Pia Tafdrup

Pia Tafdrups digtsamlinger er, fra der gik hul på den skrivende engel i 1981, poetiske indtegninger af kroppens kort. Tafdrup har ud over de foreløbig ni samlinger skrevet to skuespil, men hun er først og fremmest lyriker. Om lyrikken handler også poetikken Over vandet går jeg. Skitse til en poetik (1991).
    I de tidlige digtsamlinger er begæret og kønnet i centrum, og den lyriske tone sanseligt erotisk. Som led i digterens udforskende eksistentielle projekt udvides stofområdet siden gradvist til at omfatte naturen, byen, fremmedheden og "det Andet", der er et sted hinsides jeg´et og som prøvende visse steder ligefrem bliver givet navnet Gud. Den seneste digtsamling Dronningeporten (1998), der har vandet som altdominerende metaforik, lodder kroppens og sjælens dybder i vandet, samtidig med at intet mindre end en moderne verdensmyte skrives frem gennem kvindens og vandets optik.
    Der er således en stadig ekspansion i Tafdrups digtning fra udforskningen af den inderste zone i jeg´et til overskridelser af den rent subjektive oplevelsessfære. Det sker under inddragelse af et omfattende mytisk og historisk stof, ligesom der løbende pågår en dialog med både fortidens og nutidens kunstfrembringelser, det være sig arkitektur, billedkunst, musik eller litteratur. Den gradvise udvidelse i stofområderne tvinger også stadige fornyelser frem i formsproget.
    Ikke mindst i Territorialsang (1994) er perspektivet radikalt udvidet. Drevet af den trang, som intoneres i Krystalskoven (1992) til konfrontation med sit hidtil delvis fortrængte jødiske ophav, foretager Tafdrup med Territorialsang en række poetiske neddykninger i Jerusalems topografi, myte og historie. Det er en rejse ud for at finde hjem. Jerusalem bliver i al sin konfliktfyldthed et erindringens, håbets og forløsningens sted.
    Erindringen spiller en stadig mere pågående rolle i forfatterskabet som en slags nøglehul for identitetsdannelsen, hvor poesien med sin erkendelseskarakter er nøglen, der forløser fortiden og føder jeg´t ind i nu´t og i fremtiden. Ved på den ene side at bygge sekundernes bro ind i fremtiden - frem for at standse nu´t ud i et enkelt billede - og på den anden side at fokusere på fortiden og erindringen som en skabende kraft, fragter Tafdrup det flygtige øjeblik ud af det forskelsløse intet, og skaber sammenhænge og betydninger.
    Tafdrups digte har deres egen umiskendelige tone, men er samtidig så varierede som deres emne. Snart klare som krystal, snart fortættede som en gåde. Digtene belyser nemlig ikke blot det enkle, men ligeså meget det gådefulde i tilværelsen. Tafdrups verden er hverken en dans på roser eller på torne. Ingen harmoniske strukturer lyves ind, ingen falske synteser. Men jeg´et er på den anden side ikke melankolsk ekskluderet fra verden. Begær og død hænger hos Tafdrup sammen, som afsked og ny begyndelse er gensidige forudsætninger. Denne indsigt er brændstof for digtningen og for den potenserede livsfølelse, som digtene udstråler. Sansning og refleksion befrugter her hinanden, tanken er ikke kroppens kors.
    Tafdrups digtning er gennemkomponeret; gennem hele det lyriske projekt løber tråde, som væver sig sammen til et stadigt rigere billedtæppe, der som en livsfrise fremviser originale poetiske billeder skabt af et lyrisk temperament, der hudløst og uforfærdet går i konfrontation med livet, døden, erotikken, metafysikken. Og side om side med forfatterskabets bærende tematikker er der hos Tafdrup - som hos hendes generationsfæller - en høj grad af metasproglig bevidsthed på spil. Den ytrer sig i selve digtningen, men udmøntes også konsekvent i poetikkens refleksioner over den poetiske praksis.
    Kunst og eksistens er hos Tafdrup inderligt forbundne. Sproget er sted for tilblivelse. Digtene nedbryder den monstrøse barriere mellem subjekt og verden ved at insistere på øjeblikke af indsigt, klarhed og nærvær her og nu. I Tafdrups poetiske værksted spindes leve-tråde.
    I 1999 modtog Pia Tafdrup Nordisk Råds Litteraturpris for Dronningeporten. I foråret 2004 debuterede Pia Tafdrup som romanforfatter med bogen Hengivelsen, som hun modtog megen ros for.