Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Portræt af en forfatter

Peter Laugesen

Af Anne Borup

Peter Laugesen debuterede i 1967 med digtsamlingen Landskab. Siden er det blevet til adskillige digtsamlinger, oversættelser af poesi og dramatik, essays om billedkunst, tv-anmelderi på dagbladet Information foruden oplæsninger, indspilninger og et film-portræt af forfatteren sammen med trioen Mind Spray.

Forfatterskabet har rod i den amerikanske 50 og 60er-æstetik, der er knyttet til beat-poesi, free jazz, action painting, happening, det ny krop- og danseteater. Blandt de europæiske forbilleder kan nævnes waliseren Dylan Thomas, ireren James Joyce, franske Arthur Rimbaud og finske Pentti Saarikoski. Forud for debuten gik flere års læsen og skriven – et prosastykke blev allerede publiceret i tidsskriftet Hvedekorn i 1962 – medlemskab af og eksklusion fra den internationale avantgardebevægelse Situationistisk Internationale – startet i 1957 af den danske Cobra-maler Asger Jorn og den franske filosof og filmmand Guy Debord – bekendtskab med digteren Dan Turèll – hvilket blandt andet resulterede i fællesværket Dobbeltskrift – og uddannelse til typograf.

Peter Laugesen tilhører sammen med f.eks. Turèll, Klaus Høeck, Per Kirkeby og Jørgen Leth, en generation, som brød fundamentalt med den forudgående danske kulturradikale modernisme. Karakteristisk for Laugesens værk, og forfatterskabet lader sig udmærket opfatte som et samlet værk, er brugen af blandingsformer og genbrug af traditionen. Den slags, der i 60ernes ophedede kunstdiskussioner kaldtes uren æstetik, men som i postmoderniteten forstås som eklekticisme og hybridisering. Hos Laugesen blandes forskellige genrer og former, høj- og lavkultur og forskellige kunstarter: musik, billedkunst og poesi. Der arbejdes ud fra en tillid til den spontane skriveproces, til materialet og tilfældet, altså det der er her og nu. Now is the time, kunne man sige med et Charlie Parker-hit fra 50erne, et motto, som indfanger forfatterskabets insisteren på nærværet i skrive- og læseprocessen. Laugesens tekster udspringer af den konkrete, øjeblikkelige oplevelse af verden, der omsættes til poesi gennem samsansning og brug af collage-teknik. Skriften bevæger sig uformidlet fra indtryk til indtryk, fra en ydre til en indre verden, fra forfatterens samtid til barndomserindringer, fra oplevelser med kunst og litteratur til refleksioner over livet, døden, kærligheden og det formelle arbejde med sprog og poesi. Citater fra verdenslitteraturen blander sig med replikker fra dagligsproget og harske kommentarer til politiske spørgsmål. Poetologiske overvejelser og naturindtryk findes side om side med beskrivelse af samfundets skæve eksistenser.

Forfatterskabet er kendetegnet ved at befinde sig i og bekende sig til 'permanent forandring'. Modellen kendes fra naturen og er formuleret i præsokratikeren Heraklits naturfilosofi. Hos Laugesen kan det udtrykkes i form af et digt til den elskede: "Ved du ikke/ at det der forandres det at forandring sker/ garanterer at alt er det samme/ som blæsten der græder med skyer/ midt mellem træernes bladløse kroner/ og stjernernes langsomme vandring/ der visker ordene ud/ og lægger sne på de døde […]" Den forandrende modus kan også udlæses af de mange forskellige former i værket: langdigte, dagbogsnotater, løst formede prosaimprovisationer eller vildt, rablende nonsensdigte i traditionen fra dada- og surrealisme; kortdigte – helt ned til snapshots og sentenser på 1-2 linjer, 17-stavelses haiku-digte, palindromdigte, epigrammer, omskrivninger af den danske sangskat og af poptekster, satire på rim og i vers, eksperimenter med blankvers inspireret af Shakespeare og Dante – og meget andet. Peter Laugesens forfatterskab viser om noget, at litteratur har mange former.

(1999)

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00