Jens Smærup Sørensen

Jens Smærup Sørensen (f. 1946) er hård og skarpsleben. De fleste af hans tekster kræver at læseren er med på en sproglig leg med nuancer og betydninger. En leg hvor læseren ikke sjældent oplever selv at skulle stille sig til skue.

Smærup Sørensens fremragende novelle "Passage om natten" fra samlingen Det menneskelige princip, kan passende bruges som smagsprøve på hans efterhånden store og meget kritikerroste forfatterskab. En ekshibitionistisk gammel mand, en luder, to unge voldsforbrydere og en midaldrende voyeur mødes tilfældigt i en scene, som byder på et meningsløst mord, der passivt registreres af tre unge i en bil. Imellem de tre unges ligegyldighed, og den indleven som vi får i lidelsen, viser sig et håb om at fastholde liv. Først er man tilbøjelig til at acceptere, at Passage om natten simpelthen tømmer virkeligheden for mening. Der er ingen forklaringer på forbrydelserne, de er tomme hændelser. Men fortællingen forbliver ikke tom. Den er det pure opspind. En sensationel forbrydelse skabt til lejligheden, og en forbrydelse, som afdækker, revser i virkelighedens katastrofiske ligegyldighed og tilfældighed. Og i den litterære kontekst hvor passagen sker, er ordene virkelige, og i dem fastholdes og genfødes det liv, som tabes med katastrofen.

"Et par gange åbnede de begge deres munde og lukkede dem ganske langsomt igen, som om de modstræbende måtte opgive at tale. Eller som havdyr der var skyllet op på en strand og ville overleve deres mangel på lunger ved at efterligne vejrtrækning."

Det er en sproglig mester der både kan få lukket munden på håbet, og lige netop derigennem få det til at leve videre. Novellens fortæller indser at virkeligheden skabes med sproget. Denne måske udspekulerede indsigt udgør en gennemgående tone i Smærup Sørensens forfatterskab. I det begyndende forfatterskab meget direkte, i det senere mere tavst og tilbagelænet. Med debutromanen, den prisbelønnede At ende som eneboer, viste Smærup Sørensen sig på den danske forfatterscene som et fortællertalent med et overskud af humør og en væsentlig selvironi.

Mellem Byggeri og Mit danske kød udgav Smærup Sørensen romanen Skoven Nu. Selvom disse tre romaner har et stort slægtskab, og retrospektivt kan betragtes som en trilogi af skrevne illusionsnumre, er de meget forskellige. I Skoven nu rykkes både stil og tematik så tæt på det realistiske og almindelige hverdagsliv med koner, børn, arbejde og trafikulykker, at illusionsnummeret næsten bliver for perfekt. Det er så meget virkelighed, at Smærup Sørensen i et interview måtte præcisere, at der er tale om en roman, der ikke er baseret på research.

Den samme episke holdning findes i romanen Katastrofe, der indbragte Smærup Sørensen Det Danske Akademis store pris samt Kritikerprisen. En kvinde bliver præsenteret for et avisfoto fra en anti EF-demonstration i 1972. Hun er selv med på fotoet, men er nu blevet 14 år ældre og har mistet forbindelsen til de andre demonstranter, bortset fra ham, hun nu er gift med. Det bliver til en roman der på den samme dag, 21. april 1986, følger de personer, som var med til demonstrationen. Vi møder dem i en så almindelig almindelighed, at sandheden om dem bliver ufravigelig. Hårdt og skarpslebent afdækker Smærup Sørensen de virkeligheder, de lever i. Men som i den efterfølgende novellesamling, er det ikke for at opbygge en bedre eller anden virkelighedsanskuelse. Det er en lunefuld og barmhjertig afdækning, som skal forsone både de fiktive personer og læseren trods manglen på absolut sandhed.

I novellesamlingen Breve, som blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 1993, bemærker man især en meget stærk suite, en udviklingshistorie, der umiddelbart handler om afviklingen af bondesamfundet i fjordområdet mellem Nibe og Løgstør. Men "samtalen" mellem de tre noveller og deres personers opfattelse af verden og virkelighedens pålidelighed er også en afdækning af eksistentialismens levelære. En afdækning som skal befri eksistentialismens selvgodhed ved samtidig at forsone sig med den. Dette er vel nok det tætteste man kommer på et svar og en forfatterholdning til de filosofiske spørgsmål, som Smærup Sørensens tekster vedvarende stiller.

(1999)