Martin A. Hansen (1909-1955) er en af de store skikkelser i århundredets danske åndsliv. Han er at finde iblandt de digtere, hvis udstråling ikke blev svækket af krigen, men forstærkedes af den.
Martin A. Hansen blev i efterkrigsårene hyldet som mester og mønster, mens han med sin digtning og tænkning seismografisk registrerede og satte ord på den erkendelse, at krigens rystelser i sind, tanke og eksistens i både bredden og dybden forplantedes ud i traditionen og uigenkaldeligt ville ændre den. Det er modernitetens erkendelse af traditionsbruddet, der antager dimensioner som "en aandelig Atomeksplosion", og krigen bliver for Martin A. Hansen prismet i hvis spektrum konflikten mellem traditionen og den moderne livsverden brydes og genspejles i en eksistentiel splittelse mellem det etiske og æstetiske.
Martin A. Hansen søgte bagud i historien, ikke af nostalgisk længsel efter gammellivet, men i en stadig udforskning af brydningstider med tilsvarende kulturomvæltninger og sindskriser. I de historiske romaner, den fabulerende Jonathans Rejse (1941) og hovedværket Lykkelige Kristoffer (1944) flyttes det moderne menneske ind i anden tidsalder, der konfronterer den fornuftdyrkende og kaotisk moderne verden og lader sig repræsentere af en anden mennesketype, "de sjældne Mennesker, der tager hele Meningen med sig, hvorhen de gaar".
Formmæssigt bryder Martin A. Hansen med den naturalistiske roman og skriver sig tilbage og ind i en livskraftig fortælletradition. Det er arven efter Don Quixotes fader, den klassiske romankunst, der med klerken Martins fortælling om den fattige unge adelsmand Kristoffer løftes af en moderne fortællerbevidsthed.
Digteren kom til at tilhøre det brændende digterkuld (Fra svensk modernisme og Ved Korsvejen 1946), der gennem udstrakt læsning og refleksion søgte at gøre den åndelige horisont videre, søgte et nyt forhold til traditionen og for hvem formproblemerne var alvorlige og uhyre tvingende. Herfra udgik en modernisme, der hævdede det etiske imperativ frem for desperat nihilisme, brændende tornebusk i stedet for ildebrand.
For Martin A. Hansen, der ind til marven kendte de modernistiske digteres "paradoksale Forhold mellem deres Aandsdannelse og deres Søgen mod det naive, enkle, inderlige, organisk personlige Liv" (Ved Korsvejen), var indtrædelsen i modstandsbevægelsen ensbetydende med igen "at være med i Livet og Døden". På denne livsintensitet, under det skærpede indtryk af eksistentiel nødvendighed oplevede Martin A. Hansen et udbrud af inspiration og skrivedrift, der udløstes i efterkrigsårenes bedste danske novellekunst i et nybrydende modernistisk formsprog med et evangelisk livssyn
Den konkrete erfaring fra modstandskampen, "at ord kunne være lige saa farlige som maskinpistoler" reflekterer en karakteristisk modernistisk kunstnerkonflikt, hvor kunstnerisk skaben er en art brodermord og digteren en Kainsfigur i det utrykte romanfragment Kains Alter.
De sjælelige følger af kronisk at ville omdanne til form er afgørende og den eksistentielle kunstnerkonflikt er et påtrængende tema i mange af hans noveller. Kunsten bliver livsfortærende og digteren selv en forfører. Som sin navnebror, æsteten i Kierkegaards Enten-Eller, er Johannes Vig (Løgneren 1950) - en reflekteret forfører. Martin A. Hansens omfattende dagbogsmateriale fra årene 1939-49 rummer digterens reflekterede kommentar til fiktionsforfatterskabet, og så tæt forbundet, at dagbog og fiktivt forfatterskab går i stå samtidig med tilblivelsen af radioromanen Løgneren, der i sin form forener digtning og dagbog. Romanen om den dagbogsskrivende degn er et hovedværk i dansk litteratur, der løfter fortælletraditionen fra St. Steensen Blichers Landsbydegns Dagbog over naturalismen og ind i modernitetens konflikter og refleksionssyge.
Martin A. Hansens bøger har stor betydning også for 1990ernes læsere og da to dagbladskonkurrencer i Berlingske Tidende og Politiken om århundredets danske bog blev afgjort, havde Løgneren fået henholdsvis en tredje- og en syvendeplads.
