...Monumenter i hvidheden
Stederne
Af : Katja Pedersen
Hvidheden kan være et blindt punkt i digtet eller et synonym for stilheden. Men
hvidheden kobles også i en lang række digte sammen med sorgen, lidelsen,
smerten, sneen, vinteren, forladte huse, tomme konkylier, savnet af den
forgangne og længslen efter det kommende. Desuden er hvidheden papiret og
stedet, hvor der gives mulighed for at forlade en eksistentiel stivnethed for
glimtvis at nå livsmæssigt og æstetisk, klangfuldt nærvær. Med en udpræget brug
af bogstavrim og ved at spænde sproget til det yderste søger Annemette Kure
Andersen at frembringe en form, hvor ”Enge ånder stilhed/ forandrer tid i/
glødende/ rim” (Espalier, s. 54)
Fælles for digtet ”De
steder” og en række andre digte i Dicentra spectabilis med titlerne
”De tavse Steder”, ”Steder”, ”Udkast til et erindringsbillede”,
”En enlig svale”, er, at det er digte, hvor noget eller alt allerede er
sket, og hvor næsten intet mere sker. Annemette Kure Andersens poesi er
overhovedet stedet for en venten, en erindren og en fastholdelse af det skete,
af stederne og af stemmerne. I ”De steder” påpeges samtidig det
udvekslingsforhold som kunst og liv indgår i. Ikke kun sådan at liv og sansning
bliver til kunst, men også omvendt; at de æstetiske valg og digtenes skønhed
kan blive en del af tilværelsen. Annemette Kure Andersen indskriver livet –
dvs. i nævnte digt ”stederne” – i ultrakorte, suggestive billeder på afstand,
fravær, glemsel, angst, kærlighed og mindet om en kærlighed for at se hvilke
erkendelser, hvilke eksistenstegn det måtte medføre.
Stederne kan her
opfattes både som konkrete geografiske steder og som sjælelige zoner eller
tråde i mennesket, mellem mennesker og i menneskets sansning af verden, hvortil
en dobbelthed af tab og erindring knytter sig; en dobbelthed der eksponeres i
digtenes livtag med det forgangne, i deres forsøg på at være ”skriftsted”.
Fraværet betinger nærværet og omvendt, og digtenes stemthed og skønhed er langt
fra opnået ved at harmonisere modsætningerne eller det dobbelttydige bort, men
tværtimod ved at gøre det antitetiske uadskilleligt fra formen.
I forlængelse af en
symbolistisk-modernistisk tradition er Annemette Kure Andersens digte sig selv
overmåde bevidste som digte, som kunstige i forhold til virkeligheden. Samtidig
tror denne digtning på symbolets og rytmens evne til at tale sandt om jeg’et,
på digterens evne til at gøre sig seende og lyttende over for de skjulte,
usynlige sammenhænge, der vedrører eksistensen. ”Stederne” er således også
hentydninger til det betydningsfulde som er fraværende, og som ikke
nødvendigvis har ladet sig skrive frem
i digtet, men som processen – digtets rytme, klange og sprogblomster – dog
alligevel formår at pege på: ”De steder/ står nu som monumenter/ i hvidheden”
(Dicentra spectabilis, s.42) eller ”Du knuger/ hvidtjørnen / i din hånd”
(Dicentra spectabilis, s.40) Det hvide spejl og monumenter i hvidheden er med
andre ord metaforer for dét, der på den ene side adskiller fra indsigten i
tilværelsen og en selv, og på den anden side tiltrækker sig en betydning: de
bliver flader eller det papir – der igen og igen – må brydes af et digt.
Denne artikel blev første gang bragt i sin helhed i Spring, Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 11-97
|
|
