Pastichen som kunstnerisk princip

Af : Niels Egebak

Henrik Bjelke er altid blevet betragtet som en lidt bizar forfatter. Og det vil næppe for­andre sig efter udgivelsen af ”Nattens Buda­pest” Det kan nok forekomme en og an­den, at han er noget fremmedartet, et fæno­men man har stillet sig tøvende overfor, og som først sent har fået den anerkendelse, der tilkommer ham. Dette kan skyldes dels hans særlige fortællemåde og hele fortællerhold­ning, dels det stof, han bearbejder og gen­nemskriver, og som åbenbart af nogle læsere betragtes om frastødende eller ligefrem skabrøst (jvnf. en kuriøs offentlig diskussion for nogle år siden i forbindelse med udgivel­sen af hans roman ”Saturn” der foranledigede nogle til at sige, at de ikke kunne for­drage dette forfatterskab!).

Hans fortællestil er rigt ornamenteret, ba­rok og pretiøs, nærmest manieristisk med lange snoede sætninger med spor og remini­scenser af de forfattere, han har ladet sig inspirere af, og - som påvist - af hans eget tidligere forfatterskab. Stilen kan virke pe­dantisk og overlæsset, men er tydeligvis bå­ret af en udpræget fabuleringsglæde. Af og til kan den også lede tanken hen på skizofren stil, og ikke for ingenting, for Bjelke er uden tvivl – som så mange andre moderne forfattere (og malere) - fascineret af psykotisk udtryksmåde, den galskab som han med stor energi og konsekvens søger at udforske i sin fortællepraksis.

Titelnovellen ”Nat­tens Budapest” begynder f.eks. med en om­hyggelig beskrivelse af et ungarsk barokhotel som i parentes bemærket kan minde om skildringen af et tilsvarende hotel i Robbe­-Grillets film ”Ifjor i Marienbad” - endnu en reminiscens ‑ måske også en Kafka‑remini­scens. Men meget hurtigt ledes læseren ind i et besynderligt univers, hotellet skifter karakter, mærkelige ting sker, og til sidst kra­kelerer det hele og glider over i en mare­ridtagtig tilstand. Det går op for læseren (og fortælleren), at der er tale om en drøm, hvis tilknytningspunkt til virkeligheden er, at han lige er vendt hjem fra et besøg netop i Budapest. Der er ikke tale om beskrivelsen eller referatet af en drøm, men om en gennemskrivning at et materiale, der gennem fortællemåden bliver drøm og mareridt. No­get tilsvarende gør sig gældende i novellen ”Time out” hvor selve tidsfornemmelsen og dermed personens forankring i virkelighedens fader. ”... det kan være, at jeg er noget en anden har drømt”, siger fortælleren et sted. Endelig er hovedhandlingen i ”Vilhelm Callesøes testamente” den omstændelige beretning om, hvordan en jaloux person be­går et raffineret mord på sin rival ved gen­nem en årrække at forgifte ham med en be­stemt type cigarer fra Madagascar, som uden for øen er livsfarlig ved langvarig brug - muligvis endnu en reminiscens, nemlig af Umberto Ecos ”Rosens navn”, hvor en lignende forgiftningsprocedure finder sted. Det er også i denne novelle, Bjelke som nævnt citerer sig selv. Der bliver således tale om spejling i en spejling i en spejling … Et typisk manieristisk træk, som også genfindes i psykotiske tekster.

Men Henrik Bjelke er jo ikke psykotisk! Der er konsekvent kunstnerisk metode i galskaben, og det er det, der gør hans forfatterskab – og nu senest ”Nattens Budapest”  - så spændende og fascinerende, i hvert fald for den læser der går ind på hans kunstneriske præmisser. Han er nok en sjælden figur i moderne dansk litteratur. Nogle vil vel kalde ham en outsider. Men at være outsider kan også være en styrke.

Fra Bogens Verden nr. 4, 1989