Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger blev i 1997 det tredje kvindelige medlem af Det danske Akademi. Samme år udgav hun sin store slægtssaga Jadekatten. Bogen kortlægger familiebaggrunden fra den første polsk-jødiske indvandrer, der lagde grunden til De Danske Spritfabrikker, frem til en apokalytisk afsked med forfatterens alter ego, Zeste, der ved romanens udgang er at finde som posedame på Kongens Nytorv. Romanens titel refererer til en af de mange antikviteter, som tilhører den selvdestruktive moderfigur, som Suzanne Brøgger gang på gang er vendt tilbage til som afsæt og anfægtelse. Li(g) hedder hun i Jadekatten, og hun spreder da også død og ødelæggelse i såvel sit eget som i andres liv.

Værst går det ud over sønnerne, hvor den yngste forsvinder i psykosen. Hans yderste, radikale ensomhed overlever som billede på kulturens afmægtige opgivelse af et meningsskabende fællesskab. Nutiden er et hul, fremtiden tegner sort, men vi har haft det sjovt undervejs. Om den erotiske og politiske optur fra dengang midt i 1960´erne, da Suzanne Brøgger begyndte som freelance journalist frem til det, som med Jadekatten mest kom til at ligne en kollektiv nedtur, handler hele forfatterskabet.

Fra debuten med debatbøgerne Fri os fra kærligheden (1973) og Kærlighedens veje og vildveje (1975) over den selvbiografiske føljeton Creme Fraiche (1978), Ja (1984) og Transparence (1993) frem til de debatskabende teaterstykker Efter Orgiet (1992) og Dark (1994), har Suzanne Brøgger beskrevet først frigørelsens fryd og velsignelse derefter den høje pris, der må erlægges ved kasse 1, når regningen betales.

Mere radikalt end de fleste har Suzanne Brøgger indsat kvinden som individ og centrifugalkraft for de omlægninger af familie- og kønsstrukturer, som ikke mindst kvindefrigørelsen i 1970´erne førte med sig. Med dette vrid af optikken har hun både skabt skandale om sin person og sit forfatterskab. I Creme Fraiche kaldte hun sig selv en terrorist med kønnet som våben. Hendes helt personlige fabulerende skrivestil, der skifter uberegneligt mellem højt og lavt, skærer ind til benet af en sandhed, som man enten søger som katharsis eller støder fra sig, som noget, man absolut ikke vil høre tale om. Men morsomt er det uanset hvad. Selv sort fortvivlelse finder hos Suzanne Brøgger ord og vendinger, som får os til at le.

Undervejs har forfatterskabet overrasket med genre- og stærke stemningsskift, som i 1979 da hun i bogen En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege fortalte om et nærmest zenbudhistisk forfatterliv i stor landlig ensomhed, eller da hun i 1981 skrev sit smukke epos om hattesyersken Tone. Med sin hyldest til kvindelig eros i dæmoniens skygge foregreb Tone, romanen Ja, forfatterskabets betydeligste ved siden af Jadekatten. Med sin gendigtning af Vølvens spådom (1994) vendte hun tilbage til et nordisk udspring for den apokalypse, som hun ved udgangen af et nyt årtusinde blotlægger.