Jens-Martin Eriksen

Da Jens-Martin Eriksen (f. 1955) debuterede med Nani i 1985, vakte romanen om punkpigen Nanas død berettiget opsigt, både for sit volds- og dødstema og for forfattererens særegne og lovende prosastil. Siden debuten har Eriksen i endnu syv romaner - foruden i dramatik, filmmanuskripter, prosamonologer og fortællinger - vedvarende udfordret vanetænkning og fornyet dansk romanprosa.

Jens-Martin Eriksen indsnævrer i forfatterskabets første del sit fokus i retning af en beckettsk hvidhed, en udvikling som i 1990 når sit højdepunkt med romanen Den hvide væg. Derefter udvides fokus mod fortælling og debat, tydeligt med Vinter ved daggry, en militssoldats beretning om sin deltagelse i et folkedrab. Men tværsigennem denne bevægelse finder man stærke, gennemgående motiver; især erindringens mærkning af mennesket og nødvendigheden af at give de vanskeligste erindringer stemme, at bringe livssmerter på fortælling. Ligeledes kan Eriksens prosa fra først til sidst genkendes på sin huggende og kværnende rytme.

I Jim og jeg fra 1989 finder man erindring og fortælling behandlet i billedet af en dobbeltgænger - et motiv, som skal vende tilbage i Eriksens romaner. Titel-figuren ’Jim-og-jeg’ er drengevenner og venskabet gør dem omtrent til siamesiske tvillinger, selv om Jim er sejleren, der får alle eventyr og den dejlige pige, mens ’jeg’ arbejder på skibsværftet derhjemme og drømmer om alt det, Jim kan og gør. Karakteristisk for Jens-Martin Eriksens romankunst lægges smerten ikke ud i realistisk beskrivelse. Derimod vises den i det sprog, som jeg-fortælleren forsøger at give historien om Jim og ham selv.

I Den hvide væg hjemsøges fortælleren også af forfærdende oplevelser. Han ligger ved den yderste kant af sin erindring og sit liv - på en bådebro i barndomsbyen og forsøger at komme til klarhed over et tidligt kuldsejlet liv, mærket af incest og fadermord. Romanen, som er Jens-Martin Eriksens mest radikale sprog- og formeksperiment, er en næsten opløst fortælling, gennemtrængt af groteske og surreale scener, hvor manden som fortæller forsøger at gengive netop dén erindring, han ikke kan have haft som barn, nemlig hans undfangelse under faderens voldtægt af storesøsteren. Med Den hvide væg afsluttes den del af Eriksens forfatterskab, hvor offeret og offerets sprog vises frem og herfra sætter en modstand mod smertehengivelsen ind.

I de to følgende romaner, De uforsonlige og Memoire, begge fra 1992, er fortællerne aktive udøvere af dette at fortælle, om end de stadig plages af uhørte oplevelser - flere voldtægter, incester, flere misliebige scener i familiens skød. Men nu er fortællingen en måde at afvikle det tilbagelagte og begynde en slags liv igen. De uforsonlige er en dialogroman mellem to fortællere, Alex og Monika, som gennem en enkelt nat iscenesætter hinandens værste oplevelser i en sproglig og erotisk exces. Memoire genoptager på flere måde Beckett-antrittet fra Den hvide væg og er som denne én af Jens-Martin Eriksens fremragende romaner. I modsætning til Den hvide væg er Memoire dog delt i flere større fortællinger - syv ialt -, der tilsammen udgør en moderne kunstnerroman.

I Vinter ved daggry genoptager Jens-Martin Eriksen fortællingen som frigørelsesmotiv. Vinter ved daggry portrætterer et almindeligt menneske, som gennem vaner og undladelsessynder, der ikke adskiller ham meget fra en gennemsnitlig avislæser og TV-kigger, fanges i en bøddelrolle. Romanen er tillige en tæt beskrivelse af krigens umenneskeliggjorte og koldt abstrakte sprog, som omskriver et landskab, beboet af bønder og handlende i koordinater, og hvor henrettelser ved nakkeskud på kanten af en massegrav kaldes »at afslutte«.

Inspireret af Samuel Beckett, Louis-Ferdinand Céline og Thomas Bernhard er Jens-Martin Eriksen en stor fortolker af fortællingens og den moderne romans mellemværende med det smertefulde, det anstødelige og barbariet.