: Øjeblikket. Allerede fra første færd viste Frank sig som en digter, der havde endog meget høje ambitioner på litteraturens vegne. Øjeblikket er et forsøg på at rendyrke hvad man kunne kalde ‘poesiens stemme’. Her er ingen forstyrrende referencer til en udenforliggende virkelighed. Sproget er reduceret til rene suggestive gentagelser, der fremmaner en art skrøbelig ordmusik, en komposition med vokaler og konsonanter, hvor bogstavet ‘s’ er det gennemgående motiv. Tag blot en linje som “tankstationers tændte lamper langs landevejens dis”. Her melder sig ikke just noget bastant billede (ordene er næsten betydningsneutrale), men i høj grad et stærkt lydligt indtryk, båret af alitterationernes og stavelsestrykkenes vekselspil.

Billedforbudet
Niels Frank er en af de få lyrikere, der ligefrem har lagt navn til en national vits. På et tidspunkt udtalte han at han aldrig kunne drømme om at bruge ordet ‘radiator’ i et digt. Dette er siden nærmest blevet brugt som en proverbial karakteristik af den unge digtergeneration. Man mener at der er for megen metabevidsthed og for lidt djærv virkelighedssans. Når Niels Frank næsten fra første færd forsværger billedet til fordel for ordenes selvantændelse, hænger det imidlertid sammen med hans grundlæggende romantiske æstetik. Han viderefører et program, der siger, at kunsten skal ophæve grænsen mellem de områder af tilværelsen, der normalt er adskilte: drøm og virkelighed, realt og idealt osv. Synet fordrer lige som grammatikken en streng adskillelse mellem aktivt og passivt, bevidsthed og objekt, og det får derfor let verden til at stivne under sit Medusa-blik. I modsætning hertil er hørelsen verdensmester i osmose. Den kan bogstavelig talt gå gennem lukkede døre. Det gælder derfor om at lade digtet lytte til sit eget åndedræt, sin egen puls, så vil naturens poesi automatisk tale igennem det. Ja - det absolutte vil tale gennem det.

Det store det store lys
“... og det sker her” står der i den følgende samling Digte i kim, som kom året efter Øjeblikket. Her fortsætter Niels Frank det spor han havde lagt ud i debutbogen. Et kor af mumlende stemmer trænger igennem det halvt opløste digter-jeg. Digtet er en rytmisk ligning der skal gå op, snarere end en imaginativ ‘Øjen-lyst’. Og når jeget formår at reducere sig selv til ren modtagende membran sker det, at en større følelse end den personlige indfinder sig: dette er netop den romantiske følelse af enhed med altet. Som har dybe rødder i mystikken.
   Der er ingen tvivl om at det der er jegets aspiration i Franks tidlige poesi er at gå under i en ‘unio mystica’ og lade sproget tale rent, befriet for billeder og betydninger, der afgrænser og forstener. Manende hedder det i prologdigtet til den anden digtsamling: “Du går tilbage / Du går tilbage og ser / op mod loftets skrånende låg / Du går tilbage og der / rejser sig en dør af lys / som fører igennem sig selv / og ind til sin egen ensomhed / Og du går ind / Du går tilbage mod døren / og igennem dig selv / ind til dit eget digt / Du går tilbage og falder / fra søvnen uendeligt bagover / i vand som er oplyst af drøm / Du går tilbage og venter / Du går tilbage” (s. 7). Og lidt senere: “Kommer ud på den anden side af mig selv / og siger aldrig jeg igen” (s. 14).

Genfortryllelsen
Denne enorme tiltro til hvad digtet, forstået som ren musik, formår, kulminerer i Genfortryllelsen som kom i 1988. Niels Frank er på dette tidspunkt et kendt navn på samtidens lyrikscene. Ikke i kraft af sin hyppige optræden (Frank er behageligt fri for den form for heftig egoboosting, der kendetegner ikke så få af de øvrige samtidsdigtere), snarere i kraft af sin stilfærdige, men altid uhyre sikre tæft for det tidløst poetiske. Genfortryllelsen regnes af mange for et foreløbigt hovedværk i forfatterskabet. Her er den romantiske stræben efter det absolutte og den heraf følgende syngende patos foldet ud over lige så mange sider som de to første bøger tilsammen. Men der er nu ikke kommet flere billeder af den grund. Princippet er stadig en minimalistisk repetitiv gentagen à la Philip Glass.
   ‘Substansen’ i digtsamlingen - såfremt man kan kalde den det - er vand, vand og atter vand. Digtsamlingen er bogstavelig talt skrevet i vand: vandet under himlen, det vand vi består af, det vand som flyder uhindret under alle dørtærskler. Og kærligheden ... Genfortryllelsen kredser først og fremmest omkring kærligheden som et smertens-tema. Som titlen på samlingen antyder, er det en trang til at hylle verden i den fortryllelse, som sociologen Max Weber var så venlig at afklæde den; en trang til at nå ud over de individuelle og materielle begrænsninger og mod en større enhed. Duet er ikke nødvendigvis en person med krop, det udstrækkes til alt hvad der kan gå under betegnelsen: det andet, som jeget stræber efter at opløse sig i.

Eftertanker
Fra udgivelsen af Genfortryllelsen går der hele fem år før Niels Frank igen lader høre fra sig. Denne gang i form af en essaysamling.
   I modsætning til visse af sine jævnaldrende og ældre kollega ser Frank ikke noget problem i at digteren er bevidst om det materiale han arbejder i: sproget. Han reflekterer derfor også meget og gerne over digtets muligheder og ‘omfangslogiske status’. Som han ser det er essayets diskursive genre ikke en modpol til digtets epifaniske, men en videre førelse. I Yucatán forsøger han - ikke mindst gennem afsøgningen af andre kunstarter - at få et klarere blik på, hvad poesien kan. Først og fremmest handler det om form og stil. I et vidunderligt essay om Wallace Stevens (en af de personlige guruer) får Frank sat på plads, hvad det er der gør at kunsten pludselig kan hæve sig op af virkelighedens mudrede miskmask.

“Da Wallace Stevens i 1915 trådte ind i Duchamps atelier et sted i New York og så alle disse sære ting stå spredt rundt i rummet og syntes, at de mindede ham om alt muligt andet end skulpturer, må han i eet sekunds overgang til det næste være blevet digter. Og han må - i en tankerække der kunne have lydt: Jamen, er dette da ikke et flaskestativ, og dét, ja, et cykelhjul? - straks derefter være kommet på ordet stil.” (21)

Lignelser og alskens miskmask
Der må være sket noget med Niels Franks opfattelse af hvad poesien er og hvad den kan i løbet af de år fra de tre første digtsamlinger til essaysamlingen. Det er i det hele taget karakteristisk, at han aldrig er tilfreds med at gentage gårsdagens bravournummer. Men det enorme spring der er mellem de første samlinger og den seneste, som han - via essaysamlingens poetologiske overvejelser - udsendte her i foråret ‘96 beviser mere end noget, at han først og fremmest er en digter der er evigt søgende.
   Tabernakel er en rent ud suværen og fantastisk bog. Tonen er en radikalt anden end i de tre første samlinger. Den er fandenivoldsk, den er Merete Torp på speed. Mere nøgternt udtrykt: hvor ambitionen i det tidlige forfatterskab var at skrælle ned og skrælle ned indtil man nåede ind til den store gennemskinnelighed, da er det som om Frank opgir at banke virkeligheden ind i åndens system og sir: - Hva’ faen, den opfører sig jo alligevel som det passer den! I Tabernakel hersker en mere ærlig forvirring, som forfatteren bestemt ikke hoverer over eller er stolt af, men som bare er mere - klarsynet.
   Tabernakel kan læses som én stor kommentar til det øvrige forfatterskab, hvor forfatteren driller sig selv og sin egen hang til patos. Digtene, der før flød som rene krystaller, mudres nu til med ordsprog og talemåder og plathedsbrokker og menigmandsjargon. Tonen er en modvillig fascination af hvilke perler der ligger i det tilsyneladende prunkløse hverdagssprog. Som i hengivelsen til de helt Mae-West-agtige one-linere à la: “Gud nåde og trøste jer / hvis I bevidner mine høje tanker / uden at jeg ved det, eller inden / jeg har haft dem.” (s. 16). Tabernakel giver samme fornemmelse som når man har haft noget tungt, tungt hvilende over sig og pludselig får lyst til at vælte det hele af sig og danse polka. Det er en eminent lyssluppen (sic!), vital og morsom - ja, livsbekræftende bog.
   Og betegnende for denne nye stil er - at billederne er tilbage. I hobetal. De står nærmest i kø for at komme til. Frank har opgivet at ‘udrense blandt adjektiver og substantiver’, som fordringen lød i det tidlige forfatterskab, og lader nu såvel de første som de sidste boltre sig over siderne så det er en ren øjen-lyst. Hvis nogen imidlertid tror han er vendt tilbage til en naiv digterattitude à la nationalkæledægget Aladdin, må man tro om igen. Billedet maser sig på, men der gøres ikke mere stads ud af det, end at poesiens blå blomst må se sig transformeret til poesiens blå tyr i en række sublimt grinagtige haikuparodier. Her et haiku i moderne tid:

“Den blå tyr står solidt i blæsten mellem højhusene.
Den er et lykkeligt dyr. Fluen der sidder
på dens skuldre, er ikke nogen tung flue” (s. 46)

Springet for Frank går ikke fra metabevidst til ubevidst poesi, men fra storladen patos til øm ironi, det amerikanerne kalder camp. Hvor Genfortryllelsen handler om sig selv som litteratur med stort L, da handler Tabernakel nærmest om sig selv som litteratur med lille l. Den forsøger ikke at udradere den følsomme patos, men at finde en mere rimelig plads til den i virkelighedens kaotiske miskmask. Moralen er, at billederne ikke er spor nye, men at de er de eneste vi har: “Han tænker: Der er intet at se mere. Han tænker: / Alt er blevet set til døde. Men hvad een gang er set til døde / må forvente at blive set igen, mane, mane, / til døde og til døde igen.” (s. 82).
   Lad os håbe Frank fortsat lader billederne rulle - ‘så upræcist som muligt, men med en ganske særlig nøjagtighed.’

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr. 10.