Carsten Jensen

Folkelighed og utopi (1981) er Carsten Jensens første bog, en akademisk afhandling om den socialistiske og senere kommunistiske romanforfatter Hans Kirk (1898-1962), som også spillede en betydelig rolle som kritisk kulturessayist.

Med de to essaysamlinger Sjælen sidder i øjet (1985) og På en mørkeræd klode (1986) får Carsten Jensen sit gennembrud som kulturkritiker, generelt for begge samlinger er en distancering og problematisering af firsernes postmoderne univers, hvor værdirelativismen og dyrkelsen af overfladens uendeligt skiftende æstetik placerer mennesket i et individualiseret rum med fokus på jeg’ets behov for stærke nu-oplevelser. Carsten Jensen tager afstand fra den vestlige civilisations materielle og kunstige værdier og manglende ansvarsfølelse og skriver med udgangspunkt i omverdenens kulturelle udtryk (fra moderne terapi, horrorfilm, kropsfetichisme, computere til litteratur og hjernekirurgi) om den eksistentielle og moralske nødvendighed af at tage stilling, at engagere sig – at kæmpe mod tilværelsens ulidelige lethed og forførende blændværker.

De to essaysamlinger bærer præg af Carsten Jensens arbejde som litteratur-og tv-anmelder på dagbladet Politiken, og teksternes ofte meget provokerende og polemiske udsagn vinkles ud fra Jensens eminente evne til at se helheden i enkeltdelen, det generelle i et aktuelt eksempel, derved står teksterne også stærkt i dag. I Souvenirs fra 80’erne (1988) samles Carsten Jensens vigtigste artikler fra de førende danske aviser og kulturtidsskrifter, hvor bl.a. mediernes opinionsdannende magt, det postmoderne begreb og firsermenneskets manglende politiske interesse underkastes bidende kritik.

Kannibalernes Nadver (1988) er Carsten Jensens første roman, en kærlighedskomedie om en mands problemer med at forvalte sit liv, specielt i forhold til kvinder. Kærlighedsrelationerne beskrives som kannibalistiske, den ene parts kynisme, selviscenesættelse og mangel på egentlig hengivelse ’æder’ den anden part, og bogen vrimler med narcissistiske storbykvinder, som lider af grandiositet, og som konstant er afhængig af den andens bekræftende blik for at komme til syne, ligesom den mandlige fortællers Don Juan-agtige figur er indfanget i simulationen og maskespillet. Carsten Jensen skriver med inspiration fra den italienske maskekomedie Commedia dell’arte og parodierer de elskendes idealiserede kærlighed, hvorfor også sproget er tvetydigt, satirisk og skæmtende. I romanen beskrives den generation, Jensens egen, der bevidsthedsmæssigt er placeret mellem halvfjersernes stærke ideologier og firsernes stildyrkende æstetikere.

I 1991 udkommer Carsten Jensens anden roman, Jorden i munden. Fortællingen handler om en ung mand, der foretager en modnings- og erkendelsesudvidende rejse til Indien, men rejsen fører ikke til afklaring, men tværtimod til sammenbruddet af hans vestligt forankrede forestillings- og værdiunivers. Historien er konstrueret som et fortællemæssigt æskesystem, hvor den fortællende stemme tilhørende det voksne jeg iscenesætter og gennemspiller sit ungdoms-jeg, og de gentagne beskrivelser af spisevægring og kropsudtømninger etablerer sig i teksten som en allegori over den åndelige renselsesproces, som det unge jeg oplever. De meget sansemættede beskrivelser af mødet med det fremmede Indien står stærkt i romanen, ligeså udforskningen af jeg’et og kønnet kontrasteret til den voksne jeg-fortællers melankoli og markante dødsbevidsthed. Både i Kannibalernes Nadver og Jorden i munden optræder dekonstruktivistiske fortælleelementer, og fortælleren bryder flere steder fiktionen ved at kommentere tekstens tilblivelsesproces eller personernes karakteregenskaber. Jorden i mundens billedrige og psykologisk fortættede rum fanger i høj grad læseren og er ubestridt den bedste af de to romaner.

I essaysamlingen Af en astmatisk kritikers bekendelser (1992) flyttes perspektivet, og fordybelsens langsommelighed fremelsket i den sidste roman karakteriserer nu også Carsten Jensens refleksioner over sit liv som kritiker og forfatter. Carsten Jensens store veneration for verdenslitteraturen viser læsningerne af eller rettere dialogerne med udenlandske forfattere og intellektuelle (f.eks. Milan Kundera, Umberto Eco, Elias Canetti, Octavio Paz, Tzvetan Todorov) - psykologiske, politiske og moralske problemstillinger relateres til hans egen personlige historie, men generaliseres samtidigt. Den efterfølgende essaysamling, Forsømmelsernes bog (1993), består af 5 velskrevne essays, diskuterende bl.a. Europas manglende handlekraft og forståelse i forbindelse med krigen i ex-Jugoslavien, og begreber som ondskab, skæbne og død er gennemgående emner i hele bogen. Essayet om rejselitteratur (f.eks. Chatwin, Paul Bowles, Salman Rushdie, Paul Auster) vidner om Jensens store lidenskab for rejser, både den fysiske og den psykologiske: "Jeg rejser for at lære at leve med livets uorden", som han skriver i en senere bog.

Carstens Jensen evne til at se det store i det små, det almenmenneskelige i den enkeltes historie, foldes på imponerende vis ud i rejsebøgerne Jeg har set verden begynde (1996) og Jeg har hørt et stjerneskud (1997). Rejsen til Rusland, Kina, Cambodia, Vietnam, Hong Kong, Stillehavet og Latinamerika er motiveret af et eksistentielt ønske om at finde en form for mening, men rejsen fortæller i høj grad om krig, vold, undertrykkelse og fattigdom, og de antropologiske studier af lokalbefolkningen på de idylliske Stillehavsøer langt borte fra civilisationen opfylder eksempelvis heller ikke Jensens drøm om at finde et uberørt ’Paradis´. Rejsebøgerne indeholder utallige psykologiske portrætter, som læses op mod Jensens eget omverdenskoncept, og den gamle tese om at mennesket rejser ud for at finde sig selv i det fremmede passer i høj grad på Jensens tolkende blik. For Jeg har set verden begynde fik Carsten Jensen Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Internationalisering og politik er emner, der fylder meget i Carsten Jensens seneste essaysamling, År to & tre (1999), men der er også plads til f.eks. at give danske kunstneres selvforståelse og det moderne menneskets blinde tilbedelse af genteknologien og computerverdenen beske kommentarer med på vejen. De fragmentariske beskrivelser af samværet med datteren Laura trækker derimod i modsat retning - her opleves øjeblikkets fylde rent og uden det slør af smerte, lidelse og melankoli, som ellers kendetegner store dele af forfatterskabet.

I Carsten Jensens samlede forfatterskab fremstår han på mange måder som en verdensmand, og hans store viden og satiriske pen sætter til stadighed den danske andedam i bevægelse.