Barbara

Af : William Heinesen

Motivet til denne sin roman har Jørgen-Frantz Jacobsen hentet fra et færøsk folkesagn. Dette sagn, der stammer fra 1700-tallet, fortæller om den smukke præstekone Beinta, som bliver sine to første ægtemænds bane og driver den tredje ud i elendighed og forfald. Denne ”onde Beinta”, som hun kaldes, er i det dystre sagn fremstillet som en forførerisk, men led kvinde, som finder tilfredsstillelse i at volde sine medmennesker mén. Hun er ikke blot urime­ligt skinsyg og herskesyg overfor sine mænd; hun er tillige hård og ubarm­hjertig mod sine tjenestefolk, hovmodig, skadefro og intrigant, ja tilmed tyvagtig. Og dertil er hun forfaren i nedrige heksekunster.

Denne kontante middelalderheks, som sagnet skildrer uden gnist af sym­pati og ganske uden den underfundige humor, der særkender mange andre færøske sagn, har ikke meget tilfælles med den lyse og livssprudlende roco­cokvinde, vi træffer som hovedpersonen i Jørgen-Frantz Jacobsens roman. Og dog har Beinta og Barbara væsentlige træk tilfælles: de er begge smukke, forføreriske og hensynsløse, og der står af begge disse kvindeskikkelser et vejr af ufred, harm og sorg.

For Barbaras vedkommende naturligvis også - og navnlig - sødme. På dette punkt er det barske sagn forbeholdent og uelskværdigt. I Jacobsens version er det blevet kardinalpunktet. Og samtidig har den mørke og hårde, delvis uforståelige sagnskikkelse fået menneskelige træk og er blevet levende. Et smil er sprunget frem på hendes læber og i hendes øjne. Vi hører hende le – ”en lille latter, der samtidig var et suk, der hev i hendes strube.” Vi synes, vi forstår hende. Barbara er Beinta, mangfoldigt belyst, hentet frem i den klare dag. Men dog stadig gådefuld og alt andet end ufarlig.

Hun er almenmenneskelig og særdeles kvindelig. Visse typiske kvindelige egenskaber har livet dog nægtet hende betingelserne for at udvikle. Således den egenskab, der vel er kvindens mest fundamentale: moderligheden. Bar­bara er ‑ ligesom Beinta - barnløs. Barbara er kun én ting: forførersken - eller som det hedder i vor tids filmiske argot: sexbomben. I denne sin egen­skab er hun en naturkraft, der lader hånt om al borgerlig konveniens og ene og alene følger sit ubændige hjertes luner. Hun er ikke troløs og utaknemmelig, men letsindig og ubestandig. Hun er selvoptaget og behagesyg, men ikke på nogen rænkefuldt beregnende måde; hun skader sig selv i samme forhold som hun skader andre. Hun er kort sagt ikke umoralsk, men amoralsk ‑ et stykke vild natur, på samme tid ureflekteret, samvittighedsløs og troskyldig som et dyr. Herpå beror det dæmoniske hos hende. ”Det hører med til det dæmoniskes inderste væsen, at det ikke kan gøre for og ikke engang ved af, at det er dæmonisk,” skriver Tom Kristensen et sted i anledning af Barbara: ”havde hun været begavet, havde hun været satanisk.”

Men til syvende og sidst er Barbara vel, skønt levende nok, mere et symbol end en individualitet. Hun symboliserer i Jørgen-Frantz Jacobsens bog livet, det gavmilde, men uberegnelige, hvis ubekymrede lunder og nykker vi alle er underkastet, livet, som skuffer så mange og gør dem forstemte eller deserate, men som Barbaras digter aldrig ophørte med at elske og dyrke. Han skrev sin bog for at få lejlighed til på poetisk vis at udtrykke sin taknemmelighed og glæde over livets gave og vemod ved tanken om snart at måtte sige denne rige og underfulde, selv om også ofte bittert paradossale tilværelse farvel. En overgang havde han da også tænkt sig at give sin roman titlen” Far verden Far vel” efter Thomas Kingos kendte, storladne salme, som bogen bringer flere citater af, men han fandt dog denne titel for anmassende, for ”smægtende” . Han nærede en indgroet skyhed, for ikke at sige afsky, for sentimentalitet under henhver form, ikke mindst den, der optræder under dække af medynk og selvynk.

Fra: Danske digtere i det 20. århundrede