Pia Juul

I 1993 oplevede vi i Danmark det usædvanlige, at en digtsamling gik hen og blev genstand for omtale i en tv-nyhedsudsendelse. Signaturen på værket tilhørte Pia Juul. Og titlen var den finurligt-groteske En død mands nys.

Da Pia Juul udsendte En død mands nys og med et slag nåede ud til et større publikum, havde hun allerede tre digtsamlinger og en roman bag sig. Allerede fra debuten i 1985 stod det klart, at her var en ung digter der skilte sig mærkbart ud. Det slående ved Pia Juuls digte er deres på en gang krast direkte og alligevel gådefulde tone. Med et eminent gehør for sprogets muligheder formår hun med få virkemidler at fremkalde nogle tonarter som er helt fremmede for den dagligdags tale. Således synes man i en og samme verslinje at høre en koket lillepigestemme og en velbefaren, endog sjofel, sømandsrøst.

I de to første digtsamlinger: levende og lukket fra 1985 og i brand måske fra 1987, kommer dette til udtryk i et urovækkende dissonant spil mellem han og hun, som på rammende vis indfanger den splittelsesfyldte overgang fra barn til voksen, uden at komme med en ´morale´, et svar. "Spid du mig så drukner jeg dig", som det hedder.

I den tredje samling, Forgjort fra 1989, er spillet flyttet over på det voksne forhold mellem en han og en hun. Det er dog karakteristisk for Pia Juul, at hun ikke lader digtets stemme være identisk med kvindestemmen. Tværtimod installerer hun en tredje stemme, digtets stemme, som med let løftet, ironisk øjenbryn gengiver kønnenes evindelige rollespil - uden dog på nogen måder at dømme dem. "Han vil fjerne / noget af hendes / som han ikke har undersøgt / om hun har / Hun siger / ved du om jeg har det / Han siger nej men jeg tager det".

Med Skaden fra 1990 foretager Pia Juul springet over i prosaen. Men dog ikke mere end at den særegne sans for at holde modsætninger fast i en dobbeltvredet spænding præger også denne roman. På det ydre plan handler den om en abstrakt krig mellem "de grønne og de grå", og om de enkelte individers modstand mod at lade sig indordne under uniformfarvernes endimensionale kategorier. På det indre plan - som er det egentlige - handler den mere om de eviggyldige eksistentielle kampe og forviklinger kønnene imellem - alt mens dagene, dvs. livet, går og solen langsomt brænder ned. Altsammen er det fortalt med den karakteristiske "juulske" underspillede humor. I krigen slår man således hinanden ihjel "som man skal".

Efter dette prosaiske intermezzo vender Pia Juul altså med fuld styrke tilbage til poesien i 1993 med den genstridigt anderledes En død mands nys. Samlingen er det hidtil mest gennemførte forsøg på fra digterens side at lade modsatrettede tonarter klinge igennem i en og samme stemme. Vi har på den ene side seksualiteten, billedliggjort i bordellet, og døden, billedliggjort i kirkegården. Digtets jeg står så og sige og trækker forhænget mellem de to rum frem og tilbage, så vi snart ser kærlighedens vilde lyster, snart ser durk ned i en kold grav, og snart drejes der rundt mellem dem som i et løssluppent lanterna magica.

Om Pia Juul kan man sige, at hun åbner en sprække i sproget, hvor noget andet kan titte frem, som dog ikke har karakter af den højtbesungne kvindelighed eller noget andet substantielt. Dertil er hun alt for subtil. Snarere har det karakter af denne sprogets magiske evne til at rumme disparate elementer, uden at syntetisere dem, noget som i det daglige liv synes helt umuligt. Evnen til, med forfatterens egne ord, at gengive "en død mands nys". Heks, sibylle, sømand, lille pige ... alle stemmer kan Pia Juul få til at klinge sammen i sin eventyragtige poesi og prosa. Og dermed, kan man sige, fører hun litteraturen tilbage til dens udgangspunkt, som netop var det anonyme folkedyb, hvorfra alle stemmer vælder frem, i et stort usorteret kor.