Dan Turèlls forfatterskab er en nøje organiseret eksplosion af skrift. Han blev kun 47 år, og det er som om han vidste, at han havde travlt. Forfatterskabet tæller (mindst) 90 numre, heraf blev de 30 skabt mellem 1969 og 1974, hvor forfatteren var grebet af en egentlig raptus, fuldt på højde med Holbergs legendariske.
Man finder store spring og stor kontinuitet i forfatterskabets udvikling, særdeles bevidste spring og særdeles bevidst kontinuitet. Den sædvanlige store historie, som i høj grad er kolporteret af ham selv, lyder, at han først var sur avantgardist og så blev glad populist, og den er der naturligvis et gran af sandhed i, men ikke så frygtelig meget mere.
Den første fase i forfatterskabet ligner til forveksling blodsbroren Peter Laugesens: side om side udkommer små hurtigt eksperimenterende undergrundsbøger og store, flersporede overgrundsbøger. I begyndelsen er undegrundshæfterne meget frit flippende, mens overgrundsbøgerne er ret stramt organiserede i afsnit med fragementerede småtekster, store (meget læselige og turéllske) taledigte og muntre eksperimenter (primært cut-ups dvs. tekstsammenklip), det drejer sig om trilogien Områder af skiftende tæthed og tomhed, 1970, Bevægelser formålsløst cirklende, 1971 og Manuskrifter om hvad som helst, 1971. Der er på dette tidspunkt en patetisk og rørende insisteren på det Skriftens vilde, dybsindige Oprør til stede, som musikalitet og stilbevidsthed kæmper en brav kamp imod. En helt umulig bog er den 400 sider lange Sidste forestilling bevidtsløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos, 1972, skrevet i en heftig fragmenteret, pseudo-cut-uppet sådan nærmest abstrakt science-fiction-stil, et ultimativt eksperiment, et ulæseligt hovedværk.
Omkring 1972 udspalter undergrundshæfterne sig til egentlige Værkserier: de første tre er Feuilleton-serien, en delvis kollektiv rodekasse, Rim og remse-serien, en typisk titel Onkel Danny’s drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåsedigte, 1974, og Space Cantos-serien, cut-ups fra først og fremmest Dracula-tegneserier. Rim og remserne er skøn og skæg læsning, men man skal bestemt ikke lade sig skræmme af det øvrige "svære" avantgarderi i de første bøger, man kan (og skal) bare læse det for stemmens og dynamikkens skyld. Det store vilde eksperimentspunktum er den delvis (og smukt) håndskrevne dagbogsklump sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller, 1973, der ævles om skrift og synges om verden, så det er en kaotisk lyst.
I 1974 kommer Manjana’s lige så tykke lyse tvilling, Karma Cowboy, rigtig manges yndlings Turèllbog, en velordent buket af stiliserede stemmer af de forskelligste slags, rim og remser, altfavnende verdensbesyngelse, evergreenoversættelser, egne sange og anekdotiske åbne vers. Blandt de sidste finder man et par digte om forfatterens hjemkommune Vangede, og i 1975 udkommer Turèlls nok kendteste værk, Vangede billeder, en forunderlig blanding af medrivende anekdotisk, jegløs erindringsstrøm og humoristisk egns-encyklopædi (de særeste facts om Vangede, Vangedesange, Vangedebyvåben). På samme tidspunkt afløste en ny gruppe værkserier den gamle, 1976-77 udkom de tre digtsamlinger, Drive-in-digte, 3-D-digte og Storby-blues, cool og karakterfulde digtimprovisationer, som Turèll virtuost legede videre med ved sine legendariske oplæsningsshows. To længerevarende værkserier var "medie-montagerne", journalistik og artikler om litterære og musikalske idoler og koryfæer og Onkel Danny fortæller-bøgerne, der bestod af muntre og mere eller mindre sandfærdige skrøner fra digterens og andres liv, ligesom med rim og remserne er det en litterært undervurderet genre Turéll gør til sin egen med sin nu aldeles umiskendelige, skridsikre stemmeføring.
Denne operation gentages i firsernes to store værkserier, kriminalromanerne og I byen-klummerne fra Politiken, der hver tredje år blev samlet i bøger. Krimierne er det mørke Manjana-spor videreført, håbløst rodede plots og en navnløs journalistfortæller, der evig og altid falder i staver over verdens blodige absurditet, mens I byen-klummerne er det lyse Karma Cowboy-spor videreført, oprømte fortællinger og meninger om hvad som helst i de konkrete hverdage midt mellem Vesterbro og Frederiksberg. Forfatterskabet går ned i en lavere enhed i de sidste tre digtsamlinger, Himalaya Hilton, 1991, Gud & Gokke, 1992 og Tja-a Cha-Cha, 1993: frivolt eksperimenterende, omhyggeligt rytmificerede småtekster om lyset og især mørket, rent, præcist pjat om de vigtige ting.
Samtlige Dan Turélls stilige og stædige forvandlinger er styret af en søgen efter en bevægelig og i bedste forstand populær, perfekt og personligt stemt klarhed, der kan udtrykke den store tomhed og den nære omverden, livets lykkelige og forbandede meningsløshed.
(1999)
