En ophidset hvisken i øjnenes virvar

- om Morten Søndergaards lyrik

Af : Frank Sebastian Hansen

Morten Søndergaard har i flere tekster og interviews forsøgt at indkredse sine poetologiske standpunkter. I 1993 forsøgte Søndergaard i tidsskriftet Den Blå Port nr. 24 at formulere, hvad et digt er for ham:

Meget forenklet kan vi sige, at hvis musikken nærmer sig det rene udtryk – og statuen, skulpturen måske omvendt er den kunstform, der kommer nærmest på det rene indhold – så udgør digtet en brøkstreg mellem udtryk og indhold. (s. 62)

Digtet er for Søndergaard denne changerende mellemting mellem indhold og udtryk, hvorved digtet kommer til at udgøre: ”(…) et vibrerende korpus for læseren” (s.62). Rytmen og de fonetiske kvaliteter ved digtet bliver interessant nok hos Søndergaard ikke nedprioriteret til fordel for det metaforiske og tematiske indhold. Et forhold man også får verificeret ved læsning af Søndergaards meget musiske lyrik. Som musikken står matematikken, ifølge Søndergaard, for det rene udtryk, og tallene er som egennavne tømt for indhold. Matematikken, der fx via ligningen er i stand til at vise rene relationer imellem to størrelser, spiller fra og med Ild og tal en vigtig rolle i Søndergaards poesi. Matematikken – og med den de eksakte videnskaber – bliver en interessant dialektisk pol til den uregerlige surrealisme i Søndergaards digte.
                      I Ild og tal hersker den en markant brug af vi-formen. Flere af digtene har nærmest manifestkarakter:

Vi mærker blodet en brøkdel
varmere på vej ud af hjernen,
vi er denne varmegrads opløste ciffer,
en simpel kærlighed
gående mod uendelig
i et stadigt voksende fald.
Vi er ild og tal.

Vi-formen taler her på vegne af bogens digte, og kan tolkes som et meta-poetisk statement, hvor bogen i en besværgende tone fra starten slår til lyd for sit eget projekt: den totale verdensindlevelse. Digtsamlingens styrke er den mellemposition som digtene konstant forsøger at indtage. En position, hvor verden undersøges fra to fonter. Set fra videnskabens vinkel er verden rationel, logisk og sammenhængende. Set fra surrealismen er den ét stort elektrificeret sammensurium af mulige betydningskoblinger. Digtene forsøger at mediere og samkoble disse positioner. Modsat Sahara i mine hænder er digtene i Ild og tal langt mere insisterende og selvbevidste. De stiller sig netop ikke tilfredse med at være gåder og åbne spørgsmål til en rådvild læser. Digtene skaber i stedet små universer, hvor tingene til stadighed optræder i nye sammenhænge og i nye figurationer. De surreale metaforer folder sig ud i et breve og spektrum og med større sproglig aggression. Den gule farve er samlingens gennemløbende betydningsleverandør og forener raseriet, materien og ilden til et anti-rationalistisk trip bogen igennem. Modsat repræsenterer bogens mange matematiske udtryk tidens fortløbende inerti samt de eksakte videnskabers higen efter sandhedsgarantier.

Denne artikel har første gang været bragt i sin helhed i Kritik 141, 1999