Tage Skou-Hansen (1925-) fik med sin debutroman De nøgne træer (1957) om besættelsestiden i Danmark 1940-45 et internationalt gennembrud med udgivelser i en række lande både i øst og vest. Samtidig blev grunden lagt for et forfatterskab, der - med tyngde i de to romanserier historierne fortalt af Holger Mikkelsen fra 1957 til 1996 og fortællingerne fra det runde bord fra 1986 til 1991 - skildrer det danske samfunds forvandling gennem sidste halvdel af det 20.århundrede med bud til et nyt årtusind
Som det signaleres i titlerne til hans to essaysamlinger Det midlertidige fællesskab (1972) og Den forbandede utopi (1995), begge udgivet ved Hans Hertel, er det forholdet mellem den enkelte og fællesskaberne, det universelle og det historiske, kroppen og bevidstheden, der er omdrejningspunktet for Tage Skou-Hansens livtag med moderniteten. Tilværelsen er dobbeltbundet. Poesien, kærligheden, modstandskampen og forskellige typer af folkelige fællesskaber åbner tilværelsen for drømmen om "et væsentligt liv", men denne drøm skal håndteres med varsomhed, da den kan føre til både befrielse og destruktion.
I historierne fortalt af Holger Mikkelsen oplever vi det 19. og det 20. århundreders store utopiers sidste krampetrækninger. Modstandskampen under besættelsen vidnede om, at drømmen om et væsentligt liv stadigt kunne bringes til live til trods for dominansen af snævre og kommercielle egeninteresser, men drømmen forblev illigitim som kærlighedsforholdet i De nøgne træer mellem modstandsmanden Holger og gruppelederen Christians kone Gerda. Det var - med Gerdas afskedsord til Holger - deres kroppe, der vidste det hele.
Civilisationen krævede aflad, således som Holger da også forsøger at holde sig på sidelinien som fortæller af de øvrige romaner i serien Tredje Halvleg (1971), Medløberen (1973), Den hårde frugt (1977), Over Stregen (1980) og På sidelinien (1996). Holger har resigneret, men ikke mere end at han hele tiden drives af, hvad historien hvirvler op af nye muligheder for levende fællesskaber. Dette sker ved mødet med den noget yngre 68er, Bente, der med sin faderløse søn Bruno flytter ind hos Holger. Det i begyndelsen rent praktiske arrangement udvikler sig til et kærlighedsforhold, der besegles efter at Holger gennem det meste af fodboldromanen Medløberen som en slags underfundig snare for sig selv har forsøgt at vise, hvorledes de virkelige møder eller dialoger ikke udvikles på tilskuerrækkerne, men i spillet på banen. Livet kommer bag på dem, der investerer sig i det, hvad enten de af spillet lader sig føre frem til målscore, eller som Holger forsøger at udtrykke deres kærlighed ved at ville give den eftertragtede til en anden og yngre. "Du er en vanskelig forfører", siger Bente, da hun nøgen i sengen tager imod den omvejssøgende Holger.
68-generationen tændte håbet for en fornyelse af samfundslivet med større autenticitet og dybde, men deres oprør døde ud på samme måde som Bente efterhånden forvandler sit engagement til manér og "afsyret" iscenesættelse. Det bliver mødet med Gerdas datter, Eva, som kalder fornyet engagement frem hos Holger. Som sagfører skal han forsvare hende, efter at hun sammen med en gruppe har søgt at sprænge Jyllands-Posten i luften, og Holger indfanges hurtigt af de uudgrundelige dybder i hendes oprørstrang, der imidlertid forbliver indkapslet som kødet i den hårde frugt.
Eva er en tidlig repræsentant for 1980ernes og 90ernes autonome unge, der føler oprør nødvendigt uden samtidig helt at kunne udfolde dette. Konsekvent nok er Mads, der som den sidste i romanserien appellerer til de indestængte klangbunde hos Holger, skildret som den senmoderne oprører, der ikke gør front mod samfundet, men vender det ryggen, hvad der imidlertid fører til døden. Alligevel viser han en vej frem i forhold til det omslag i kulturudviklingen, som senmoderniteten bærer med sig, og som er omdrejningspunktet for historierne fra det runde bord: Springet (1986), Krukken og stenen (1987), Det andet slag (1989) og Sidste sommer (1991). I disse fortællinger afløses den frugtesløse kamp med de forbandede utopiers trang til at virkeliggøre det væsentlige liv, og de er skrevet med en ny lethed, der i glimt åbner til, hvad der ikke utopisk lader sig realisere, men alligevel er afgørende: en form for nærværsmetafysik, hvor tilværelsens overskud fletter sig ind i dens begrænsninger.
Fortællingerne fra det runde bord er retrospektive, idet de kredser omkring den gåde, der skal forklare, hvorfor den begavede studenterven fra det runde bord, Aksel, besluttede at melde sig til den tyske værnemagt, hvor han efter en periode ved østfronten mistede livet under de allieredes invasion i Frankrig. Aksel søgte renselsen i destruktionen, hvad vennen Sigurd i Det andet slag imidlertid ikke køber som en overbevisende løsning. Alligevel bringer læsningen af Aksels breve fra fronten til den fælles veninde fra ungdommen, Tove, ham til at fatte, at han som en bedaget og noget firkantet kulturradikal mangler sit "livs andet beat", den hjerterytme, han også fornemmer hos sønnen Anders, der ellers med en had-kærlighedsattitude bebrejder forældregenerationen for at have udvist et dræbende formynderi i deres iver efter at gøre alt så godt.
Tage Skou-Hansen har i andre romaner, teaterstykker, radio- og tvproduktioner udforsket sider af de hovedtemaer, han som en moderne krønikeskriver endevender i sine to store romanserier. Overalt fra hans forfatterskab emmer det af, at historien kun nødtvungent lader sig fravriste sine bevæggrunde og hemmelige spil, at man skal på højde med den for at få den til at tale. I den forstand er han en dobbelt Hereticaner: der skal nok lydhørhed til, men også vedholdenhed og sejt arbejde.
Jørgen Gleerup er lektor ved Syddansk Universitet
(1999)
