Thorkild Bjørnvig

Thorkild Bjørnvig (1918 - 2004) er mester for et af dansk litteraturs virkeligt store og omfattende forfatterskaber. Med sine hen mod 40 større udgivelser har han præget dansk kulturliv siden debuten med digtsamlingen Stjærnen bag Gavlen i l947, og i 1990´erne figurerede han på de danske anmelderes top ti med samlingen Siv vand og måne. Hans rigt udfoldede og mangeårige virke spænder over digtning, essayistik, kritik, erindringsarbejde, oversættelser, debatindlæg og litterære afhandlinger, og han spillede en central rolle i efterkrigstidens litterære debat som grundlægger og redaktør af Heretica.

Universerne
Thorkild Bjørnvig er selvsagt sin egen, men hans forfatterskab struktureres af en række universer. I bogstaveligste forstand universet med dets stjernehimmel, havet, luften, ilden, jorden, væksten, dyrene, og der kredses om menneskets position i forhold til disse fundamentale størrelser. Men foruden natur og kosmos har også erotikken, moderniteten, byens rum, sproget og kunsten, ikke mindst en række litterære universer haft virkninger langt ind i Thorkild Bjørnvigs digtning og tænkning: Blixen, Baudelaire, Nietzsche, Hölderlin, Rilke, Yeats og Poes værker kan nævnes.

Et værk - to stilarter
Forfatterskabet falder i to dele. En første sprogbevidst og egentligt modernistisk del, og en anden del der udspalter sig i to spor, som fremefter forløber parallelt: dels en miljøprosadigtning, dels en videreførelse af den modernistiske praksis´ temaverden, hvor formen dog efterhånden frigør sig fra de tidligere stramme metriske sætningsbygninger.
    Bjørnvigs tidlige forfatterskab er i sin æstetiske praksis båret af stadige stilistiske eksperimenter. Rytmisk, metrisk og klangligt arbejdes med sproget. Der gøres brug af utallige af den lyriske genres underformer, såsom sonetten, hexameterdigtet, epigramdigtet, forvandlingsdigtet, det lange prosadigt og det billedsprogsmættede imagistiske silhouetagtige klip. Rytmen stemmes op mod metret, men uden at sprænge det. Rytmen opfattes som den uundværlige kerne i al poesi. Rimet må ikke blive en indholdstom hæmsko, men skal være den betydningsbærende akse, hvorom digtets lyd og indhold svinger. Rilke og Hölderlin er her to vigtige æstetiske sproglige forbilleder.
    Den tidlige digtnings store temaer er nærværets og fraværets problematik i forhold til eros og kunst, begyndelse og afsked, barndom og død, tid og erindring, og ikke mindst natur og kosmos.

Modernismen og det vågne afsind
I Bjørnvigs bedste digte går det musikalske og det analytiske op i en højere enhed. Selv bruger han begreberne bevidst spontanitet eller vågent afsind om det ideelle skabelsesvilkår. Figur og ild er to erkendelsesveje, der må eksistere i gensidig afhængighed ved at indgå en slags organisk forbindelse eller komplementaritet. Der er ikke meget omsmeltningshede i grubleri, mener Bjørnvig. Refleksionen skal på den anden side ikke likvideres, men indordnes under følelsen. Ligesom ilden alene fører til undergang og dissonans, er den rendyrkede figur farlig for skabende potentialer. Abstraktionens overdrev ses som et nonsens i det tomme himmelrum, og i værste fald med en etisk afdrift som konsekvens. Modernitetens figurer - trekant og kvadrat - modstilles kosmiske figurer - kurver, ellipser, hvirvler og æg. Naturfænomenerne uddechifrerer sig i den sansende hengivelse og bliver til tegn, figurer i jegets befriende oplevelse af dets placering i et større kosmos.

Miljødigtningen
Denne formstringente modernisme kendetegner første del af forfatterskabet til og med Ravnen. Formeksperimenterne viger, da Bjørnvig omkring 1970 begyndte at digte om hvad han selv i en dagbogsoptegnelse kalder "svineriet i landskabet" og "civilisationens affald". Ikke for at skabe kunst, men "for at gøre situationen sanseligt levende for forestillingskraften" så alle kan forstå det. Indignationen og viljen til at få budskabet frem fører til en afdrift i forhold til de strengt kunstneriske former. For sagen opgiver han nu det Eliot kaldte logo poia, poesiens logik, drevet af fortvivlelse over miljøødelæggelsen, og ud fra devisen: jeg vil have stof ind i lyrikken!
    Thorkild Bjørnvig sætter med sin miljødigtning ind mod ubekymretheden, mod ignoranternes destruktive fremfærd. Med betegnelsen miljødigte friholder han denne del af sin praksis fra det modernistiske spor. Med miljødigtningen vil han gøre anråb, ja, ligefrem moralisere.
    Bjørnvigs tidlige lyriske forfatterskab kan anskues som det eksistensfilosofiske underlag hvorudfra miljødigtningen vokser med stadigt stigende moralsk nødvendighed, forceret af den faktiske historiske udvikling.

Myten
Et fælles grundlag for de to spor, der herefter kendetegner Bjørnvigs litterære univers, er at det stadig er muligt at fastholde en midte. Han forsøger at tegne en skæbnelinie frem for at acceptere tidens truende dekonstruktive identitetsafglidninger.
    Det er Bjørnvigs opfattelse, at en modernisme med udgangspunkt i naturen bevarer relationen til ‘helheden’. Selv om han kender til splittelse og fortvivlelse og dragningen mod afgrunden, som er modernistiske grunderfaringer og temaer der forfølges forfatterskabet igennem, så er det hans erklærede målsætning at oprette en instans indeni, hvorfra man om muligt kan beherske modsætninger, udfordre intetheden og sætte ind over for den moderne fragmentering. Fundamentalt i Bjørnvigs eksistensfilosofi står synspunktet: at ikke alt skal komme fra menneskene, men også fra elementerne og fra dyrene. Kritikken rettes mod vestlig civilisations tendens til at måle alt med menneskelig alen.
    Myten, eventyret er hos Bjørnvig bærer af den etik og moral som savnes i det teknificerede og positivistiske verdensbillede, hvor viden dominerer over visdom. Bjørnvig benytter sig i sin digtning generelt af mytiske billeder. Elementer fra et mangefold af mytologier indgår sammen med intertekstuelle referencer i tekstuniverserne, og får specifik bjørnvigsk betydningsladning. Myten bliver et middel til etablering af kontakten mellem jeg og omverden og overvindelse af opsplitningen i krop og ånd. Den er et oprør mod følelsens fortrængning, og et modtræk over for rationalisme og intellektualisme. Bjørnvig er optaget af den pris det koster, hvis intet er helligt for os. Det uberørte bør findes og bevares, og oplevelsen af det udtrykkes i digtet i en for Bjørnvig typisk stereoskopisk akt: først erfaringen, så den poetiske fremmaning af det sansede og erfarede.

Livsfrisen
Bjørnvigs seneste digtsamling Siv vand og måne indeholder ikke alene nogle af hans fineste naturdigte, men rehabiliterer også forfatterskabets store temaer. Dertil føjes et nyt, nemlig det "til døden lærevillige hjerte -". Ikke at dødstemaet på noget tidspunkt har været fraværende; især den store tidlige samling Anubis bygger op til det afsluttende titeldigt, hvor jeget konfronterer sig med dødsvilkåret - personificeret i den ægyptiske dødsgud - og erkender døden som et skabende potentiale. Men her i Siv vand og måne er temaet indfoldet med alderens indsigt. Fjernt fra den svimle, paniske afgrundsfortolker fremstår digterjeget transformeret og afklaret i en accept af tilværelsens vilkår. En ny enkelhed kendetegner disse digte - en ro over den sproglige diktion og den sagte strømmende poetiske billeddannelse, der i digterens ånd harmonerer med planetens pulsslag. Her i dette krydspunkt mellem vestlig og kinesisk tænkning demonstrerer Bjørnvig at han stadig mestrer den strenge lyriske form, samtidig med at den fornys og belives indefra - ikke i kølvandet på miljødigtningen, men snarere i forlængelse af det modernistiske spor.

Thorkild Bjørnvigs forfatterskab kan ses som en livsfrise, hvor digteren selv er mesteren i skabelsesplanen. Med værk på værk, der i en immanent logik indføjer sig i billedforløbet, overskrider eller heler han - for sig - modernitetens flimrende og fragmenterede erfaringsformer, og skaber en sammenhæng, hvor alt strømmer.

Denne præsentation har tidligere været trykt i Danish Literary Magazine nr. 5, 1993