Andersens (født 1944) anden digtsamling Næste kærlighed, 1978, ses omridset af et kvindeansigt; hvor trækkene skulle være, er en blank, tom flade, under ansigtet anes et blegt skulderparti, håret derimod er stort, mørkt og parykagtigt. Foran er i collageform vist læbestifter, slik, øjne, cigaretter, cremer, fjernsyn, en burger, sødetabletter og en mund, der åbner sig mod en kæmpe flødeskumskage. Billedet opsummerer kvindeportrætterne fra de første bøger, debutdigtene Tryghedsnarkomaner, 1977, novellerne Hold kæft og vær smuk, 1978, og dramaerne Elsk mig, 1980, og Kannibalerne, 1982. Her fortælles om kvinder, hvis identitet er skrøbeligt forankret i det ydre, i tøjet, tingene og mændenes blik. Identiteten er altid på nippet til at briste: i novellen "Iagttagelser" starter den anonyme kvinde sin dag med at tjekke sin krop og sin velindrettede lejlighed og begiver sig på vej til arbejde, da hun med ét vender om, går i seng, sover, drikker, tisser i sengen og gør et halvhjertet selvmordsforsøg i badekarret. Hvorefter hun en ny morgen atter bevæger sig ud i verden, stærkt sminket: "Igen gik hun sig selv i møde i alle ruderne. En mand, hun mødte, vendte sig ikke om efter hende. Og hun blev bange for, at hun ikke var så smuk, som hun havde været".
Kønsrollerne som garant mod et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema i teksterne, der i forfatterskabets start ofte kredser om de indledende manøvrer, om dating og affærer, hvor enhver spontanitet på forhånd er gjort umulig af det spil af gensidige forventninger ("hvad tror du, jeg tror") og modstridende forhåbninger, som de sociale roller tvinger parterne ind i. Imellem dem står billeder af kønnet, af det mandlige og det kvindelige, som de prøver at leve op til, og som de begærer hos den anden. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag de lukkede stræbsomme mænd og de poserende, krakelerende kvinder står en barndom, der atter og atter rulles op i Vita Andersens tekster for endelig at folde sig ud i sin kompleksitet i romanerne.
"Hva´ for en hånd vil du ha" , 1987, fortæller om den niårige Annas passion for moderen Melissa, der igen er besat af drømmen om den rige elsker, der fylder hende med penge og tøj, begær og beundring, kort sagt en udslettelse af tidens gang. Romanen kan læses som en familiehistorie, hvor Melissas tragiske barndom bliver til en social og psykologisk arv, som hendes datter kan bære videre. Men den ydre historiske dynamik viger konstant for det indre trekantsdrama mellem moderen, datteren og begæret.
Hvad Vita Andersen forsøger at skrive frem fra ruinerne af en familiehistorie og en kvindeidentitet, viser sig i Sebastians kærlighed at være intet mindre end en kærlighedsutopi. Kimen til den finder hun aldrig i det ydre sociale rum: her er kun varer, penge, dimmer, konventioner og en bagside af fattigdom og gru. Men i de tætteste relationer mellem mor og barn ligger ressourcer, der har endnu et fundament at bygge på.
Barnets univers er i forfatterskabet ofrenes univers, men med de sidste bøger, der også omfatter børnebogen om Petruskas laksko, 1989, får det nye facetter. Anna, Petruska og Sebastian lever i en udkant af det voksne univers, hvor de snart er forstyrrende, insisterende, stærke i deres grænseløse krav, snart truede, på grænsen til en tilstand, der er fantastisk eller ligefrem psykotisk. Det barnlige rummer på godt og ondt alt det tilsyneladende ufornuftige: begær, kaos, lovløshed, selviskhed. Det står i modsætning til regler og ritualiseringer i voksenverdenen, men er også en tilstand, der er til stede i Vita Andersens voksne, ikke mindst i alle de angste kvinder. Det bliver en gåde, hvordan man kan blive voksen som andet end en tynd overflade over et lille barn.
Profilen er et uddrag fra Nordisk Kvindelitteraturhistorie 4, Rosinante 1997 og er gengivet med tilladelse fra forlaget.
