Samtale med Thorkild Hansen

Af : Claus Clausen

Hvorfor potenserer De skæbnebegrebet så stærkt i Deres værker?

Spørg hellere Euripides, Sofokles, Cervantes, Shakespeare, Rembrandt, Beethoven, Dostojevskij, Hamsun, Blixen. De havde det også med at "potensere skæbnebegrebet". Det synes at være en kedelig erhvervssygdom. Er der så noget at sige til det, hvis en uerfaren lærling i faget også har fået lidt af smitten i sig? Skæbnen er det faktiske, det reelle, det uoprettelige, den episke måle-enhed, Guds eller gudernes historie om et menneske, sådan gik det til. Men det er rigtigt, at en del litteratur nu om dage skrives af eller handler om mennesker, der prøver at flygte fra skæbnen med livet i behold. At have hver sin skæbne, man skulle synes, det var det mindste, man kunne forlange af menneskene. Men i vore dage kan man tilsyneladende godt nøjes med hver sin opvaskemaskine.

Tror De på en skæbnebestemmende, uforanderlig magt som er nedlagt i mennesket?

Nej, ikke nedlagt i mennesket. Men hvad der i øvrigt kan findes af skæbnebestemmende magter, véd hverken De eller jeg. Den der med stor bestemthed står frem og hævder, at der ikke findes nogen Gud, forekommer mig at være lige så troende som den, der siger det modsatte. Begge påstande har til dato lidt af en påfaldende mangel på beviser. I øvrigt synes jeg, at man med vanlig menneskelig selvoptagethed har gjort et alt for stort nummer ud af dette med, om vi tror på Gud eller ej. Det er efter min erfaring af underordnet betydning. Det afgørende for mig ville i givet fald ikke være, om jeg troede på Gud, men om Gud troede på mig. Det har han måske gjort nu og da. Når det sker, er man et lykkeligt menneske; det er det eneste, jeg kan sige.

Hvorfor benytter De så sjældent præsensformen i Deres værker men næsten altid datid?

Det her er en rigtig karruseltur. Fra spørgsmålet om Vorherres eksistens til den lille grammatik. Men all right: Imperfektum er for mig at se den fornemste tid i sproget, her er der afstand, en vis reserverthed, en vis anonymitet, en vis værdighed, men frem for alt det rolige forløb, der er så uadskilleligt fra det episke. Det hedder: "Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Achilleus". Sæt det ene verbum i præsens, og det ville være, som da tyrkerne lagde krudt i Parthenon, hele Iliaden ville synke i grus. Præsensformen er et eksplosivt virkemiddel, der må administreres med varsomhed. Den gør tingene nærværende, alt foregår her og nu, og det kan være en vældig, omend ofte en ret billig fordel. Men misbruges den, fører det uundgåeligt til en trættende ophobning af kendsgerninger, al ting postuleres nærværende i en grad, så læseren knap kan få vejret. Det er vist nu om stunder en ret almindelig begynderfejl, der måske hænger sammen med et manglende overblik, et ønske om for enhver pris at mase sig på og gøre sig gældende. Den blinde mand, der for 2700 år siden lod vreden gribe Achilleus i datid, havde selvtillid nok til at tage den med ro. Han behøvede ikke at foranstalte noget overfald på læseren eller bombardere ham med effekter, som det sker i vore dage, da læserne ringeagtes som aldrig før i skrivekunstens historie.

De hører til de få, der i dag fortæller klassisk - og dog kommer i betragtning som kunstner - føler De Dem tilknyttet nogen litterær tradition?

Mange tak. Jeg må have ladet mig overbevise af de modernister, der hævder, at en forfatter helst skal være i opposition. Men jeg véd ikke, om jeg ligefrem kan pege på en bestemt litterær tradition. Det skulle da være hele det danske sprog fra Hans Sthen og Leonora Christina til Johannes V. og Karen Blixen. Jeg læser ustandselig de gamle sager og synes ustandselig, der er noget at lære. Men selvfølgelig føler man sig mere hjemme hos nogle end hos andre. Over mit skrivebord hænger der et billede af Holberg og Ewald, kundskabens mand og lidenskabens. Modsætningen mellem dem betyder mere for mig end for eksempel modsætningen mellem Grundtvig og Kierkegaard, der har spillet så stor en rolle for mange af mine jævnaldrende. Jeg kan den dag i dag ikke afgøre med mig selv, hvem jeg holder mest af, de er for mig uadskillelige som hægte og malle, de supplerer hinanden og repræsenterer sammen den forening af saglighed og poesi, der for mig står som det højeste ideal. Når jeg har skrevet et eller andet, prøver jeg undertiden at forestille mig, hvad de to mænd på væggen ville sige til det. Det går måske til nød at tilfredsstille den ene af dem, men så rynker den anden på næsen, og jeg er lige vidt. Men sker der en sjælden gang det mirakel, at de begge smiler ned fra væggen, Ewald med sine store kloge øjne og Holberg med sine smalle vittige læber, - så går jeg ud og henter en bajer og afgør med mig selv, at den formiddag ikke var spildt!

Hvor vidt orienterer De Dem i samtidens litteratur, og hvilke skribenter står Dem nærmest?

Som anmelder måtte man jo gennem mangt og meget. Jeg læser stadig en del, 3-4 bøger om ugen, men repertoireplanen ser noget anderledes ud. Især viser forbruget af romaner en stærkt synkende tendens til fordel for erindringer, biografier, gamle rejseskildringer og den slags. Jeg følger naturligvis med i, hvad mine kammerater laver; jeg tror endda, jeg læser et par stykker, som ikke læser mig! Ellers må jeg nok indrømme, at forarbejderne til mine bøger kræver så megen læsning, at der ikke er tid til at orientere sig i samtidens litteratur i samme udstrækning som før. Hvad angår de skribenter, som står mig nærmest, så har jeg i en snes år ført en dialog med Seeberg, der i hvert fald for mit vedkommende i perioder har været af næsten livsvigtig karakter.