Vagn Lundbye

Igennem sit lange forfatterskab - siden debuten i 1966 med romanen Signalement - har Vagn Lundbye været en modstemme og en modsiger. Ved at følge nøje med i sin tid har han med sin digtning, sin essayistik og sine foredrag stadig holdt bevidsthedsformer åbne, som den moderne civilisation fortrænger eller udrydder. Skønt politiseringens frontkæmpere - specielt i årene omkring 1980 - forsøgte at klassificere ham som en reaktionær samfundskritiker, er det ganske umuligt at ville holde ham fast i den snart forældede modsætning mellem højre- og venstreorienterethed. Lundbyes energiske og lange forfatterskab taler til stadighed på vegne af alt det, der kommer i klemme i nutidens økonomiske rationalitet, oprørsk imod hele den standardisering og fantasiforladte gennemsnitlighed, der kaldes moderne og "tidssvarende".

"Tidssvarende" kunne man langt snarere kalde Vagn Lundbye selv, for han har med mange forskellige stemmer forsøgt at gøre tiden ansvarlig for de mange ødelæggelser, den afstedkommer. Hans bevidsthedsform, som har udviklet sig igennem hans livslange samliv med andre kulturer end den europæisk-amerikanske, udfolder sig som en sam-viden med eskimoer, indianere og andre tredjeverdensfolk.

Tidligt i forfatterskabet (1974-76) udgav han samlinger af indianske tekster og skrev rejseskildringen Den indianske tanke. En hovedkilde til denne indlevethed i naturens urgamle livsudtryk er imdlertid også den danske forfatter Albert Dam (1880-1972).

Den store sammenfatning af denne civilisationskritik findes i hans hovedværk, Anholttrilogien (1978-82), en roman, hvis tilsyneladende realistiske fortælleform styres af et underliggende mytisk mønster, den gammeltestamentlige fortælling om profeten Jonas. Gudsforladtheden ved at være overgivet til de store naturkræfter omformer hovedpersonen Jonas, så han stiller sig opgaver, der kun kan løses i "den store by", København, opfattet som et moderne Ninive.

Vagn Lundbyes prosa bærer overalt spor af, at han i sine tre tidligste romaner arbejdede meget skriftbevidst på den daværende konkretismes manér, hvorved han også lærte sig at overtage klassiske fortælleformer i mange modernistiske genskabelser. Denne moderne gentolkning er et gennemgående træk i Lundbyes mange senere prosaværker, som kan hente deres mønstre mange steder fra (kriminalroman, trivialfortællinger, myter, eventyr, fantastiske fortællinger, ja sågar en gådegætning som i romanen Palindromos 1991). I 1988 forfattede han rammefortællingen omkring det moderne Dekameron-forsøg Septemberfortællingerne, hvor syv andre forfattere leverede hver syv fortællinger til syv tematisk anlagte fortælledage. Og i sin novellekunst har Vagn Lundbye på mange andre opfindsomme måder arbejdet med at sammenkæde begivenheder i overraskende mønstre og årsagskæder.

Årsagers fuglestier kalder han disse mønstre, og udtrykket er navn på både et meget morsomt digt fra Digte 1977 og på en fortælling fra den nyligt udgivne samling af "alvidende fortællinger" Syv vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi latter (1999). Med inspiration fra bl.a. Karen Blixen, Borges og andre fantastiske fortællere har Lundbye både her og i den første samling Alvidende fortællere (1986) genbrugt og nyfortolket numinøse og mytiske verdensoplevelser, der skiftevis kan efterlade læseren forbløffet og "indviet". Lundbyes fortællerkunst åbner gang på gang til et kosmisk, skabelsesreligiøst perspektiv, der er fortrængt i den vesterlandske rationalisme, en egenskab, der også findes i hans rejseskildringer fra f.eks. Grønland (Omkom 79´fjorden (1984)) og den meget fine samling Hjemkomster (1987).

Digterisk har Lundbye sin egen profil, også store dele af hans prosa kunne karakteriseres som lyrisk. De tre vigtigste digtsamlinger er Digte 1977, Næsehornsdigte (1990), hvori digteren forsøger at sanse menneskeverdenen igennem dette stærke, ældgamle dyrs sanser, og den både lystige og bevægende samling af Lundbyes dyrefabler (1994), et herligt oplæsningsnummer, barnligt og viist, delvis sat i musik af Irene Becker. Midt i et forfatterskab af stor alvor og indignation lyser humoren op i tekster som disse.

(1999)