Scherfig var eneste barn i en velhavende københavnsk borgerfamilie. På trods af farens konservative holdninger lader han til at have været meget kærlig og meget lidt autoritær. Det billede forfatteren Hans Scherfig har givet af sin egen skoletid i romanen Det forsømte forår (1940) er meget langt fra hans maleris jungleidyller. Her overlades børn i hænderne på sadistiske, rovdyrlignende lærere som arbejder efter maksimen "Øretæver er godt for den åndelige udvikling". Romanen er tillige en satirisk roman, mens satiren er meget sjælden i hans maleri. Og hvor hans maleri arbejder med klare farver og meget skematiserede kompositioner, er hans sprogkunst kompleks, spids og benytter sig af utroligt mange sproglige stemmelejer. Når han skal gengive en matematiktime bliver det i en parodisk gengivelse af geometrilærebogens sprog, så selve sproget afbilleder det kaos, der er inde i elevens hovede.
Meget tyder på, at netop Det forsømte forår er nøglen til forståelsen af den modsætning, der er mellem malerens og forfatterens udtryk. Skoletiden var et chok for den dreng, som ikke hjemmefra havde lært autoriteten og tugten at kende. Hans reaktion på det var at vende autoritetens sprog imod den selv. Sproget blev derfor en kampens arena for Scherfig, satiren hans foretrukne udtryksform. Lysten fastholdt han som en arena for maleriet og udfoldede livet igennem sit modernistisk-utopiske maleri.
Scherfig begyndte at skrive, fordi han var tvunget til det, dels af økonomiske grunde og dels fordi en øjensygdom i nogle år næsten tvang ham til at holde op med at male. Det startede med romanen Den døde mand fra 1937, som er en lille let roman i satrisk stil om kunstnermiljøet i København. Allerede denne debutroman, der var ment som en vits, viste hans store sproglige talenter. Året efter udkom den fuldt udfoldede roman Den forsvundne fuldmægtig. Bogen handler om embedsmanden, som ikke kan klare friheden. Hans opdragelse gør, at han logisk hører hjemme i et fængsel, hvor alt går efter klare regler. Det er en roman om opdragelsens invaliderende konsekvenser. Satiren, som Scherfig udvikler den fra og med denne bog, adskiller sig fra den almindelige og åbne satire. Scherfig taler tilsyneladende med en klar og troskyldig stemme, som ligner autoritetens stemme. Men troskyldigheden dækker over en anden stemme, som er velovervejet og distanceret og som frembringer de kriser i sproget, som får læseren til at indse at det er satire.
Det forsømte forår ligger logisk i forlængelse af "den fuldmægtige". Her er det ikke en voksen, men barnet som er i centrum for beskrivelsen. Men det er stadig opdragelsen, familien og knægtelsen, der er temaet.
Scherfig var medlem af det kommunistiske parti og skrev allerede i 30erne til partiets presse. Romanen Idealister, som først kunne udkomme i Danmark efter krigen, handler om det politiske miljø, som Scherfig kendte godt. Idealisterne er alle de mennesker, som har en partiel sag at gå ind for: vegetarkost, seksualreform, skattereform, okkultisme osv. Bogen er befolket med morsomme og ondsindede portrætter af allehånde reformatorer. De er idealister, fordi de er behersket af en ideel stræben. Men - og her ligger kritikken af dem - de er også filosofisk set idealister, dvs. de er ikke materialister. Den underliggende pointe er at kun kommunismen er en almen sag, som er funderet i materialismen. Bogens personer er latterlige, men denne latterlighed er altså filosofisk begrundet.
Scherfigs satire overskrider imidlertid hans politiske bundethed. Idealister bliver ikke umiddelbart læst som en politisk roman, men som en satire i familie med Holbergs komedier. Budskabet er ikke placeret langt fremme i romanerne, men er til stede som en konsekvens af satiren. Det gælder ikke hans største roman Frydenholm fra 1962. Frydenholm er en del af kommunisternes opgør med det officielle Danmarks samarbejde med Nazityskland under besættelsen. Den ligger personmæssigt i delvis forlængelse af Idealister, men arbejder med en meget åben politisk pointe. Den tillader sig f.eks. at integrere lange faktuelle og ordrette citater fra datiden i teksten. Og selvom hensigten med bogen er åbenlys fra første side fungerer bogens satire. Der er ingen tvivl om, at en meget stor gruppe af unge som voksede op i 60erne simpelthen fik deres fortolkning af besættelsen fra Scherfigs roman.
Som satirisk ordkunstner er Scherfig én af dansk litteraturs allerstørste. Og samtidig er han én af de allermest optrykte forfattere. Også som kommentator fungerer hans satire. Hans mange kommentarer i det kommunistiske dagblad, hvor han hudflettede dansk dagligliv og kapitalistisk samfundsliv er utroligt velfungerende. Men hans ordkunst når sin grænse, når han skal skrive om de samfund, han går ind for. Han har skrevet en lang række rejsebøger fra de socialistiske lande. De er ikke satiriske. Tværtimod minder de stærkt om hans maleri. Problemet er blot, at hans maleri aldrig påstår at afbillede virkeligheden. Det gør hans rejsebøger.
Scherfigs latterliggørelse kan være ondsindet. Men ofte er der alligevel en vis fascination at spore hos ham ved det skæve og utilpassede. Han skriver imod okkultisme, nisser, spritisme og den slags, så man mærker en voldsom tiltrækning. Hans rationalisme trækker tråde tilbage til Holberg og Voltaire, men der er en undertrykt romantiker i ham, som kun kommer åbent til udtryk i hans malerier og i hans holdning til de socialistiske lande. Han opnåede en folkelig popularitet som var helt enestående blandt kunstnere i hans klasse. Ikke mindst Det forsømte forår hører til blandt de absolutte bestsellere på dansk. Man må tro at denne kombination af refleksion og troskyldighed, rationalisme og romantik passer godt til moderne dansk mentalitet.
(1999)
