Poul Vad

Forfatteren og kunsthistorikeren Poul Vad (1927-2003) debuterede som skønlitterær forfatter i 1951 med fire digte i tidsskriftet Heretica. Poul Vads første selvstændige skønlitterære bog, digtsamlingen Den fremmede dag, udkom i 1956 og fire år senere debuterede han som romanforfatter med De nøjsomme. I de efterfølgende årtier udkom der yderligere fem romaner, et mindre antal noveller, syv kunsthistoriske værker, fire essaysamlinger og en række artikler, kronikker og essays i aviser, tidsskrifter og bøger. Alt i alt består Poul Vads forfatterskab af omtrent tyve bogudgivelser, hvoraf cirka halvdelen er skønlitterære værker.

De nøjsomme er udkommet i flere oplag og udgaver, og bogen er blevet oversat til islandsk og russisk. Den store tobinds roman Kattens anatomi (1978) er fornyligt blevet genudgivet som billigbog og den er udkommet på svensk og tysk. Romanen Rubruk (1972) blev i 1972 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, mens forfatteren modtog Det danske Akademis Store Litteraturpris for Kattens anatomi i 1979. Faktum er dog at Poul Vad altid har været en niche-forfatter for litterære feinschmeckere og formentlig er han i dag mere kendt som kunsthistoriker end som skønlitterær forfatter, noget som ikke mindst skyldes hans store værk om maleren Vilhelm Hammershøi (1864-1916) fra 1988.

Man kan inddele Poul Vads forfatterskab i fire faser. Halvtredserne kan betegnes som forfatterskabets formative og lyriske fase, med digtsamlingen Den fremmede Dag, som betydeligste resultat. Efter denne litterære ´fingerøvelse´ indledtes den anden fase, i tresserne, med debutromanen De nøjsomme (1960). Sammen med de to efterfølgende romaner, Taber og vinder (1967) og Dagen før livet begynder (1970), danner disse tre værker et sammenhængende hele, idet de har et antal fællestræk; såsom romanpersoner der går igen fra værk til værk, visse stilistiske fællestræk, ligheder mht. teksternes tidsmæssig baggrund og de problemområder de fokuserer på. Tresserne kan betegnes som forfatterskabets ´nøjsomme´ fase.

Halvfjerdserne udgør Poul Vads ´fantastiske´ fase, med romanerne Rubruk (1972), Kattens anatomi (1978) og Galskabens karneval (1981) som pejlepunkter. Sidstnævnte er en morsom nøgleroman, der rummer et satirisk portræt af den danske kunstverden. Eftersom Galskabens karneval indeholder en blanding af fiktion og kunstkritik, indvarslede bogen overgangen til essayistikken og kunsthistorieskrivningen, som blev Poul Vads foretrukne genrer i de senere år, forfatterskabets fjerde fase.

Denne seneste fase har været af stor betydning for Poul Vads øgede ry som forfatter og kritiker. Det prisbelønnede værk om maleren Vilhelm Hammershøi, men også tre bøger med kritiske og personlige essays - Bristepunkter (1992), Knudepunkter (1993), Det springende punkt (1997) og, ikke mindst, Vads seneste bog, den litterære rejseberetningen Nord for Vatnajøkel (1994), har fået stor opmærksomhed og megen ros. I 1998 tildeltes Vad Den Internationale Rejselitteratur Pris for bogen, der også er oversat til norsk og tysk.

Flertallet af Poul Vads skønlitterære værker har stået i et vist spændingsforhold til deres litteraturhistoriske samtid. Således udkom for eksempel Rubruk, som i mange henseender er beslægtet med Umberto Ecos Rosens navn (der dog udkom otte år senere), i en periode da det danske litterære klima var præget af ideologi-kritik og ny-realisme. Rubruks stil og indhold passede dårligt sammen med denne periodes tidsånd, og flere af Poul Vads bøger fik en lignende skæbne.

De mest fremtrædende karakteristika af Poul Vads skønlitterære forfatterskab er teksternes kropslig-konkrete og groteske billedsprog, ironi, (sort) humor, stylistik pluriformitet og ambiguitet, konfrontationer mellem forskellige sproglige registre i samme tekst, et iøjnefaldende samspil mellem tid og rum i teksterne og, sidst men ikke mindst, en grundlæggende filosofisk nihilistisk-absurd livsforståelse som afviser såkaldte evighedsgyldige ideologiske værdier.

Groteske metaforer og karnevaliserede udtryksformer kan allerede iagttages i Poul Vads debut og de præger, i mere eller mindre grad, de efterfølgende værker. En anden tendens som er karakteristisk for forfatterskabet er dets dissektion af virkeligheden, dvs. at værkerne præges af et nærmest mikroskopisk blik for tilsyneladende trivielle, oversete detaljer og tabubelagte sider af hverdagslivet. Ved at isolere og fokusere på små nicher inden for virkelighedens mangfoldighed, bliver hverdagens grundlæggende humor, absurditet og dæmoniske tilsnit fremhævet.

Desuden befinder Poul Vads fortællere sig ofte i krisesituationer eller de befinder sig i en slags forvandlingsproces. Derfor er det ikke overraskende at metamorfoser og rejse-motivet er af stor betydning for forfatterskabet, ikke mindst i Rubruk og Kattens anatomi. Rubruk er ikke blot en historisk roman om munken Rubruks rejse til Centralasien i midten af 1200-tallet, men den er frem for alt en filosofisk roman i hvilken ´rejsen´ som oplevelsesform tematiseres, idet teksten reflekterer over hovedpersonens bevidsthedsmæssige forvandling, på baggrund af ´rejsen´- bevægelsen i tid og rum – som koncept.

Kattens anatomi er en rammefortælling som ligeledes har en konkret rejse som udgangspunkt, nemlig en diminutiv jernbanerejse mellem Silkeborg og Hammerum i 1930erne. Men her er rejsen frem for alt en formel ramme til at holde styr på et ganske indviklet, labyrintisk, væv af fortællinger, som selv også indeholder en mængde rejser, forvandlinger osv. Resultatet er en slag litterær trompe-l´oeil, eller et system af kinesiske æsker. Kattens anatomi frembringer således et nærmest billedligt indtryk ved hjælp af et sprogligt materiale. I denne roman, ligesom i resten af Poul Vads forfatterskab, viser sig en stærk tendens i retning af konkrete ´visuelle´ fremstillingsformer.

I Galskabens karneval står selve billedkunsten i fokus. Ved hjælp af en sammenblanding af fiktionsformen og et (samfunds)kritisk indhold står teksten med et ben i skønlitteraturen og med et andet i kunstkritikken og essayistikken, de genremæssige områder som Poul Vad har beskæftiget sig mest med siden firserne. I nyere tid har Poul Vads mangesidige talent nået et foreløbigt højdepunkt med rejseberetningen Nord for Vatnajøkel.

Skikkelserne i Poul Vads litterære virkelighed leder uafbrudt efter et eksistentielt ståsted, som de glimtvis øjner i kunstneriske oplevelser. På den facon afspejler forfatterskabet et af forfatterskabets centrale udgangspunkter: i bogstavelig og overført forstand at ´fængsle´ læseren, ved hjælp af et uforbeholdent æstetisk engagement. Set i helhedsperspektiv holdt forfatteren fast ved de udgangspunkter som han formulerede i begyndelsen af halvtredserne, nemlig at litteraturen og kunst som sådan, ikke kan formidle en eller anden ´sandhed´, men at den kunstneriske oplevelse kun kan være os behjælpelig i vores søgen efter den. Denne grundlæggende filosofiske skepticisme, der gennemsyrer alt hvad Poul Vad har skrevet, skal ikke ses som et negativt udgangspunkt, men som et positivt, livsbekræftende, humanistisk perspektiv.

(1999)