At træde i eksistens
Et interview
Af : Erik Skyum-Nielsen
Henrik Bjelkes forfatterskab er ofte af kritikken blevet betegnet med ord som
”mærkelig”, ”underlig” og ”sær”. Dette hænger utvivlsomt sammen med at der i
hans bøger foregår en litterær udnyttelse af det ubevidste, som er i slægt med
surrealismen og flere af modernismen store enegængere – Joyce, Beckett, Eliot
og Pound, forfattere som Bjelke inkluderer i hvad han selv betegner som et
”tankernes internationale”, et fællesskab som står åbent for dem, hvem alle
andre fællesskaber er blevet nægtet. Og forfattere der som han tematiserer
jeg´ets fravær som civilisationstræk. Hos Henrik Bjelke fører oplevelsen af
ikke at kunne være noget i sit bevidste liv, udover roller, til spørgsmålet om
man kan trænge ned i det ubevidste og være noget ud fra det.
- Tager man fat på den problematik, et fravær der bunder i subjektets mangel på
et objekt, et du, og søger den løst i skrift, må man trænge ned i det
ubevidste. For er man ikke et lille enkeltindivid, så er man dog medlem af det
store ubevidste. Kan man have held til at gøre det til du´et og artikulere det
ubevidste op i sprog, kan der komme en fornemmelse af tilstedeværelse. Og
dermed gør man måske i virkeligheden andre en tjeneste – sproget, det
fællesmenneskelige, bliver én måde at få et du i tale på.
Men det der artikuleres op, er ofte af patologisk art. Det består af mareridt
og drømme, af irrationelle elementer. I den sammenhæng kan jeg bruge et billede
som semiologen Harly Sonne har citeret en fransk psykoanalytiker, Guy Etienne,
for: ”Kunstværket forholder sig til det ubevidste som vragstumpen på stranden
til det store patologiske skib ude på vandet.” Hvis ikke kunstværker af den art
vi her taler om, har fat i det patologiske, har de heller ikke fat i det
ubevidste. Og hvis de ikke må have det, er det forbud, sprogundertrykkelse,
livsundertrykkelse.
En tekst, der oparbejder modstand mod denne undertrykkelse er den ægte
politiske tekst. For den vil overleve, den vil redde, den vil liv og trivsel
under en eller anden form. Men den vil ikke dø, ikke lige med det samme.
- Hvis dit hovedmotiv er en mangel på
evne til at træde i eksistens, forbundet med fraværet af et du, har du så ikke
også placeret skriveriet et sted i nærheden af det der kaldes skizofreni?
- Jo. Konsekvensen af fraværet bliver for det moderne storbymenneske netop
sådan nogle ting som skizofreni, narcissisme og homoseksualitet. Det er ord som
man tror hører hjemme i hver sin kasse, men i virkeligheden udgør de bare ét
psykologisk miljø, for det er manglen på du´et der gør sig gældende i alle tre
tilfælde.
Det er en stræben efter at komme til eksistens ved at søge sådan en krop, som
man selv burde have haft – for den homoseksuelle. Det er en stræben efter at
komme til eksistens ved i mangel heraf af bygge en skabelon op som man kalder
ved sit eget navn – det kalder vi narcissisme. Og at være skizofren er i sidste
ende en stræben efter at komme til eksistens. Skizofrenien er, i hvert fald i
én af sine former, ikke en sygdom inde i mennesket, men en social sygdom som
ligger på stykket mellem jeg´et og du´et. Hvad var de arketypiske androgyne
guder andet end menneskeskabte billeder på et almenmenneskeligt træk, der med
vore dages – helt forkerte i øvrigt – sprog er ”dybt skizofrent”.
Manglen på et jeg/du-forhold er et grundtræk ved den civilisation vi lever i.
Folk kan gå rundt og ikke have noget med hinanden at gøre. Vi sidder alene
foran skærmen, som sad vi på rækker med blikket vendt ind mod en scene.
Indbyrdes foregår der ingenting, der er en enorm isolation der gør at mennesker
falder tilbage i et mærkeligt mellemrum der hedder det subjektive. Men hvad er
det? Det er ikke noget.
Fra Information 1984.
|
|
