Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Portręt af en forfatter

William Heinesen

Af W. Glyn Jones

Enhver, der beskæftiger sig med William Heinesens (1900-1991) forfatterskab, bliver stillet over for spørgsmålet, om han skal anskues som en dansk eller en færøsk forfatter. Man kan ikke komme uden om, at Heinesen udelukkende skrev på dansk, og at det eneste værk, han har udgivet på færøsk, et ibsensk skuespil, er oversat af Rikard Long fra Heinesens danske tekst. Der kan heller ikke sås tvivl om, at Heinesens lyrik lægger sig i forlængelse af en dansk tradition, på grænsen mellem senromantik og moderne, og til tider tydeligvis inspireret af Johannes V. Jensen. Hans prosa er det straks sværere at definere, eftersom den er væsensforskellig fra ethvert andet nordisk værk, men når alt kommer til alt har den også sine rødder i det landfaste Skandinavien frem for i en færøsk tradition. På trods af det er alle hans personer næsten uden undtagelse færøske, ligesom handlingen ofte er henlagt til Færøerne. De få artikler, han skrev til danske aviser, vidner om, at det også er der hans sympati ligger. Til tider var færingerne kede af, at han valgte at skrive på, hvad der for dem var et fremmedsprog, men Heinesen svarede, at det var muligt at være sprogligt kreativ og nyskabende på dansk, på en måde der lå uden for det færøske sprogs rammer. Dengang var der så godt som ingen skriftlig litteratur på færøsk, og det var derfor naturligt, at Heinesen valgte at forholde sig til den litterære tradition i Danmark – og omforme denne på færøsk maner. Og således viste han sig hurtigt at være en af de største stilistiske og sproglige nyskabere i det 20. århundrede.

Hans første romaner er skrevet på et tidspunkt, hvor socialrealismen med få undtagelser var fremherskende i tidens danske prosaværker. Hans første bedrift var at indføre farve og fantasi i 30’ernes litteratur. Han forsøgte tydeligvis at følge den socialrealistiske tendens i sine to første romaner, men han var simpelthen ude af stand til at følge genrekonventioner, og selv disse to kollektivromaner skiller sig ud ved deres humor, deres poesi og deres rendyrkede fantasi. Den første, Blæsende Gry, er lang og kaotisk, men indeholder spiren til det, der fulgte, en hurtigt fremadskridende fortælling med et væld af komiske og tragiske personer, der giver bogen liv.

Den anden roman, Noatun, er hans mest realistiske roman, men også den indeholder et opbud af komiske figurer, der letter stemningen og hæver hele romanen over socialrealismen. Midt i alle de prøvelser som det lille samfund, der har slået sig ned i en gold dal, skal gå igennem, er det svært ikke at trække på smilebåndet af den snævertsynede, fordomsfulde og frigide Tilda, som forlader sin mand, som hun hævder er impotent, og slutter sig til Frelsens Hær for at finde trøst i religionen. At hendes mand med det ironiske navn Samson får følgeskab af Maria som hurtigt føder et barn af usikker faderlig herkomst, åbner op for helt nye perspektiver.

Begge disse romaner indeholder et af William Heinesen’s hovedtemaer: den truende tilstedeværelse på Færøerne af sekter af den ene eller den anden art. Selv i Blæsende Gry har sektererne tilsyneladende opdaget, hvordan de kommer gennem nåleøjet; de er for en stor dels vedkommende velhavende og magtfulde, parate til at undertrykke den fattigere del af samfundet og påtvinge andre deres vilje. Dette tema står centralt i hans næste to romaner, De fortabte Spillemænd og Den sorte Gryde. I dem begge (Den sorte Gryde er enestående ved at foregå under den britiske besættelse af Færøerne under 2. verdenskrig) bliver personer, der repræsenterer livet, væltet af livets sekteriske modstandere, i et tilfælde anført af den iltre bankdirektør Ankersen og i et andet af den lokale bager, en menneskefisker med det symbolske navn Simon, der har grundlagt sin egen sekt og for hvem religion og utilfredsstillet begær hænger tæt og katastrofalt sammen. Temaet vender tilbage i forskellige forklædninger i de senere romaner, hvadenten de foregår i et mareridtsagtigt Tórshavn i det 17. århundrede, eller der er tale om slet skjulte barndomserindringer fra Færøerne i begyndelsen af det 20. århundrede. De sidstnævnte er varme og følsomme portrætter, der ofte antyder de spirrende seksuelle følelser mellem børn, men de bryder aldrig rigtig frem, i modsætning til de store romaner, der viser normale seksuelle tilbøjeligheder undertrykt og forvrænget af snævertsynede sekter og af begær forklædt som religion.

En af Heinesens store bedrifter var at koble et ubestrideligt pessimistiske syn sammen med en dyb kærlighed til livet og til en grundlæggende fornemmelse af, at på trods af alt er der håb for menneskeheden. Der er unægtelig også sociale temaer i Heinesen værker, og også de kobles næsten altid sammen med sekterismen. Det gode Håb (som nogle anskuer som en moderne allegori) fremstiller et besynderligt tyrannisk styre som befolkningen i Tórshavn ikke regner for noget, fanget mellem deres herskere på den ene side og en slesk kirke på den anden. Social ulighed, selv i det jævne samfund i Tórshavn ved århundredets begyndelse eller under 2. verdenskrig, trækkes skarpt op, således at da en forbrydelse begås i De fortabte Spillemænd, skal den ulidelige danske dommer absolut hænge en fattig op på det, en "kasket"-mand og ikke den "hatte"-mand, Ankersens påståede søn, der i virkeligheden er den skyldige. Nybyggerne i Niels Peter, der har nydt godt af den nye lovgivning, der gav dem adgang til et stykke land, bekæmpes med alle tænkelige midler af den rige bonde, som de har slået sig ned i nærheden af. Disse sociale temaer er imidlertid klart underordnet den kosmiske, visionære tråd, der løber hele vejen gennem forfatterskabet. De konflikter, der utvivlsomt findes mellem sociale og religiøse grupperinger er indordnet i en større, kosmisk konflikt mellem godt og ondt, mellem tilhængere og modstandere af livet.

Der er mange perspektiver i William Heinesens værker, alle knyttet til et Færøerne højt hævet over en udelukkende realistisk beskrivelses snævre begrænsninger. Det betyder ikke noget, at læserne aldrig har været i Tórshavn, for selv om en færing vil genkende hvert gadehjørne – og endog flere af personerne – vil outsideren opleve det som et fiktivt land befolket med fantasipersoner. I den berømte introduktion til De fortabte Spillemænd giver Heinesen Færøernes lille hovedstad symbolsk betydning som et mikrokosmos, hvis indbyggere repræsenterer menneskeheden generelt.

Så store temaer som disse, der står centralt i Heinesens romaner, kunne næppe opstå uden et udtalt poetisk element, og også det er til stede i en sproglig musik og et storslået billedsprog som næsten gør en roman som f.eks. Moder Syvstjerne til et stort prosadigt. Gennem sit liv skrev Heinesen også poesi, megen poesi, hvor disse temaer også dukker op. Også her var han i stand til at hengive sig til sin sproglige opfindsomhed. Det er fra dette i sidste ende metafysiske ståsted, at hans værker må læses og hvorfra de får deres universelle appel. Det er stor litteratur, let at gå til, et festfyrværkeri for fantasien.

Denne artikel stammer fra Danish Literary Magazine nr. 15, 1999.

Oversat af Marie Louise Valeur Jaques

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00