Vibeke Grønfeldt

Vibeke Grønfeldts forfatterskab er på en gang helt alment og helt særegent. Som i Det rigtige, hvor en midaldrende kvinde, Ena Jakobsen, forsøger altid at gøre det rigtige og stoler på, at det er muligt, opsøger Vibeke Grønfeldt grundlæggende menneskelige problemstillinger, udsætter dem for en konkret personlighed og et levet liv og udforsker minutiøst resultatet. Der er noget, der skal afprøves, og det er på sandfærdigheden og ærligheden, en bog skal måles."Drivkraften, når man skriver, er spørgsmålet: Er dette sandt, eller er det alligevel noget bagved, som jeg ikke har i fat i?" har hun sagt.

Men er det de store, elementære og fælles menneskelige spørgsmål, der optager Vibeke Grønfeldt, så er den verden, hun skildrer til gengæld hendes helt egen. I Danmark findes der ikke andre, der kan beskrive landet og provinsens udkantsområder som hende. Hun videregiver sin indsigt i et sprog, der er tæt af betydning, musikalsk, kraftfuldt og nærværende. Et overset aspekt ved hendes forfatterskab er hendes formidable evne til at skildre vejr.
Sproget er mættet med konkrete detaljer og iagttagelser, men man skal på den anden side ikke undervurdere den omhu, der bestemmer deres plads: intet er tilfældigt, alt har betydning.

Vibeke Grønfeldt er ingen hjemstavnsforfatter. Hun er til det yderste moderne, og det er den provins, der er splittet og opløst af modernitetens indtog, man møder i hendes bøger. Romanerne er befolket af rodløse, splittede eksistenser, der er ude af stand til at finde sig til rette på de vilkår, de bydes, og som har tabt forbindelsen bagud til det, der kunne forankre dem i tilværelsen. I baggrunden af forfatterskabet ånder bestandig de uhåndgribeliger af et stort tab. - Som personlig historie for mange af hendes romanfigurer; - og som en bredere klangbund der oftest antager form af bondesamfundets undergang, Men tabet selv er større, mere eksistentielt, altafgørende.
Tilføjer man til dette en nøgtern, næsten jordbunden vilje til at se vilkårene i øjnene og skildre dem så nøjagtigt, som det kan gøres, tilsat en ikke ringe galgenhumor med blik for det groteske, så har man en fornemmelse af tonen i forfatterskabet.

Fra 1976 og til i dag har Vibeke Grønfeldt udsendt 15 romaner og én novellesamling. Hun har i årevis været en eksklusiv forfatter med fremragende anmeldelser og få læsere. Men i 1998 fik hun et publikumsgennembrud med romanen I dag. På en baggrund af tvangsauktioner, butiksdød, turisme og egnsudvikling oprulles katastrofer, menneskelig uformåenhed, svigt, fordømmelse, vold og uretfærdighed. Menneskene udvikler deres egne unikke - ofte sære - strategier, men mislykkes oftest.
Andre romaner tager generelle spørgsmål som kloning op (Det fantastiske barn 1982) men det er de store skildringer af de små, oppløjede, forspildte udkantssamfund, der står stærkest. Det er da også denne side af forfatterskabet, der i de to seneste romaner har foldet sig ud med stor kraft.
Ikke siden Pontoppidan har Danmark haft en så præcis og vidende skildrer af den danske provins og det danske bondesamfund. Denne gang af dets undergang.