Marianne Larsen (f. 1951) er en af vores fineste lyrikere, men da hun som person er mindst lige så diskret og finurlig som sin digtning, har hun opnået knap så stor ørenlyd som nogle af sine mere dramatisk profilerede og reciterende kolleger.
Marianne Larsens poetiske mæle er så uforligneligt og umiskendeligt hendes eget, at den bedste måde at begynde en præsentation er ved at citere et digt; ligesom den anden store og lige så uforligneligt og umiskendeligt stemte halvfjerdserdigter, Henrik Nordbrandt - der flygtede ud af årtiet, hvor Marianne Larsen flygtede ind i det - er det snarere stemmen som sådan, der er blevet nyklassisk og – kanonisk, end nogen enkeltdigte eller enkeltsamlinger, og modsat Nordbrandt har hun aldrig været karrig med at låne sit talent ud til alskens ikke-litterære sammenhænge, der er derfor noget meget passende i, at følgende fornemme Larsen-digt er hentet i bogen, At ville Jeg kan Vi gør, fra 1981, en bog "om børns og voksnes liv sammen", skrevet i samarbejde med Erik Sigsgaard: "lær at gå/ som man hviler på jorden/ lær at tal/ som man samtidig drømmer/ lær at tegne/ huse som man ikke gemmer i sig/ lær at stå/ stille blandt mennesker/ som når man glæder sig"
Hvad der slår en først er enkelheden og enkelhedens underligt selvfølgelige prægnans og raffinement: den fjerlette påhitsomhed midt i den dirrende direktehed, som gør hele forskellen. Derefter kan man hæfte sig ved, at det er sjældent, at et belærende digt formår at holde poesien åben i stedet for at lukke for den. Og endelig kan man beundre modet til at sætte ord på en positiv, en glædelig vision, at give drømmen sproglig krop, punktvist og dråbevist, javist, men absolut føleligt og læseligt.
Marianne Larsen debuterede som syttenårig i Hvedekorn med voldsomt talentfulde, men bestemt ikke enkle tekster: "tung i vældende rødmende væde/ på vej fra et punkt til et andet/ forbipasseret af duggede brilleglasrøde/ forstuvninger på din rabat", den stærkt komplekse stil fortsættes i debuten Koncentrationer, 1971, og i de næstfølgende overgrunds- og undergrundsbøger, men allerede i Ravage, 1973, sker der en forskydning henimod en mere direkte og direkte samfundskritisk poesi, et afgørende greb, som udvikles i denne bog og siden har fulgt Marianne Larsen trofast, er rollespillet i almindelighed og dobbelttalen i særdeleshed, den subversive overtagelse af magtens bureaukratiske tale (som digterinden på bunden nok faktisk finder ikke så lidt poetisk skøn): "At de benævnte deres fælles situation kærlighed, kan måske ikke komme bag på nogen".
I de rigtig mange digtsamlinger, som hun producerer i halvfjerdserne og første halvdel af firserne, rendyrker Marianne Larsen sin raffineret-enkle stil til det næsten perfekte, og fremstår som halvfjersdsernes (eneste) store politiske digter. Flere har fundet anledning til at klage over det firkantede i digtenes kritik af hvordan det er, og vision af, hvordan det kunne være, f.eks. den håndfaste, men sjældent særlig konkrete dualisme, natur og fugle etc. vs. by og biler etc., og det kan jo være rigtig nok, bortset fra at de faktisk virker, selv på en postmodernistisk halvfemserkritiker som undertegnede, og det tror jeg hænger sammen med, at de politiske sager umiddelbart lader sig læse som en art haiku-digting, et enkelt, men rigt udfoldet spil mellem elementære modsætninger: "tag min hånd/ så jeg kan mærke dig/ lad os rydde et sted mellem forretningerne/ for blindhed/ lad os sætte os ned/ og lade være med at stå for nogen fristelser/ til at holde af folk/ dem der går forbi og os selv." Dog kan gloser som "proletariat" og "imperialisme" godt skurre i øjnene i dag i deres absolut ikke-ironiske sprogbureaukrati. De tre i rap udkommende samlinger Det kunne være nu, 1979, Hinandens kræfter, 1980 Der er et håb i mit hoved, 1981, fremviser kærneLarsenstilen i sit på samme tid ypperste og mest automatiske format.
Hvor en original og kraftfuld ensporethed karakteriserer den første, næsten rent lyriske periode af Marianne Larsens forfatterskab, har det siden midten af firserne i høj grad stået i opbruddets tegn. Dels blev der skruet ned for den marxistiske belæring og mobilisering til fordel for en fri udforskning af den menneskelige sensibilitet, det første vigtige poetiske opbrudsværk er nok den haiku-inspirerede, Pludselig dette, 1985, dels begyndte Marianne Larsen at udforske den fortællende prosa, i 1989 udkom både den lyriske punktroman En skønne dag og første bind af hendes kvartet af næsten traditionelle erindringsromaner, Gæt hvem der elsker dig, der fortæller om pigen Bodils opvækst på landet i 50erne og 60erne; de følgende bind, Fremmed lykke, 1990, Galleri Virkeligheden, 1992 og Gæster hos hinanden, 1998, beretter om 70erne, 80erne og 90erne, hvor tidsskildringen konstant må træde i baggrunden til fordel for det overfølsomme og distræte portræt af den overfølsomme og distræte Bodil og hendes overfølsomme og distræte, for ikke at sige direkte excentriske omgangskreds, en forelsket skattembedsmand spiller en central rolle i det sidste bind, hvis første afsnit betegnende nok hedder "Syvsover-Passioner". Herefter har Marianne Larsen i I en venten hvid som sne, 1996, og Lille dansk sindsjournal, 1998, påmonteret henholdvis et skrifttematisk science-fiction-univers (!) og et danskeheds-tema på den almindelige, ekstraordinære Larsenhed, ret vildt for en digterinde, der i 1999 kunne fejre 30-årsjubilæum. Vi tillader os at forvente endnu flere glædelige gensyn og pludselige overraskelser fra den kant.
(1999)
