Martin Andersen Nexø har haft en virkningshistorie, som længe har skygget for hans forfatterskab. Efter oktober-revolutionen i 1918 blev han kommunist og efterhånden Sovjetunionens største fyrtårn i vest. For at udfylde den prangende rolle på den politiske scene iscenesatte Nexø sig selv som den fødte proletardigter, en myte som i dag stadig udgør det officielle litteraturhistoriske billede af forfatteren.
Fjerner man de politiske briller og genlæser forfatterskabet, opdager man, at her ligger en glemt og fortrængt, særdeles interessant forfatterskæbne. Martin Andersen er rigtig nok opvokset i trange kår hos almuen på Bornholm og udlært skomager. Men han ville ikke blive ved sin læst og skaffede sig ved gode mæceners bistand adgang til den danske folkehøjskole. Dette ophold blev den grundlæggende vækkelse i hans liv. Nexø blev løftet ind i den romantisk-litterære guldaldertradition og blev selv en postromantisk lyriker, dybt fortrolig med forfattere som Oehlenschläger og Grundtvig. De åndelige impulser, Nexø modtog på højskolen, glemte han aldrig. Han blev en af de allerstørste grundtvigianere i den danske litteratur.
I 1890-erne flyttede Nexø til København og kom under indflydelse af hovedstadens naturalistiske kunstnere, J.P. Jacobsen, Jakob Knudsen og Henrik Pontoppidan. Her finder hans egentlige prosadebut sted. Det særprægede ved de, ufortjent glemte, første romaner Det bødes der for (1899), En Moder (1900), og Dryss (1902) er, at de er tidstypisk naturalistiske med et opgør med den romantiske idealisme, samtidig med at de er gennemkomponerede kunstneromaner, som ved raffinerede symbolistiske midler tematiserer Nexøs tilblivelse som kunstner.
Syntesen af impulserne fra højskolens idealisme og naturalismens afsløringskunst bliver hovedværket Pelle Erobreren (1906-10), skrevet op imod Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Pelle Erobreren er både en klassisk individuel dannelsesroman efter mønster af Goethes Wilhelm Meister og samtidig en kollektivroman om almuens historiske gang fra middelalderen til den industrialiserede storby. I Pelles vækst, hvor hans individuelle opdrift kontrasteres af hans kollektive solidaritetsfølelse, bliver han den centralperson, i hvem almuen og historien kommer til bevidsthed om sig selv, med forbillede i Grundtvigs selvforståelse i Nyaars-Morgen (1824).
Nexø advarede - forgæves - mod at læse romanen politisk. Men med Ditte Menneskebarn (1917-21) vender Nexø selv tilbage til Pelle-skikkelsen og anskuer ham politisk, foranlediget af at forfatteren under selve skriveprocessen i 1918 omvender sig til kommunismen. Det slipper hverken Pelle eller Nexø godt fra. Analytisk indsigt afløses nu af sentimental, rørstrømsk heltedyrkelse.
Nexøs nye politiske rolle kvæler hans digterevne. Først da han kan vende tilbage til sin ungdoms univers, blomstrer kreativiteten atter. I 1930-erne skriver han de berømte fire bind erindringer, som bringer mindelser om Pelle Erobreren og fordums glans.
1999)
