Anders Bodelsen

Anders Bodelsen (f. 1937) står som en typisk repræsentant for den "nyrealisme", der slog igennem i dansk litteratur omkring midten af 1960erne. Over for den på det tidspunkt dominerende modernisme, der fra flere sider blev kaldt ufolkelig og virkelighedsfjern, satte Bodelsen, som Chr. Kampmann og Henrik Stangerup, en mere publikumsvenlig samtidsskildring med hverdagsmennesker i typiske konfliktsituationer.

Bodelsens foretrukne genrer er den individual-psykologiske novelle og den samfundsskildrende spændingsroman. Anders Bodelsen er tydeligt fascineret af den moderne vareverden, men samtidig skræmt ved dens perspektiv. Han viser, hvordan statusjag og stress udbuler tilværelsen og spolerer oprindelige menneskelige værdier. Med dette synspunkt placerer han sig allerede fra begyndelsen af forfatterskabet som en kritisk indforstået skildrer af livsvilkårene for den samfundsgruppe, der i særlig grad mærkede 60´ernes velstandsstigning og ændrede livsformer: de uddannede mellemlag.

Bodelsen debuterede med romanen De lyse nætters tid (1959). I novellesamlingerne Drivhuset (1965) og Rama Sama (1967) rendyrker han den bodelsenske realisme gennem skildringer af enkeltmenneskers problemer med at tilpasse sig konkurrencesamfundet. En kritik af opdragelsesvilkår og samfundsforhold ligger lige om hjørnet, men forklaringerne på de menneskelige problemer lægges overvejende i det alment-eksistentielle.

I sine to største succes´er, spændingsromanerne Tænk på et tal og Hændeligt uheld (begge 1968) behandler Bodelsen småborgeren, der bliver forbryder. Nøgleordet er ifølge forfatteren identifikation. »Kunne det have været mig?

Hvor andre forfattere i årene omkring 1968 under indtryk af ungdoms- og studenteroprøret politiserer litteraturen, lægger Bodelsen efterhånden skeptisk afstand til oprørstendenserne i samtiden. En samfundskritik bliver for ham at se lovlig nem, hvis ikke den går hånd i hånd med en debat om moralske spørgsmål: på den ene side må velfærdsstaten ikke fratage enkeltindividet dets værdighed og frihed; men frihed for den enkelte består på den anden side først og fremmest i friheden til at vælge mellem rigtigt og forkert, og være sig sit ansvar bevidst, herunder ansvaret for at sikre de andre frihed. Science fiction-romanen Frysepunktet (1969) tegner således billedet af et teknokratisk formyndersamfund, hvor mennesker er gjort til funktioner.

Bodelsens bøger fra midten og slutningen af 1970´erne genoptager personer, konflikter og fortælleformer fra det tidligere forfatterskab, fx føres handlingen fra Tænk på et tal videre i Pengene og livet (1976).

70´er-realismens specielle genre: det nostalgiske tilbageblik i mammutformat - har Bodelsen dyrket i dobbeltromanen De gode tider - År for år (1977-79). Det vises, hvordan konkurrence- og velfærdssamfundet i den enkeltes liv skaber rodløshed og forvirring. Man flygter fra fortiden, mister personlig tyngde og underkastes tidens tilfældige spil.

Dette etiske synspunkt videreføres med vægt i Bodelsens senere romaner - Borte borte (1980), Over regnbuen (1982) og Domino (1984). Her er det igen karakteristisk, at Bodelsen afstår fra at give læseren entydige, ´rene´ personer. Hans figurer handler nemlig som regel ud fra blandede motiver. I romanen Mørklægning (1988), om besættelsestidens mordgåder, filtres det nationale, det politiske og det dybt personlige tæt sammen, og da Bodelsen i Rød september (1991) digter videre på en aktuel retssag, mod en gruppe politiske kriminelle, er det ikke så meget deres revolutionære mål, der interesserer ham, som det er deres skæbnesvangre valg på det nære menneskelige plan.

Dette er en forkortet udgave af Litteraturhåndbogens præsentation af Anders Bodelsen. Gengivet med tilladelse fra forlaget.