Johannes Vilhelm Jensen (1873-1950) var dyrlægesøn fra landsbyen Farsø i Jylland. Da han efter studentereksamen i 1893 tog til København for at studere medicin flyttede han samtidig fra en traditionsbåret landbokultur til en traditionsløs storbycivilisation. Dette kultursammenstød er afgørende for hans forfatterskab. I prosadigtet "Interferens", 1906, hedder det om digtets jeg: "Naar Forestillingen om Verdens Topmaalte Under mødes med Overbevisningen om alle Tings Endelighed, da lever jeg". Ligesom der ikke længere findes ét entydigt kulturelt værdisæt, således er personligheden delt. Jeg'et er ikke en stabil enhed, men labilt - et skæringspunkt, hvori diametralt modsatte livholdninger og tilskyndelser krydser hinanden - interfererer.
Om denne inteferenserfaring kredser forfatterskabets første del frem til 1906. Debutromanerne Danskere, 1896 og Einar Elkær, 1898 har provinsstudenten som ledefigur og sideløbende skriver Jensen sine første Himmerlandshistorier (Himmerlandsfolk, 1898), hvor livet i den gamle verden anskues i modernitetens forskudte perspektiv og sine første Myter, (første bind er Myter og Jagter, 1907). Snarere end en genre er myten en særegen jensensk anskuelsesform, som søger at forbinde normalt adskilte erfaringer i et enkelt billede. Den optræder da også både i Jensens digte og prosa. Således kan romanen Kongens Fald, 1900-1901, betragtes som et helt mytekompleks. I den søger han at anlægge en national og historisk synsvinkel på den psykiske splittelse, mens han i det programagtige essayværk Den gotiske Renaissance, 1901 (som består af omarbejdede artikler fra Spanien 1898 og verdensudstillingen i Paris 1900) foretager en Nietzsche-inspireret, kulturkritisk samtidsanalyse og opstiller et alternativ til den åndsfortærelse, der er resultatet af at være opvokset i en kristen kultur og samtidig skulle leve sit liv i den moderne virkelighed. I slutningen af værket skitserer han et moderne antimetafysisk modstykke til den dekadente kristne kultur i en bekendelse til naturvidenskaben, teknikken, imperialismen og den gotiske race, hvis ypperste repræsentanter er angelsakserne - og jyderne! Hans romaner Madame D'Ora, 1904 og Hjulet, 1905 foregår begge i U.S.A. og udfolder modernitetstemaet og identitetsproblemet, der viser sig at bunde i spørgsmålet om grænsen mellem det kvindelige og det mandlige. I den forrygende lille roman Skovene, 1904, skildrer Jensen med ædende selvironi, hvordan digterjeg'et søger ud i junglen for at opsøge det oprindelige og det vil her sige: det urkvindelige. Det viser sig imidlertid at være så farligt, at den mandlige helt til sidst flygter fra "Paradisdalen" tilbage til civilisationens "tordnende Skove af Sten og Jærn" - på cykel. Med lidt andre ord: hele den moderne kultur hviler på en mandlig fortrængning af en truende kvinde-natur, der ikke lader sig civilisere.
Jensen skriver sig således i de første år af det nye århundrede ud af sin egen villede tro på den moderne kultur: på muligheden af at leve her og nu, selvforglemmende, jordsøgende fremadrettet. Hovedværket Digte, 1906, der blandt andet byder på en fremragende oversættelse af Walt Whitman, er et vendepunkt. Her sammenfatter Jensen sin rastløse kritiske søgen i en digtcyklus, som han siden kaldte rejsen omkring jorden. Det sjette og sidste digt i cyklus'en, "Hverdagene", repræsenterer den afgørende kursændring. Han erkender at hans søgen har formet sig som en kredsgang, en flugt der fører ham tilbage til det han dybest set flygtede fra: "den store Hvidhed", døden. Jensen vælger da, i stedet for at rejse i ring rundt om jorden, at blive hvor han er, dvs. på det sted, han i biologisk og kulturel forstand kommer fra og i stedet rejse så at sige lodret ved at gøre sig selv og den slægt han kommer af til genstand for en slags arkæologisk rejse bagud i tid. På evolutionistisk og kulturhistorisk grundlag skriver han en romanserie på i alt seks bind med fællestitlen Den Lange Rejse, hvori han skildrer menneskets udvikling fra før istiden og til den store opdagelsesrejsende Columbus. På den måde vender Jensen tilbage til traditionen bag om kristendommen og på naturvidenskabens (især Darwin og Spencer) præmisser og forsøger samtidig at opløse interferensens problem ved at indordne den moderne sammensatte psykes modsigelsesfulde lag i en art mental-arkæologisk udviklingsorden. Og samtidig falder kønsidentiterne på plads i et gammelkendt mønster med handlekraftige og kløgtige mænd og blide, yppige og frem for alt ufarlige kvinder.
Udviklingstænkningens begreber fungerer imidlertid i vid udstrækning som metaforer for en tænkning over menneskelig udvikling, der har dybe rødder i den romantiske dannelsesforestilling. Sideløbende udgiver han en række hovedsagligt populærvidenskabelige og filosofiske essaysamlinger, der tangerer romanernes temaverden. Johannes V. Jensen modtog nobelprisen i 1944.
