Henrik Nordbrandt

Henrik Nordbrandt karakteriseres ofte som en digter, der aldrig har fundet sig et hjemsted. Ud fra en rent biografisk betragtning er karakteristikken rammende for så vidt Nordbrandt i størstedelen af sit voksne liv har levet i selvvalgt eksil uden for Danmark i områderne omkring Middelhavet. Men karakteristikken er også rammende fordi Opbrud og Ankomster (titlen på en digtsamling fra 1974) er et gennemgående tema i forfatterskabet, der indtil i dag omfatter tyve digtsamlinger, et par bøger med essays, et par børnebøger, en tyrkisk dagbog og en kogebog.

Det digteriske jeg i Nordbrandts digtning er altid på vej et andet sted hen, og når det endelig ankommer er det blot for at opdage at det nye sted også rummer opbruddets potentiale. Hjemløsheden har været fast inventar i den moderne digtning siden romantikken, men hos Nordbrandt er den forvandlet til rastløshed og rykket i forreste linje som eksplicit tema.

Derfor er spørgsmålet om rejsen kun tilsyneladende et ydre anliggende. Hvis man kigger nærmere på Nordbrandts værk viser det sig, at det digteriske jeg's stadige vekslen mellem opholdssteder må forstås som et billede på den menneskelige eksistens som sådan: Rastløsheden bliver aktuel, fordi det digteriske jeg - i ordets mest bogstavelige betydning - er ved siden af sig. Man kan tale om en dobbeltbevidsthed i Nordbrandts digtning: på den ene side er nærværet et konstant orienteringspunkt, på den anden side bliver det klart, at nærværet bliver mest synligt og reelt i det øjeblik det er ophævet. Tilstedeværelsen i nu'et er kun mulig med bevidstheden om, at dette nu er et enkelt moment i en lang række af nu´er der afløser og relativerer hinanden.

Det er i høj grad i denne stadige vekslen mellem nærvær og fravær, at Nordbrandt henter sin poetiske energi, og det er også på dette punkt Nordbrandts digtning har virket mest nyskabende for dansk digtning. Det digteriske jeg's besindelse på umuligheden af at fastholde et bestemt perspektiv på verden betyder også at sproget i Nordbrandts poesi er under konstant ombrydning. Derfor trækkes læseren ind i en billeddannelse, hvor metaforer bygges ind i metaforer, afløses af allegorier, og overraskende viser sig at danne symboler i en principielt set uafsluttelig række af forskydninger. Sproget er i denne forstand selv hjemløst: det virker som om sproget kan holde fast i nærværets momenter, men på samme måde som det digteriske jeg oplever sig selv stærkest, når det har lagt afstand til sig selv (gennem tiden eller rummet) rummer sproget det paradoks, at det synliggør nærværet ved at skrive henover fraværet.

I 2000 modtog Henrik Nordbrandt Nordisk Råds Litteraturpris for Drømmebroer.