I den labyrintiske ørken

Af : Erik Skyum Nielsen

Morten Søndergaards nye digte indkredser poesiens særlige måde at vide noget om tingene på

Et spændende fælles træk ved de nysgerrigste iblandt 1990ernes danske digtere bar været deres åbne appetit på en dialog mellem kunst og videnskab, naturvidenskaben især. For de som kunstnere giver sig hen til indbildningskraften, forsøger de at forvisse sig om, at andre erkendelsesformer er nået helt ud til grænsen for, hvad disse kan finde og udtrykke. Poesiens traditionelle mistro til fornuften begynder hos disse poeter først, når en primær tillid er opbrugt - nemlig tilliden til intellektet som udforsker og opdager af verden.

Man kan kun sympatisere med denne tendens i den nyeste digtning. For hvorfor proklamere kaos, hvis skønsom kortlægning fortsat er mulig, og hvorfor begynde som amatør på erkendelsesfelter, hvor andres faglige kunnen stadig bar gyldighed?

Samtalen med naturvidenskaben og andre velkendte vidensformer har vi f.eks. hørt i Peter Høegs romaner med deres hyppige indslag af leksikon-lignende klogemandssnak. Men dialogen føres tillige i Merete Pryds Helles anderledes vilde romanfantasier over miljøer i kaostilstand. Vi har også hørt fagligt klingende stemmer slå ind i den korte efter ultrakorte prosa, f.eks, hos Solvej Balle og Peter Adolphsen, ligesom vi i Niels Lyngsøs ambitiøse langdigt Stof  fra 1996 så åbenhed over for videnskaben kollidere frontalt med stolt insisteren på digterisk form.

Morten Søndergaard (f. 1964) debuterede 1992 samtidig med Niels Lyngsø og udsendte i 1994 digtsamlingen Ild og tal. I 1996 gjorde han sig fordelagtigt bemærket med bogen Ubestemmelsessteder - rektangulære digtreportager fra Vesterbro, kvarteret i København. Fra den bog huskes især en sjov tekst over gåden om menneskets oprejste gang. Forst kom der en pedantisk leksikondefinition, men si en fænomenologisk beskrivelse, af stigende lyrisk intensitet. Samme skred: fra videnskab til lidenskab, fra faglig eksakthed til præcist poetisk gætteri, sker overalt i Søndergaards nye bog Bier dør sovende, der udover et fritstående indledningsdigt (over netop dét med at forske og sé) består af fem sektioner. Kun én at disse, en stribe "Offentlige bekendtgørelser", virker løs i strukturen. To andre former sig som lette suiter, og endelig optræder der to tæt komponerede langdigte, hvor alle kræfter er sat ind, intellektuelt og udtryksmæssigt.

En undersøgelse at Søndergaards ordvalg viser, hvor tæt han har forpligtet sig på en dialog med mere eksakte vidensformer end digtets særlige måde at vide noget om verden og tilværelsen på, dét vi måske kunne kalde poesiens fænomenologiske formodning. Fysik, matematik og kemi, biokemi og biologi, geologi og geodæsi, ja selv astronomi og moderne astrofysik, leverer gloser til disse langtåndende, at og til ligefrem arabesk-agtige tekster.

At læse disse digte bliver at drage på opdagelsesfærd gennem det ukortlæggelige og ukontrollérbare og det konstant uforudsigelige. Man rejser i en stor, en labyrintisk ørken - for nu at citere et at Søndergaards karakteristiske paradokser fra sekvensen ”Kompas”.

Krævende læsning er det, men kedeligt bliver det aldrig. For midt i sit stort anlagte epistemologiske projekt har digteren enkelhed, sødme og humor. Værkets drivende kraft er ikke tro på en endelig sandhed - snarere blot en nysgerrighed: "det hele må siges igen / forfra på en anden måde." Vi søger, står der, en rationel struktur i de hemmeligheder som fortælles, når blomstens muskler lukker blomsterkronen og angsten hvirvler at sted. Men kaos splintrer i digtets form, i digterens mund. I stedet for sikkerhed må vi tage tvivlen med os, "noget, vi måtte oversætte fra et fremmed sprog, / noget, vi hele tiden / fandt en smule mere sikkert formuleret / af ukrudt og annoncer for kontorinventar".

Sådan står der sidst i ”Kompas”, et stort slynget, sammensat digt i 28 afdelinger om dét at skrive et digt og derved åbne sig for ord og ting, og for ordene som ting. Et digt, der lover godt for Morten Søndergaard, idet det i lighed med resten at værket er skrevet på en frugtbar dobbelthed at på den ene side sikkerhed på digtningens vegne og på den anden side ydmyg åbenhed over for andre former
for viden - alt dét, digtningen grænser op til.

Fra Danish Literary Magazine 15, 1999