Per Højholt

Per Højholt (f. 1928 - 2004) er en udfordrende digter, der mestrer både den høje filosoferen og den talenære og ironisk-humoristiske stil. I poesi og prosa har han bestandigt udforsket digtningens potentiale, materiale og de betingelser, der gælder for den. Ud over en lang række digtsamlinger, teoretiske værker, lp-plader, adskillige essays, artikler og anmeldelser, har Højholt udsendt antiroman 6512 (1969), der totalt bryder med den traditionelle dannelsesroman. Værket er uden udvikling – det skildrer en mand på et bibliotek, der sidder og læser ældre litteratur uden at nå til nogen egentlig erkendelse. Han gør sig også optegnelser, men alt opløses i tilfældigheder og relativitet.

Et særkende ved Per Højholts digtning har været, at han vedholdende har rettet opmærksomheden mod naturen og dens love og påpeget hvorledes vi som mennesker altid er indskrevet i en afstand til omverdenen, naturen, til andre og os selv. Der er for Højholt altid en afstand at tilbagelægge, hvor man kan gøre sig klogere på, hvor man er i verden. Og det kan kunsten – og digtningen – gøre os bevidste om ved at adskille sig fra naturen som en forskel. Digtningen skal ifølge Højholt aldrig efterligne naturen. Sproget i det enkelte digte udgør en virkelighed for sig selv. Det er en holdning, Højholt aldrig har forladt.

Højholt debuterede i 1949 med Hesten og solen (1949), men det var først i 1963 med Poetens hoved, at hans forfatterskab tog sin egentlige begyndelse. Da havde han for længst taget afstand fra tidligere tiders dyrkelse af digteren som profet, og i stedet sat fokus på den poetiske skrift som materiale og tegn. Ligeledes gjorde han op med forestillingen om en fast identitet, for som han senere har udtalt: "Jeg er mange – det er vi mange, der er". Vi er som mennesker ikke én, men mange individualiteter i én og samme krop. Her bringer han sig helt på linie med såvel Rilke som Blake, der skrev: "Vi er ikke individer men Tilstande, sammensætninger af Individer". Det er samme erkendelse, man møder igennem hele Højholts forfatterskab. F.eks. i Min Hånd 66 (1966), hvor Højholt gjorde op med tidligere tiders overbetoning af digteren som den seende ener, hvis værker står frem som åndsprodukter. Nu var det hånden og dens digteriske skriven det gjaldt.

Per Højholt har gennem tiden benyttet sig af en række digteriske strategier, som knytter sig til labyrinten. Med inspiration fra den argentinske forfatter Jorge Luis Borges har Højholt dyrket labyrinten digterisk som 1) et narratologisk princip, dvs. en måde at strukturere sine tekster på, som 2) en måde at orientere sig på i verden, 3) som et eksistentielt vilkår og 4) som selve billedet på det moderne menneskes situation.

Det er meget få forfattere, der har formået at kombinere humor og alvor så konsekvent som Per Højholt. Det er ofte umuligt at skille ironien og humoren fra den eksistentielle nøgternhed. For de er sider af samme sag. Enhver legende omgang med sproget forhindrer på ingen måde, at det, der siges, samtidig kan rumme en dyb alvor, en skepsis eller en vidtrækkende kritik af sproget, af normer og fordomme.

Højholts bedste digte er udstyret med så mange aspekter og niveauer med hver sit kendetegn, at det ofte virker meningsløst at ville isolere eller adskille dem fra hinanden. Der er bestandigt et overskud i Højholts digte, en stærk energi, som udspringer af en uhyre skarp bevidsthed om form og afgrænsningen af det, der skal siges og ikke skal siges. Fremfor alt handler det for Per Højholt om at skabe en kritisk modbevidsthed hos læseren og at finde skønheden og reservere plads til den i digtet.