H.C. Andersen (1805-75) er en af de første danske forfattere, hos hvem liv og digtning er vævet tæt sammen. Alene titlen på hans danske selvbiografi, Mit Livs Eventyr (1855), vidner med al tydelighed om denne sammenkobling, hvor livet forstås i lyset af en fremherskende genre i forfatterskabet; men samtidig forholder det sig også sådan, at mange af forfatterskabets enkelte tekster har deres bestemte plads i livsforløbet, knyttet til bestemte erfaringer og oplevelser.
Den enestående kreativitet og kunstneriske formningsevne, som Andersen besad, har naturligvis været afgørende for, at han blev den, han blev som forfatter. Men netop de særlige erfaringer og oplevelser, hans hele baggrund såvel i opvæksten som længere hen i livsforløbet har givet ham en unik position i sin tids litteratur, og det er stadigvæk til alle tider og i alle kulturkredse dette smertefyldte og dybt indsigtsfulde, men samtidig befriende i synsvinklen og den kunstneriske distance i håndteringen af livet og alt, hvad det rummer, som går rent og klart igennem og gør hans tekster (især eventyrene) til klassikere, der tåler et stort slid.
Andersen var sig meget tidligt bevidst, at der lå en god historie i hans opvækst i Odense som søn af en fattig skomager og hans rejse som 14-årig på egen hånd til hovedstaden København. Den historie brugte han tidligt til at vække sympati og interesse for sin person og for at hente støtte til at blive det, han gerne ville. Historien blev senere i rigt mål suppleret med hans kamp og trængsler først for at komme ind ved Det kgl. Teater som elev, senere for at tilegne sig tidens borgerlige dannelse og blive student, hans livslange kamp for at blive anerkendt som en ligeværdig i den højborgerlige familie (Collin), som tog sig hans sag an og gjorde ham til en slags medlem, men alligevel ikke rigtigt medlem af familien, hans kamp for at fastholde den første succes, han allerede i 1829 fik som debuterende prosaist (med den satiriske rejse i fantasiens og litteraturens verden, Fodreise), hans kvaler med at blive anerkendt på den hjemlige litterære scene som forfatter og dramatiker og sidst, men ikke mindst: hans kvaler med at finde svar på sit kærlighedsbehov.
Men at der skulle komme eventyr ud af disse livshistorier lå ikke på forhånd i kortene. Lige fra barndommen og langt frem i livet var det teatret, der var centrum i hans liv. Han havde leget med dukketeater, da han var barn, og fantaseret sig til sine egne stykker. Her begyndte hans fantasi, kreativitet og ikke mindst hans ærgerrighed at få retning, og da Odense samtidig var den eneste by uden for København, der havde et teater, og da han her kunne møde skuespillere fra Det kgl. Teater på sommerturné, var sagen afgjort. Han måtte til København og gøre sin lykke ved teatret dér.
Hverken som sangelev eller som skuespilstatist lykkedes det ham at finde fodfæste på teatret, men teatret gik ham i blodet, og som voksen var han livet igennem beskæftiget med at skrive for teatret: skuespil (mange fiaskoer, men også store successer som f.eks. Mulatten 1840), operatekster (f.eks. Liden Kirsten 1846 sammen med J.P.E. Hartmann, i mange årtier højdepunktet i dansk operaproduktion!), solide kassesuccesser i 1850erne for den folkelige scene Casino (Hyldemoer og Ole Lukøie, trods titlerne uden forbindelse til eventyrene af samme navn).
Hans ambition var ikke kun rettet mod teatret, men også mod romanen. Han ville være den "første" romanforfatter i Danmark. Det betyder den "bedste", men han blev rent faktisk også en af de banebrydende romanforfattere i dansk litteratur og altså også i denne betydning den "første". Sammen med vennen Carl Bagger var han nemlig den første til at skrive danske samtidsromaner (begyndende med Improvisatoren 1835). Hans romaner blev hurtigt oversat til flere sprog, og som romanforfatter var han i sin tid kendt fra Rusland i øst til Amerika i vest. Søren Kierkegaard frakendte ham ganske vist enhver evne som romanforfatter (i SK´s debutbog Af en endnu Levendes Papirer 1838), men det forhindrede ikke hans romaners store succes både hjemme og ude.
Eventyrene kom til ved lidt af et tilfælde. Ganske vist kan man sige, at han havde dem i blodet mere end nogen anden forfatter i tidens europæiske litteratur, for han havde hørt dem og levet med dem blandt konerne på fattiggården i Odense, hvor han havde sin gang som dreng. Men at han selv kom til at skrive eventyr og ovenikøbet revolutionere form og indhold i genren til overvejende at være nutidige hverdagseventyr lå ikke fra starten af som målsætning for hans forfatterambitioner. I 1830rne producerede han på livet løs i mange genrer simpelthen for at skaffe sig penge til livets ophold og frigøre sig fra den trykkende afhængighed af familien Collin. Tilfældigt faldt han så over eventyret som mulighed. Der var fra 20rnes slutning og op gennem 30rne en voksende interesse for og produktion af børneeventyr. F.eks havde hans digterkollega Chr. Winther en stor og i dag for det meste upåagtet produktion af børnebøger kørende ved siden af sit eksklusive voksenforfatterskab. Og selv Andersens ærkefjende (som censor ved Det kgl. Teater), Chr. Molbech, udgav fra 1834 (under medvirken af Sille Beyer) tidsskriftet Julegave for Børn bl.a. med genfortællinger af eventyr.
At skrive Eventyr, fortalte for Børn, som de første seks hæfter hed fra 1835 og frem til 1842, var da simpelthen et forsøg på, som han selv sagde det, "at vinde de kommende Slægter", dvs. at tjene penge på det hastigt voksende børnebogsmarked og gå ind i konkurrence med andre, der havde fået samme gode idé. At Andersen så hurtigt fandt ud af, at han her havde sin helt egen, unikke scene, det teater, hvor han suverænt herskede som iscenesætter, sufflør og aktør, er en anden ting. Hans form blev i de mest karakteristiske tekster præget af den sceniske dialog og af et mundret sprog, der revolutionerede dansk prosa og satte en standard for senere forfattere som Herman Bang, Johs. V. Jensen og på en vis måde helt op til modernister som Sven Holm og Villy Sørensen. Den litterære ambition, som Andersen i stigende grad lagde i sin lille genre, afspejlede sig i, at han efter 1842 blot kaldte sine samlinger Eventyr, fra 1850 alternerende med den brede, altrummende betegnelse Historier.
Menneskeligt måtte Andersen leve med den kulde og ensomhed, som ofte har været store skabende kunstneres lod. Selv om mange hjem åbnede sig for ham, heriblandt herregårde, kongelige slotte og rige jødiske hjem, var han dybets set en hjemløs og rodløs, på evig jagt efter den altomfattende fremtidskunst, som han anede i horisonten, levende optaget af at se og sanse sin samtid på henved 30 udlandsrejser, en aktør på den europæiske kulturelle scene, ofte dybt forbitret ved de smålige hjemlige forhold, men alligevel dybt forbundet med sit fædreland i kraft af sin hjemfølelse i dets natur, forbundet med det gennem sproget og den personlige erfaringsverden, der nu engang var hans.
Den rejsende Andersen kom til orde gennem store, brillante rejseskildringer (bl.a. En Digters Bazar 1842), og den sproglige intimitet fik han luft for ikke kun i eventyrgenren, men også i en omfattende lyrisk produktion. Selv om Andersens digte ikke hører til dem, man sidder og analyserer i universiteternes litteraturundervisning, skal man ikke glemme, at en lang række af hans digte stadig hører til de mest kendte lyriske tekster i Danmark og synges i skoler og i det folkelige foreningsliv. Så også som lyriker er Andersen blevet folkeeje.
Både som menneske og som forfatter er H.C. Andersen præget af at have levet og skrevet i en overgangsperiode: enevældens afløsning af demokratiet, den begyndende teknificering og industrialisering, dannelse af arbejderklassen (for de københavnske arbejdere holdt han fra o. 1860 omkring en snes utroligt velbesøgte og succesfyldte oplæsningsaftener), naturvidenskabernes fremmarch. Alt dette tog han levende del i, meget i begejstret tilslutning og fremskridtstro, andet med skepsis. Men selv med denne indgroede modernitet i hans væsen og tankegang ønskede han – trods erkendelsen af svære problemer ved det – at fastholde troen på poesien og på Gud som det, der skulle garantere, at menneskeånden havde magt over de kræfter, der mefistofelisk blev sluppet løs i hans århundrede, det 19. århundrede.
(2000)
