Klaus Rifbjerg

Af alle danske forfatterskaber er Klaus Rifbjergs det største. Det fylder over 120 bøger, der breder sig ud over alle genrer – fra digte, noveller, romaner over børnebøger, dagbøger og essaysamlinger til skuespil, filmmanuskripter, tv- og hørespil – og oversvømmer dansk litteratur, som intet andet. Han er forfatter til den mest genoptrykte, mest solgte og mest læste roman i dansk litteraturhistorie (Den kroniske uskyld, 1958) og skabte i 1960erne med digtsamlingen Konfrontation et helt nyt stilbegreb (”konfrontationsmodernisme”). Med sine hyppige indslag i den danske presse som debattør og anmelder er Rifbjerg heller ikke til at komme uden om i den aktuelle litteratur- og samfundsdebat.

Rifbjerg har vundet alt, hvad der er værd at vinde af litterære priser i Danmark og er desuden hædret med Nordisk Råds Litteraturpris, men han har aldrig af den grund hvilet på sine laurbær. I stedet holder han sit monumentale værk i live ved årligt at tilføre det nye titler, og selvom visse temaer (erindring og fortrængning, seksualitet og frigørelse) er genkommende i forfatterskabet, er det svært at tale om bøgerne under ét. For hver bog afsøger og udvider selve formen, så det færdige resultat ikke falder restløst ind under de eksisterende kategorier. Et eksempel er Esbern fra 2005. Her fortælles en ”historisk” roman i kronologisk springende brudstykker af tekst og vekslende synsvinkler, så læseren ikke bare får et indtryk af en vis periode i dansk åndsliv, men samtidig får et indtryk af den proces – af stridende viljer og kæmpende værdinormer – som enhver historisk periode er resultatet af.

Det siger noget om Rifbjergs intellektuelle alsidighed, at han gennem det sidste halve århundrede har indtaget rollen som både provokatør og direktør (af Gyldendal, 1984-91), som avantgardedigter og redaktør (af Vindrosen, 1959-63), som outsider og som institution. Han er en forfatter, som gerne sætter sig selv på spil, men som samtidig – i og med det store forfatterskab og den konstante synlighed i offentligheden – udgør et stabilt centrum i dansk kultur.