Helle Stangerup

Værkerne i et af de mest populære forfatterskaber i nyere dansk litteratur – Helle Stangerups – falder indlysende i to vidt forskellige grupper: kriminalromanerne og de historiske romaner. Begge sider af forfatterskaber har nydt stor succes, og næsten hele forfatterskabet bliver konstant genudgivet.

Første del af forfatterskabet er udelukkende kriminalromaner. Debuten Gravskrift for Rødhætte (1967), Gule Handsker (1968), Spejldans (1969), Diamanter er dydens løn (1970) og Solsikkerne (1972) er alle forholdsvis korte, stemningsfyldte spændingsplot, der kræver at blive læst til ende i en fart. Bøgerne blev strålende modtaget både af anmelderne og publikum.

Helle Stangerup vendte i 1980 succesrigt tilbage til bøgerne med thrilleren Ulvetid, en historie om et par, der lader en pige med interesse for ulve flytte ind på deres gård. Inden længe bor der et helt ulvekobbel i en løbegård hos dem, og den kvindelige hovedperson mistænker deres logerende for at være varulv. Bogen, der driver af angst og tvivl, er blevet filmatiseret til TV.

Efter endnu en krimi, Den tibetanske maske (1981), sker der et markant omslag i produktionen, da hovedværket Christine (1985) så dagens lys. Det er en stort anlagt historisk roman om Christian II’s yngste datter – Christine – og hendes landflygtighed under faderens lange fangenskab. Den centrale skildring er Christines forsøg på at genvinde det dansk-norske kongerige, som hun mener rettelig tilhører hende, men det er lige så meget en skildring af en intelligent og stærk kvinde og en rundvisning i europæisk renæssance og dens hovedaktører, f.eks. Englands Henry VIII og Dronning Elisabeth, Frankrigs Henrik II og den tyske Kejser Karl V samt et væld af mere eller mindre kendte historiske bifigurer. Værket vidner om en stor viden om perioden og en fascination af og indlevelse i de datidige personers skæbner.

Det samme gælder for det næste store værk Spardame (1989), hvis hovedintrige er beslægtet med Christines: Leonora Christine er Kong Christian IV’s datter, der sammen med sin mand Corfitz Ulfelt forsøger at sælge Danmark først til svenskerne og senere til Kurfyrsten af Brandenburg for at få ram på deres fjender: Leonora Christines halvbroder, den danske enevoldskonge Frederik III og hans dronning, den hadske Sophie Amalie. Historien fletter sig sammen med et af dansk litteraturs hovedværker, nemlig Leonora Christines Jammersminde, skrevet 1673-74 under hendes 23 år lange fængsling i Blåtårn i København. Også i Spardame excellerer Stangerup i periodeforståelse og indlevelse; især romanens fem stærke, kvindelige hovedpersoners følelser og tanker er flot levendegjort.

I den næstfølgende historiske roman, Sankt Markus Nat (1992) er den indgående periodeskildring stadig bibeholdt, men hovedpersonen er ikke længere royal. Bogen beskriver adelskvinden Mette Olufsdatter Rosenkrantz tilværelse indtil det tidspunkt, hvor hun for alvor skriver sig ind i historiebøgerne ved at gifte sig med adelsmanden Peder Oxe, der var Danmarks mægtigste mand i en del af 1500-tallet, og som man har mødt i Christine. De to bøger supplerer således hinanden ved at udvide beskrivelsen af en del af persongalleriet. Den mere ukendte hovedperson giver plads til en fri personkarakteristik og bogen forbløffer også ved at fremstå som en blanding af en historisk og en fantastisk roman, idet Mette Rosenkrantz har en række overnaturlige, synske evner, der helt er accepteret i bogens univers.

Efter endnu en kriminalroman, den monumentale Stedfar (1994), har Helle Stangerup udgivet en gendigtning af Saxo Grammaticus Gesta Danorum (Danmarkskrøniken), en skildring af Danmarks tidlige historie, nedfældet omkring år 1200. Værket er oprindeligt skrevet på latin, men er flere gange blevet oversat. Alle hidtidige oversættelser kan dog virke stive for en moderne læser, så derfor har Helle Stangerup gjort dette værk tilgængelig for alle ved at gøre sproget flydende, hvilket får de gamle fortællinger til at fremstå med den spænding, som de fortjener.

(1999)