Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager (f.1966) er en litterær sjældenhed: Hun er populær hos både kritikere og læsere, hendes bøger trykkes i flere oplag både i og uden for Danmark, og så er hun en af 90ernes formelt set mest eksperimenterende forfattere.

At de to ting – populariteten og eksperimentaliteten – kan gå hånd i hånd skyldes Guldagers særegne ironiske tone, der blander det helt almindelige med det dybt mærkelige. Den undergravende ironi er samtidig eneste fællesnævner for Guldagers mangfoldige værk. Siden debuten i 1994, Dagene skifter hænder, har forfatterskabet bredt sig ud over – og henover – de litterære genrer fra prosaagtige digte til lyriske romaner, fra langdigte til kortromaner, fra børnebøger og hørespil til en novellesamling, der virker som en roman.

Tematisk kredser hendes forfatterskab om eksil og opløsning, men der er sket en udvikling i forfatterskabet fra en koncentration om jegets disintegration og sproglige eksil (Styrt, Blank) til en afsøgning af fragmentation og fremmedgørelse på et bredere, samfundsmæssigt plan (Ankomst, Husumgade, Rejsen til Kicdolqimikk). I København bruger Guldager byens offentlige rum til at udstille dens indbyggere som en flok selvretfærdige narcissister, der ikke kan etablere kontakt til andre mennesker – heller ikke, når de som i Guldagers novellekrans, krydser hinandens spor og fortællinger.

Selvom Guldagers senere tekster er stærkt samfundskritiske, kan hun ikke kaldes for en ”politisk” forfatter – dertil er forfatterskabet for mangfoldigt, den litterære stemme for flertydig. Guldager er først og fremmest optaget af sproget og alle dets (bi)virkninger, og den snævre interesse har hun givet så populært et udtryk, at hun i dag er en af Danmarks vigtigste og mest læste halvfemser-forfattere.