En universiel orienteret poesi

Om Force Majeure

Af : Michael Nielsen

I langdigtet STOF (1996) bryder digteren Niels Lyngsø med den traditionelle forestilling at poesien skulle være et særligt følelsernes sted, hvor liv, død angst, kærlighed, smerte etc. kommer til orde. Lyngsø plæderer i stedet for en verdensvendt poesi, hvor digteren går ud af det eksistentielle og det politiske jeg, for i stedet at beskrive den fysisk elementære verden uden min eksistens, mine følelser og lidenskaber som brændpunkt.

Med FORCE MAJEURE overtræder Niels Lyngsø bevidst sit dogme om en verdensvendt poesi, idet han lader et eksistentielt jeg træde klart frem i digtene. Det skal ikke forstås sådan, at Lyngsø er blevet hjerte/smerte-digter, men at han i FORCE MAJEURE beskriver et jeg underlagt de kaotiske større kræfter, der griber afgørende ind i et menneskes liv og gør at man ikke længere er herre i eget hus. Det kan være nære eksistentielle oplevelser af fødsel, kærlighed, død eller ydre, katastrofale begivenheder som jordskælv, krig eller skovbrand.

FORCE MAJEURE består af 54 enkeltdigte der er sat op i visuelle konstellationer som strømmer i to og tre spor ned over siden i et rytmisk assonantisk sprog. Bogen rummer ni prosastykker og tre forbundne terziner - en terzin i hvert af bogens hovedafsnit, der forholder sig til jegets fortid, nutid og fremtid. Digtene i første afsnit (Den stærke og den svage) handler om at ligge i sin seng, som barn eller voksen, mens mørket lukker sig om en og erindringer, drømme og gammel, brummende sorg indfinder sig uden varsel som et stenskred kan gøre det. Digteren er her et barn der synger sig selv i søvn, mens “erindringer opløst i et alfabet” er det elementære mørke stof han må søge ind i.

Der er en på én gang privat og universel jeg-bevidsthed i FORCE MAJEURE, der leder tankerne hen på Walt Whitmans livsbesyngende “Song of Myself” (1855). Universel i kraft af at drøm og søvn fører ind i en mytisk natur, hvor jord, skov eller hav hvert øjeblik kan lukke sig om en. Privat i de mørke barndomserindringer og ikke mindst i bogens smukke erotiske midterafsnit (Elektromagnetisk) hvor sædens råhvide silke springer ud over kvindens himmelske anatomi.

Et suverænt prosastykke i bogens sidste afsnit (Tyngde) rummer for mig at se essensen af FORCE MAJEURE. De elskende går tur med barnevognen på kirkegården, og foretager sammen et tankeeksperiment. Tænk hvis det hele var omvendt: hvis vi langsomt blev opbygget nede i jorden, blev løftet varsomt op som oldinge, for derfra forsigtigt at gå baglæns gennem livet og brat få nære venner, slægtninge og elskede, for til sidst at ende nøgne og hjælpeløse, blive mast ind i et andet menneskes krop og forsvinde i det øjeblik sædcellen trækker sig baglæns ud af ægget.

Hvor Niels Lyngsø i STOF knytter jeget til de fire elementer jord, luft, ild og vand, er ambitionen i FORCE MAJEURE at kunne rumme livet midtvejs på sin bane gennem det: at beskrive dets kontingente kræfter som en steppebrand eller en glemt sorg der uforudsigeligt bryder ud.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 16.