Hanne Marie Svendsen

I Hanne Marie Svendsens værker er forvandlingstemaet stærkt repræsenteret – desuden er hendes teknik også forandringens idet hun eksperimenterer med genrer og synsvinkler. Ofte finder forandringerne i hendes historier sted indeni en person, der er på rejse, enten på land eller til vands. Havet er et altid nærværende, mangetydigt symbol i Hanne Marie Svendsens fortællekunst. Mærkværdige og smukke væsner, selv uhyrer, dukker op fra havet, som de gør det i menneskets fantasi.

Svendsen debuterede som 43-årig med Mathildes Drømmebog (1977), en allegori over den almindelige kvinde, der vokser op, drømmer om et specielt liv, gifter sig og bliver mor uden at føle sig hverken speciel eller tilfreds. Mathilde klarer sit jordbundne liv ved at skabe overdådige drømme. Svendsens syn på virkelighed og fantasi leder tankerne hen på værker af Andersen og Blixen, Laxness og Garcia Marques. Hanne Marie Svendsen er blevet kaldt magisk realist.

Hendes mest kendte roman Guldkuglen: Fortælling om en Ø er en saga om generationer af excentriske nybyggere på en ikke navngiven nordlig ø, der gennemgår eventyrlige forandringer. Hekse og drømmere, børn og mænd bevæger sig forbi fortællerens drømmesyn af menneskelig glæde og tragedie. Svendsens historie præsenterer os for uvejr og skibbrud og overnaturlige hændelser. Øens beboere må til sidst flygte, da øen bliver ubeboelig på grund af havets forurening. Set i et større perspektiv er bogen en advarsel til det vestlige industrialiserede samfund om at bevare jorden, det eneste sted, vi kan være. Guldkuglen er et eventyr, en allegori og en moderne samfundskritikers klare syn på den skade, vi kan forvolde på os selv og miljøet.

Kaila på Fyret gentager forvandlingstemaet, da pigen Kaila bliver til kvinden Kaila. Hanne Marie Svendsens skuespil Rosmarin og heksevin (1987) genskaber Odysseus’ historie om en søfart, der indbefatter fantastiske forvandlinger for helten, inden han kan vende hjem igen. Margrethe Thiede er hovedpersonen i romanen Under solen (1991). Hun vender tilbage til sin fødeby ved havet for at konfrontere menneskelige uhyrer og genvinde sin tabte søn. I gyseren Karantæne (1995) bruger forfatteren billedsprog fra den medicinske verden for at belyse fin de siecle-samfundets inficerede tilstand. I dette værk eksperimenterer Svendsen med en usympatisk mandlig hovedperson, en Dantesk rejsende, der er på vej til at opdage sit ansvarsløse jeg, som han før har nægtet at vedkende sig. Forfatteren stiller dog hverken fordømmelse eller frelse i udsigt for denne navnløse nutidspilgrim. Selv efter karantænen er han måske stadig smittefarlig. Svendsens roman Ingen Genvej til Paradis (1999) kombinerer tredje persons fortællingen med fiktive breve skrevet af forskellige familiemedlemmer. De forskellige synsvinkler fremstiller et rørende og gådefuldt billede af flere generationers familieforhold og livet i en danske provinsby. Hanne Marie Svendsens værker giver genklang af forfatterens storartede sans for kadencerne i det danske sprog, hendes instrument til at udforske og klargøre det uudgrundelige menneskelige begær.

I 2003 udgiver Hanne Marie Svendsen Unn fra stjernestene, en vidtfavnende historisk roman hvori middelalderlig kristentro mødes med renæssancens skepsis. Forfatteren baserer sin fortælling på research i opdagelsesrejsendes beretninger og dokumenter fra middelalderen og genskaber således klosterliv på Grønland i det fjortende århundrede. I lighed med Guldkuglen indgår der i Unn magisk realisme, et øscenarie, en heltinde, samt beskrivelser af flora, fauna, og landskaber.

De indfødte øboere og fremmede indvandrere slider for at opholde livet på en boplads i det sydlige Grønland. Nonnerne og novicerne er kommet fra Island og Norge til klosteret dybt inde i en fjord hvor varme kilder gyder helende vand. Unn er forældreløs, en af de få kvinder, der kan læse og skrive; hun sætter spørgsmålstegn ved kirkens dogmer. Hun er intelligent og rastløs. Unn sympatiserer med de forfulgte skrællinger fordi de er jægere og frie mennesker. Hendes lille samfund styres af kirkens ledere og omfatter gale munke, hekse, og mordere. Edmonda er en lærd nonne og Unns mentor; hun praktiserer middelalderlig astrologi og åreladning i sin lægegerning. Men Unn og hendes Oxford-uddannede elsker Nicolas diskuterer den nye kopernikanske astronomi. Empirikeren Nicolas begiver sig mod Nordpolen; han vover at nedskrive sine iagttagelser til trods for, at han risikerer straf for kætteri. Nicolas og Unn beslutter at flygte. Blandt glitrende, blågrønne isbjerge drager de to opdagelsesrejsende mod Vinland.

Fantasien rejser hvorhen den vil. Svendsens fantasi krydser grænsen til Antarktis i romanen Nilaus under sneen (2007). Dette nye værk viderefører temaet om længslen efter det forjættede land, der fik Unn og Nicolas til at forlade Grønland. To drenge, drømmeren Nilaus og realisten Fergus, sætter sejl. De overlever næppe nok ekspeditionens kulde og sult, så forrygende gengivet, at læseren ryster og sulter sammen med dem. Drengene vender tilbage som mænd; de to venner ved nu, at rejsen betyder mere end målet. Romanens forskningsgrundlag, inspireret af forfatterens egen Antarktis-ekspedition, provokerer læseren til reflektion. Svendsen stiller det ultimative eksistentielle spørgsmål: Hvad giver livet mening? Hendes konklusion er: kærligheden, venskabet og den storslåede natur vi oplever på rejsen. Denne kunstners indfølelse og stilistiske geni bringer os til verdens ende og videre endnu. (2007)