Thomas Boberg

Thomas Boberg (f. 1960) er rastløshedens poet. Lige fra begyndelsen med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast i 1984 har hans digte tematiseret splittelse og rastløshed. Splittelsen har som regel været den tilstand, der blev taget afsæt i, mens rastløsheden har været det rastløse, vågne øje i digtene, det skabende tredie blik, der har skuet ind i tingene, ned i sprækkerne og ud i tiden og verden. I alle sine digtsamlinger gør Boberg desuden splittelsen til et digterisk sprog og til en måde at orierentere sig på. I sit liv har Thomas Boberg med tiden gjort splittelsen ganske konkret for sig selv ved at dele sin tid op mellem to verdener. En i Peru og en i Danmark.

Det at skrive - digte, artikler og essays - er for Boberg ensbetydende med at rejse på både det indre og ydre plan samtidigt. Det spores med al tydelighed i samlinger som Slaggedyret, 1988 og Vor tids historie, 1989, hvor der hele tiden er en rejsende undervejs i øde bylandskaber, indestængt i en af verdens millionbyer eller en anonym, der ankommer til et nyt, fremmed sted. Men uanset hvor utilpasset og fremmed digteren kan føle sig, er sproget et sted at være. Det er hans indre eksil.

Det typiske Boberg-digt er en tilstand i opbrud og forvandling. Et flertydigt rum, hvor jeg´et og dets grænser udforskes. Det sker altsammen på baggrund af en bevidsthed om døden: "Hvor mange gange skal man dø/ for at mærke at man lever" (fra Ud af mit liv, 1985). Døden er en forudsætning for, at der kan skabes nærvær, og at en tilstedeværelse kan blive mulig.

Thomas Boberg har en sikker sprogsans og en billeddannende evne til at etablere øjeblikkeligt nærvær med det glemte og fortrængte. I en fortættet, billedynglende poesi, plastisk og musikalsk vekslende lyrik, der til tider er både skulpturel og fysisk i sin stoflighed, fortolker han sindstilstande og livsvilkår, og viser, hvad det vil sige, at tilkæmpe sig et livsrum og en selvbestaltet væren i verden. Boberg gør systematisk op med vaneforestillinger ud fra en opfattelse af, at tilværelsen er en evig, hvileløs rejse, styret af en hjemløs uro. Det medfører, at heller ikke kærligheden helt kan tros. For den er en mønt med to sider. Kærlighedens lykke og kontakten med den er ligesom alt andet underlagt foranderlighedens lov, og anses kun for at være den halve sandhed. Den anden halve er vendt mod mørket, fortvivlelsen og ensomheden. Det er denne, tilværelsens anden side, livets vrang, som Boberg især koncentrerer sig om.

Mange af Bobergs digte udfolder en knivskarp civilisationskritik, som i de senere år også har bredt sig til løbende artikler fra Peru, hvor han har fokuseret på de fattiges usle kår og alskens former for uværdigt liv, som hærges af udnyttelse. Det kommer tydeligt frem i Sølvtråden, Bobergs første essaysamling, fra 1996, som omhandler de mange rejser, han har tilbagelagt i Sydamerika og Sudan. Dér viser han vekommende verdensengagerede sider af sit talent.

Det helt centrale og uomgængelige ved Thomas Bobergs digtning er, at den hele tiden er foruroliget over livsforholdene - som i hans seneste, tiende samling Under hundestjernen fra 1997, hvor han til stadighed spørger; hvor er vi? Hvem er vi? Hvor skal vi hen? Er vi her overhovedet?

Alt tyder på, at lyrikeren og essayisten Thomas Boberg også i de kommende år vil være et hvæsende blik, der holder vågent øje med verden, med livsvilkårene, med paradokser og hvordan vi har det.